Rejsen til Regina Slagteren

Ikke-rejsen. Om en mærkelig interrailtur, hvor Jens Blendstrup kyssede Brittas veninde og græd, da han ikke kunne finde Triumfbuen. Om en tur til Amerika. Men størst af alt var turen med hunden til slagteren i Risskov.

Rejsen til Regina Slagteren

Af jens blendstrup

Weekendavisen nr. 31, 4. - 10. august 2006

Dette skrives midt i en stor rejse. Dette er en stor rejse. Dette har at blive en stor rejse, den er dyr, og den er stor, og den foregår i den gamle hvide Volvo. Så det er klart, det bliver en stor rejse. Epokegørende er ikke for stort et ord.

Jeg sidder på et slot i Sydfrankrig, hvor der løber en kilde, som forsvinder ind i en skov. Kilden er over mange hundrede år gammel, den blev brugt til at vande morbærtræerne, hvor de dyrkede silkeorme. Det er en utrolig mærkelig kilde, for den er bygget af et materiale, som man ikke kender i dag. Silkeormene hang åbenbart fra disse morbærtræer, og kilden løber endnu i et vildnis, som ingen ved hvor ender. De lokale har hørt dialekter som ingen kender mere. I morgen vil vi søge kilde og finde de glemte silkeorme og de enorme sweatere, de har spundet på i hundreder år i de her sindssygt varme egne. Vi vil hugge os frem med krakskort og Turen går til Sydfrankrig. Vi vil opdage selve kilden til nervøs velour. Og sådan vil vi for evigt være forandrede. Dette bliver en enorm rejse, som vil flamme til vi dør! Vi vil sidde i kaminens skær, og en gæst vil hviske: hvorfra har hr. Blendstrup fået dette tunge blik? Hvorfra har han fået denne slæbende lidt bange stemme, der ligesom tøver, før noget bliver sagt? Han så silkeormene spinde livets rullekravesweater på en rejse for mange, mange år siden. Det påvirkede ham dybt. Han går rundt – evigt forandret.

OG dog. Gid det var så vel. Det er aldrig sket for mig. Jeg har aldrig oplevet noget, når jeg har rejst. Jeg har været alt for forhippet på at noget skulle ske. Det er gået galt, lige fra min første interrailrejse med tykke Mikael og Ulf.

Jeg sad parat med min kina-blok og skrev navne ned for hver eneste station, vi passerede. Min mor havde udstyret mig med et bælte, hvor der var plads til en dolk og en vandflaske, og bagest sad der også en førstehjælpstaske fra Falck. Skulle jeg dø, mens jeg oplevede, var jeg klar til at kæmpe til det sidste. Hver gang der kom nogen ind i vores kupe, var jeg klar til at skrive ned, men der skete ikke en skid. De hed alle sammen Britta og var fra Vrå og Holstebro og Hvidovre. Jeg havde en teknik med at læne mig frem og spørge dem diskret om deres liv. De var på alder med mig sådan ca. 18. Og de syntes ærlig talt, det var rimeligt åndssvagt, det jeg havde gang i. Kan du ikke bare slappe lidt af. Og drikke lidt vodka af den her melon? »Jo,« svarede jeg og drak og noterede, at de havde spurgt mig. Og Brittas veninde smilede halvsødt til mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde lænede sig ind over mig og kyssede mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde havde lyst hår og hed Susanne, og det noterede jeg også. I en firkant skrev jeg: OBS vigtigt, Brittas veninde har kommunefarvet hår og kysser meget langsomt og husk, det er 27 grader imens, og vi passerer netop grænsen til Spanien, Irun hedder byen! – Indtil hun blev sur og spurgte, hvad jeg havde gang i. Jeg er på en kæmpe rejse, forklarede jeg hende. Jeg er på en af livets 3 store rejser! Det måtte Brittas veninde Susanne forstå. Men Susanne så på mig med et tomt blik. Er du ikke bare på interrail, mand? Nix. Der kommer en stor rejse, når du er 20, og en, når du er 40, og en, når du er ca. 60. Det har min far fortalt mig. Og vi taler altså om rejser, der vil ændre alt! Susanne daskede mig på skulderen og rystede på hovedet. Lidt efter holdt hun også op med at kysse mig. Men jeg skrev bare løs. Tykke Mikael og Ulf var rasende. De mente, det var min skyld, at Susanne og Britta stod af i Zagreb. Mikael vender altid tilbage til den interrailrejse, når han skal genere mig. Han fortæller altid den sammen glanshistorie om dengang, da vi for vild få gader fra Gare Du Nord og måtte tage en taxi tilbage, i stedet for at finde Triumfbuen. Han ler altid af mig, når han fortæller, hvordan jeg stod og græd i spejdertøj, fordi vi ikke kunne finde Triumfbuen. Jeg fandt dagbogen for 2 år siden. Midt på en side stod der: Pølserne er billige og mærkelige i Portugal. Husk nu – obs obs obs – billige og mærkelige...

Den interrailrejse var en tragedie. Jeg måtte pynte på den, da jeg kom hjem. To af mine storebrødre havde været i Italien på motorcykel og var røget ud over en skrænt. Men det var kun en enkelt lille ting af alt det, de havde oplevet. Jeg kom hjem og påstod, at vi var taget af toldpolitiet ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet og sat i spjældet, og at solen en dag bagte så meget, at der gik ild i en ældre mand på et æsel, som i panik red ind i fængslet, hvorved vi slap fri med soveposeunderlag og hele lortet. Mine storebrødre lo af mig. Men mine forældre var mere large. De var i hvert fald velvilligt indstillede. Min mor sandsynligvis fordi hun var svensk og meget glad for alt dansk. Min far fordi alle historier for ham var salt, og fordi han hadede at være alene om natten og vidste, at ved at lade sønnike snakke fik han selskab til langt ud på morgenstunden. Jeg beskrev i timevis de uhumske celler, hvor intet lys slap ind. Imens vibrerede min far tilfreds med foden, og klokken blev som sædvanlig med min far over 7, før jeg fik lov at gå i seng. Det ændrer bare ikke på, at det var en lille rejse, hvor der ingenting skete. Og sådan har det altid været med mine rejser. Jeg ved ikke, om det kan være mit udstyr? Jeg mener, jeg er jo altid mødt op med tropehjelm og udstyr og har været 100 procent klar til mine ferier, og på den måde har jeg jo virkelig stået klar, og det har nok skræmt oplevelserne væk. De er simpelthen gået deres vej oplevelserne – hen til en anden, som har været anderledes ligeglad og lad og en midt i livet-agtig rejsende person med gråsprængte sorte krøller og kun det allermest nødvendige. I al fald har jeg aldrig oplevet noget som helst.

På et tidspunkt blev jeg af min ekskæreste sendt på en cykeltur alene rundt i Frankrig. Jeg skulle lære at være til stede, mens jeg lavede noget fysisk. Det gjorde jeg så. Jeg jollede op og ned af bakker i Provence og Bourgogne på en grøn mountainbike med super slim kæde og eger og nav og mødte Gud og hvermand, som jeg vinkede til. Men det var først, da jeg kom til at forvilde mig ind i en vinhule og derpå i en kæmpe brannert røg i en flod og blev samlet op af en flodpram, som sejlede mig ind til land, at jeg virkelig oplevede noget stort. Det fortalte jeg i hvert fald min eks, da jeg kom hjem. Og hun kunne da også godt se, jeg var forandret. Lidt.

Tæt på død, i Bourgogne-gear, lange skygger og tidlig gigt, et tungt blik og en slæbende lidt bange stemme i et ellers ordentligt og sundt liv, uddybede jeg over en kop dansk Earl Grey te. Problemet var, at det med floden og flodprammen var en løgn. Og det vidste min eks også godt. Men det måtte jo til, for at jeg ikke skulle tabe ansigt over for hende. Jeg havde godt nok heller ikke været inde i en vinhule, men jeg havde passeret op til flere, mens jeg kredsede omkring busholdepladsen, hvorfra Bjørns Busser skulle køre mig hjem til Danmark igen. Og dagen efter, jeg havde fortalt min ekskæreste det om vinhulen og flodprammen, måtte jeg ned og lave nogen gevaldige ridser i cyklen for at vise, at jeg havde ramt en bil, men mirakuløst cyklet fra den igen. Og lidt efter lidt blev rejsen jo ikke helt lille alligevel. Og lidt efter lidt havde rejsen på cyklen jo ikke kun givet gode lårmuskler, men også en oplevelse ud over det sædvanlige, der kunne bruges ikke så lidt... til fester. Men det ændrer ikke ved, at det var en lille rejse. Det hjalp heller ikke vores forhold. Det efterår kørte forholdet helt af sporet.

Sådan var det også med kæmperejsen til Amerika seks år efter. Jeg havde fået et rejselegat til at interviewe en kaktus. I tre måneder kørte vi rundt i en Pontiac Bonneville og krydsede Rocky Mountains og fulgte årstiderne og kørte fra nord oppe ved Canada og sydpå til Arizona og så, hvordan vinteren forsvandt og blev afløst først af røde blade og så af grønne. Det var en utrolig rejse, siger min kone. Vi var af sted så længe, at vi virkelig så Amerika i alle dens afskygninger, og hvor er det mærkeligt, at der er så mange kulturer i et og samme land, siger min kone. Og jeg er fuldkommen enig med min kone. Det har jeg sagt ved talrige lejligheder. Den rejse var stor i store træk, siger jeg.

Problemet er bare, at jeg ikke oplevede alle de ting, som min kone oplevede. Jeg så på kort. Jeg misforstod de kort. Og sørgede for kolde øller. Jeg optog 20 timers lyde. Jeg iscenesatte bilen flot i ørkenlignende landskaber og placerede mig selv ved et fiktivt punkteret dæk, der skulle skiftes. Jeg råbte: så er kamera klar, løb hen, placer dig, og smil for satan! Og resten af tiden holdt jeg øje med kaktusser, der kunne lade sig interviewe. Det med kaktusserne skulle være det store. Det med kaktusserne var min ide. Men alle kaktusser, jeg så, var fuldkommen tavse. De stod bare der og havde huller i sig efter dyr. Det var et skrækkeligt anti-klimaks, at de kaktusser ikke var ranke og stærke. Jeg har et billede, hvor jeg har stukket en mikrofon op til en kaktus, men det er fup og fidus. Jeg interviewede aldrig de kaktusser. De var for grimme, for ueventyrlige, for hverdagsagtige og fulde af ridser og ar.

Min kone siger tit, det var en smuk natur. Men jeg så heller aldrig naturen. Min panik over ikke at have fået kørekort i 5 forsøg gjorde, at jeg ikke turde se ud over slugterne, når vi kørte i de høje, høje bjerge. Og den store, smukke tur langs kysten fra Red Wood-skovene til San Francisco blev ødelagt af, at jeg hele tiden lænede mig ind over min kone for at bilen ikke skulle tippe i havet. Det var først, da vi endte i den mexicanske grænseby og fik øje på en fugleedderkop og ikke turde kravle ud af sengen, hvorved vi endte med at ligge ovenpå hinanden, at der skete noget rigtigt stort, fordi min kone blev gravid, og vi fik vores 1 datter.

Faktisk har jeg kun oplevet en stor rejse i mit liv. Bortset fra den her. Den lige nu. Den store Hvide Volvo færd som jo OBS OBS OBS BEMÆRK bliver fantastisk. Det var en rejse, der strakte sig over 20 år. Det er en rejse, der tåler sammenligning med Galateaekspeditionerne. Det er nemlig turene til Regina Slagteren med min far. Hver dag i 20 år gik vi den samme tur i det samme kvarter i den her forstad til Risskov. Og jeg ved det godt, jeg vender altid tilbage til den. Men den er også dramatisk. Hunden skulle skide, og vi skulle hente mad. Turen kunne tage timer, og som regel skete der næsten ingenting. Men den fornemmelse af at gå der midt i verden og snakke om løst og fast og holde hvil og nyde en stille pilsner, mens den halvblinde hund gik løs og væltede nogen skraldespande, det har betydet meget for mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er den her ikke-rejse, som er min bedste rejseform. Det sker, at jeg drømmer om de ture, og hver gang, når jeg har drømt den, vågner jeg veludhvilet. For vi var jo uforberedte. Der var ikke noget kamera med. Min far vidste ikke, han skulle dø en dag, og jeg vidste ikke, der var tale om en rejse. Vi gik jo bare til slagteren og bageren og købmanden, og imens voksede den ene op og den anden voksede den anden vej, og ind imellem gjorde vi holdt ved en låge eller under et træ, mens det regnede. Og så kunne det godt være, at der blev sagt noget vigtigt, men det var ikke sikkert, det blev opfanget, for vi var jo på vej videre hen efter et kilo bankekød og nogle kartofler, og vi skulle jo også lige snakke parabol-antenne med telefonmanden, som lovede at installere den næste dag, og vi skulle jo også lige hilse på vespamanden og bagefter lige kommentere hans enorme fjæs. Så du, hvor stort hans hoved var i dag, far? Ja, det er vokset, min søn. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan slappede jeg af, og forstod en smule af verden.

Jeg har ofte foreslået min kone, at vi holder ferie på villavejene i Risskov. Hvor var I så henne i år? Jo, vi var en måned på Østre Strandallé med små afstikkere til Regina Slagteren, og så holdt vi grisefest på Egå Marina. Jeg synes, det lyder forjættende. Tænk at falde i snak med Knutten eller fru Stok ud for galefotografen? Det er da livet. Kan du ikke se det? Men hun synes ikke, det lyder fedt at gå op til Regina Slagteren og hvad med børnene, siger hun. Skal de også ende som autister?!

»Nej, nej, nej,« siger jeg. Selvfølgelig skal vi rejse. Det er på rejser, man kommer om på den anden side. Og hen i livets lysning, ikke! Og nu er vi jo rejst. Og nu har vi faret gennem Tyskland og overhalet lastbiler i fire spor ved Lyon. Og nu har vi passeret grænser! Fysiske grænser! Og usynlige grænser for sprog og måder at spise på. Og det kan da godt være, at far ser åndssvag ud med bøllehat, men det er en særlig dyr bøllehat fra Spejdersport, der kan holde ned til minus 23 grader.

Og der er jo ingen tvivl. Den her tur bliver fantastisk. Alt er klart til, at denne rejse, netop denne rejse bliver fantastisk. Jeg siger det hver morgen, når vi vågner på campingpladser. Nu skal I bare slappe af, børn. Der er enorme minder i vente. Minder, der er for store, kantede og væsentlige til at bakse ind i bilen. Og børnene ser på deres far med 2- og 5-årige smil, og konen markerer med en særlig parfume, at nu er det nok med dine brandtaler for rige minder. »Ja, ja,« mumler jeg. Og obs. noter venligst: husk hvordan parforholdet altid skal bremse ned i starten af en ferie, ellers kører I galt. Og husk, at Wilma, den yngste datter, vågner ved lyden af kirkeklokker i de sydtyske byer og råber: »IIISBIL! Isbilen kommer, isbilen kommer far!« Og obs.obs.obs.: husk lydene af de dyttende horn hver nat foran hotellerne. Der var VM i fodbold på den rejse. Og obs.: husk den mærkelige trappe på hotellet i Dole, der var fuld af tæpper på gulvet på gelænderet og i loftet. Og obs.obs.obs.: Husk tordenvejret, selvom det ikke var noget særligt. Slap af. Og obs.obs.obs. måske den næste rejse skal gå til Irland? Irland siges at være fuld af veje, der kun fører til dramatiske spring i livet, fordi der er så mange får, der hele tiden skal/kan/vil reddes. Og obs.obs.obs. der kommer nok en dag, hvor du er ændret for livet.

I dette øjeblik synger cikaderne uden for mit vindue. Der er en lyd af silkeorme, der spinder. Børn og kvinder går hen ad veje med klipklappere. Menneske, slap af. Du befinder dig i Sydfrankrig så tæt på Anduze og Nimes og Arles. Ting sker ikke kun i Risskov, ting sker også sådanne steder. Hvad nu hvis du kalder disse byer for Worms Kolonial, Strandvejens Fysioterapi og Pips Pizzeria? Så kunne du finde nogle gamle træsko og sjoske gennem byerne uden mål og med, men med en krøllet indkøbsseddel, hvorpå der med ubehjælpelig grøn stæreskrift stod skrevet 40 Kings, 1 kasse øl og 2 dåser Plumrose hakkedrenge med sovs. Du behøver jo ikke sige det højt.

Der kan være over 100 billeder i høj opløsning på dit mentale digitalkort, som kan lagres på egetræsfade og forbedres og hjemstavns-justeres, når du kommer hjem. Du kan sågar kopiere mennesker, du kender, ind i fremmede landskaber med et billedbehandlingsprogram. Ja, ja, jeg ved det godt. Det er fattigt ikke at se nyt. Men når nu der findes rejse-mongoler. Folk, der ikke kan suge ting til sig i Syden eller i områder med stor skønhed. Det er så uretfærdigt. Verden er fuld af tonstunge oplevelser. Der findes mennesker, der har levet så mægtige liv, at de går gennem gulvet til underboen, når de dør. Der findes kvinder, der har elsket ubådskaptajner! Der findes mænd, der har set så meget, at de ikke orker at se så meget som en vejrudsigt mere. Der findes mirakler og bitte små ting side om side. Det er utroligt, hvis man bare kan se det. Der findes folk, der lærer det.

Jeg er ved at lære det. Jeg kigger på et postkort med bjerge. Jeg balancerer på en stol og venter på rejseminder. Jeg er p.t. fuld af fortrøstning. Dette bliver en stor rejse. Dette bliver Den Store Rejse. Den rejse, der ændrede alt...





Tidligere bidrag om forfatternes rejser: Iselin C. Herman om Aix-en-Provence (21.7), Einar Már Gudmundsson om Færøerne (29.7).

Jens Blendstrup støvsuger verden for indtryk. Tegning: Gitte Skov

Af jens blendstrup

NR. 31, 4. - 10. august 2006

Dette skrives midt i en stor rejse. Dette er en stor rejse. Dette har at blive en stor rejse, den er dyr, og den er stor, og den foregår i den gamle hvide Volvo. Så det er klart, det bliver en stor rejse. Epokegørende er ikke for stort et ord.

Jeg sidder på et slot i Sydfrankrig, hvor der løber en kilde, som forsvinder ind i en skov. Kilden er over mange hundrede år gammel, den blev brugt til at vande morbærtræerne, hvor de dyrkede silkeorme. Det er en utrolig mærkelig kilde, for den er bygget af et materiale, som man ikke kender i dag. Silkeormene hang åbenbart fra disse morbærtræer, og kilden løber endnu i et vildnis, som ingen ved hvor ender. De lokale har hørt dialekter som ingen kender mere. I morgen vil vi søge kilde og finde de glemte silkeorme og de enorme sweatere, de har spundet på i hundreder år i de her sindssygt varme egne. Vi vil hugge os frem med krakskort og Turen går til Sydfrankrig. Vi vil opdage selve kilden til nervøs velour. Og sådan vil vi for evigt være forandrede. Dette bliver en enorm rejse, som vil flamme til vi dør! Vi vil sidde i kaminens skær, og en gæst vil hviske: hvorfra har hr. Blendstrup fået dette tunge blik? Hvorfra har han fået denne slæbende lidt bange stemme, der ligesom tøver, før noget bliver sagt? Han så silkeormene spinde livets rullekravesweater på en rejse for mange, mange år siden. Det påvirkede ham dybt. Han går rundt – evigt forandret.

OG dog. Gid det var så vel. Det er aldrig sket for mig. Jeg har aldrig oplevet noget, når jeg har rejst. Jeg har været alt for forhippet på at noget skulle ske. Det er gået galt, lige fra min første interrailrejse med tykke Mikael og Ulf.

Jeg sad parat med min kina-blok og skrev navne ned for hver eneste station, vi passerede. Min mor havde udstyret mig med et bælte, hvor der var plads til en dolk og en vandflaske, og bagest sad der også en førstehjælpstaske fra Falck. Skulle jeg dø, mens jeg oplevede, var jeg klar til at kæmpe til det sidste. Hver gang der kom nogen ind i vores kupe, var jeg klar til at skrive ned, men der skete ikke en skid. De hed alle sammen Britta og var fra Vrå og Holstebro og Hvidovre. Jeg havde en teknik med at læne mig frem og spørge dem diskret om deres liv. De var på alder med mig sådan ca. 18. Og de syntes ærlig talt, det var rimeligt åndssvagt, det jeg havde gang i. Kan du ikke bare slappe lidt af. Og drikke lidt vodka af den her melon? »Jo,« svarede jeg og drak og noterede, at de havde spurgt mig. Og Brittas veninde smilede halvsødt til mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde lænede sig ind over mig og kyssede mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde havde lyst hår og hed Susanne, og det noterede jeg også. I en firkant skrev jeg: OBS vigtigt, Brittas veninde har kommunefarvet hår og kysser meget langsomt og husk, det er 27 grader imens, og vi passerer netop grænsen til Spanien, Irun hedder byen! – Indtil hun blev sur og spurgte, hvad jeg havde gang i. Jeg er på en kæmpe rejse, forklarede jeg hende. Jeg er på en af livets 3 store rejser! Det måtte Brittas veninde Susanne forstå. Men Susanne så på mig med et tomt blik. Er du ikke bare på interrail, mand? Nix. Der kommer en stor rejse, når du er 20, og en, når du er 40, og en, når du er ca. 60. Det har min far fortalt mig. Og vi taler altså om rejser, der vil ændre alt! Susanne daskede mig på skulderen og rystede på hovedet. Lidt efter holdt hun også op med at kysse mig. Men jeg skrev bare løs. Tykke Mikael og Ulf var rasende. De mente, det var min skyld, at Susanne og Britta stod af i Zagreb. Mikael vender altid tilbage til den interrailrejse, når han skal genere mig. Han fortæller altid den sammen glanshistorie om dengang, da vi for vild få gader fra Gare Du Nord og måtte tage en taxi tilbage, i stedet for at finde Triumfbuen. Han ler altid af mig, når han fortæller, hvordan jeg stod og græd i spejdertøj, fordi vi ikke kunne finde Triumfbuen. Jeg fandt dagbogen for 2 år siden. Midt på en side stod der: Pølserne er billige og mærkelige i Portugal. Husk nu – obs obs obs – billige og mærkelige...

Den interrailrejse var en tragedie. Jeg måtte pynte på den, da jeg kom hjem. To af mine storebrødre havde været i Italien på motorcykel og var røget ud over en skrænt. Men det var kun en enkelt lille ting af alt det, de havde oplevet. Jeg kom hjem og påstod, at vi var taget af toldpolitiet ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet og sat i spjældet, og at solen en dag bagte så meget, at der gik ild i en ældre mand på et æsel, som i panik red ind i fængslet, hvorved vi slap fri med soveposeunderlag og hele lortet. Mine storebrødre lo af mig. Men mine forældre var mere large. De var i hvert fald velvilligt indstillede. Min mor sandsynligvis fordi hun var svensk og meget glad for alt dansk. Min far fordi alle historier for ham var salt, og fordi han hadede at være alene om natten og vidste, at ved at lade sønnike snakke fik han selskab til langt ud på morgenstunden. Jeg beskrev i timevis de uhumske celler, hvor intet lys slap ind. Imens vibrerede min far tilfreds med foden, og klokken blev som sædvanlig med min far over 7, før jeg fik lov at gå i seng. Det ændrer bare ikke på, at det var en lille rejse, hvor der ingenting skete. Og sådan har det altid været med mine rejser. Jeg ved ikke, om det kan være mit udstyr? Jeg mener, jeg er jo altid mødt op med tropehjelm og udstyr og har været 100 procent klar til mine ferier, og på den måde har jeg jo virkelig stået klar, og det har nok skræmt oplevelserne væk. De er simpelthen gået deres vej oplevelserne – hen til en anden, som har været anderledes ligeglad og lad og en midt i livet-agtig rejsende person med gråsprængte sorte krøller og kun det allermest nødvendige. I al fald har jeg aldrig oplevet noget som helst.

På et tidspunkt blev jeg af min ekskæreste sendt på en cykeltur alene rundt i Frankrig. Jeg skulle lære at være til stede, mens jeg lavede noget fysisk. Det gjorde jeg så. Jeg jollede op og ned af bakker i Provence og Bourgogne på en grøn mountainbike med super slim kæde og eger og nav og mødte Gud og hvermand, som jeg vinkede til. Men det var først, da jeg kom til at forvilde mig ind i en vinhule og derpå i en kæmpe brannert røg i en flod og blev samlet op af en flodpram, som sejlede mig ind til land, at jeg virkelig oplevede noget stort. Det fortalte jeg i hvert fald min eks, da jeg kom hjem. Og hun kunne da også godt se, jeg var forandret. Lidt.

Tæt på død, i Bourgogne-gear, lange skygger og tidlig gigt, et tungt blik og en slæbende lidt bange stemme i et ellers ordentligt og sundt liv, uddybede jeg over en kop dansk Earl Grey te. Problemet var, at det med floden og flodprammen var en løgn. Og det vidste min eks også godt. Men det måtte jo til, for at jeg ikke skulle tabe ansigt over for hende. Jeg havde godt nok heller ikke været inde i en vinhule, men jeg havde passeret op til flere, mens jeg kredsede omkring busholdepladsen, hvorfra Bjørns Busser skulle køre mig hjem til Danmark igen. Og dagen efter, jeg havde fortalt min ekskæreste det om vinhulen og flodprammen, måtte jeg ned og lave nogen gevaldige ridser i cyklen for at vise, at jeg havde ramt en bil, men mirakuløst cyklet fra den igen. Og lidt efter lidt blev rejsen jo ikke helt lille alligevel. Og lidt efter lidt havde rejsen på cyklen jo ikke kun givet gode lårmuskler, men også en oplevelse ud over det sædvanlige, der kunne bruges ikke så lidt... til fester. Men det ændrer ikke ved, at det var en lille rejse. Det hjalp heller ikke vores forhold. Det efterår kørte forholdet helt af sporet.

Sådan var det også med kæmperejsen til Amerika seks år efter. Jeg havde fået et rejselegat til at interviewe en kaktus. I tre måneder kørte vi rundt i en Pontiac Bonneville og krydsede Rocky Mountains og fulgte årstiderne og kørte fra nord oppe ved Canada og sydpå til Arizona og så, hvordan vinteren forsvandt og blev afløst først af røde blade og så af grønne. Det var en utrolig rejse, siger min kone. Vi var af sted så længe, at vi virkelig så Amerika i alle dens afskygninger, og hvor er det mærkeligt, at der er så mange kulturer i et og samme land, siger min kone. Og jeg er fuldkommen enig med min kone. Det har jeg sagt ved talrige lejligheder. Den rejse var stor i store træk, siger jeg.

Problemet er bare, at jeg ikke oplevede alle de ting, som min kone oplevede. Jeg så på kort. Jeg misforstod de kort. Og sørgede for kolde øller. Jeg optog 20 timers lyde. Jeg iscenesatte bilen flot i ørkenlignende landskaber og placerede mig selv ved et fiktivt punkteret dæk, der skulle skiftes. Jeg råbte: så er kamera klar, løb hen, placer dig, og smil for satan! Og resten af tiden holdt jeg øje med kaktusser, der kunne lade sig interviewe. Det med kaktusserne skulle være det store. Det med kaktusserne var min ide. Men alle kaktusser, jeg så, var fuldkommen tavse. De stod bare der og havde huller i sig efter dyr. Det var et skrækkeligt anti-klimaks, at de kaktusser ikke var ranke og stærke. Jeg har et billede, hvor jeg har stukket en mikrofon op til en kaktus, men det er fup og fidus. Jeg interviewede aldrig de kaktusser. De var for grimme, for ueventyrlige, for hverdagsagtige og fulde af ridser og ar.

Min kone siger tit, det var en smuk natur. Men jeg så heller aldrig naturen. Min panik over ikke at have fået kørekort i 5 forsøg gjorde, at jeg ikke turde se ud over slugterne, når vi kørte i de høje, høje bjerge. Og den store, smukke tur langs kysten fra Red Wood-skovene til San Francisco blev ødelagt af, at jeg hele tiden lænede mig ind over min kone for at bilen ikke skulle tippe i havet. Det var først, da vi endte i den mexicanske grænseby og fik øje på en fugleedderkop og ikke turde kravle ud af sengen, hvorved vi endte med at ligge ovenpå hinanden, at der skete noget rigtigt stort, fordi min kone blev gravid, og vi fik vores 1 datter.

Faktisk har jeg kun oplevet en stor rejse i mit liv. Bortset fra den her. Den lige nu. Den store Hvide Volvo færd som jo OBS OBS OBS BEMÆRK bliver fantastisk. Det var en rejse, der strakte sig over 20 år. Det er en rejse, der tåler sammenligning med Galateaekspeditionerne. Det er nemlig turene til Regina Slagteren med min far. Hver dag i 20 år gik vi den samme tur i det samme kvarter i den her forstad til Risskov. Og jeg ved det godt, jeg vender altid tilbage til den. Men den er også dramatisk. Hunden skulle skide, og vi skulle hente mad. Turen kunne tage timer, og som regel skete der næsten ingenting. Men den fornemmelse af at gå der midt i verden og snakke om løst og fast og holde hvil og nyde en stille pilsner, mens den halvblinde hund gik løs og væltede nogen skraldespande, det har betydet meget for mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er den her ikke-rejse, som er min bedste rejseform. Det sker, at jeg drømmer om de ture, og hver gang, når jeg har drømt den, vågner jeg veludhvilet. For vi var jo uforberedte. Der var ikke noget kamera med. Min far vidste ikke, han skulle dø en dag, og jeg vidste ikke, der var tale om en rejse. Vi gik jo bare til slagteren og bageren og købmanden, og imens voksede den ene op og den anden voksede den anden vej, og ind imellem gjorde vi holdt ved en låge eller under et træ, mens det regnede. Og så kunne det godt være, at der blev sagt noget vigtigt, men det var ikke sikkert, det blev opfanget, for vi var jo på vej videre hen efter et kilo bankekød og nogle kartofler, og vi skulle jo også lige snakke parabol-antenne med telefonmanden, som lovede at installere den næste dag, og vi skulle jo også lige hilse på vespamanden og bagefter lige kommentere hans enorme fjæs. Så du, hvor stort hans hoved var i dag, far? Ja, det er vokset, min søn. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan slappede jeg af, og forstod en smule af verden.

Jeg har ofte foreslået min kone, at vi holder ferie på villavejene i Risskov. Hvor var I så henne i år? Jo, vi var en måned på Østre Strandallé med små afstikkere til Regina Slagteren, og så holdt vi grisefest på Egå Marina. Jeg synes, det lyder forjættende. Tænk at falde i snak med Knutten eller fru Stok ud for galefotografen? Det er da livet. Kan du ikke se det? Men hun synes ikke, det lyder fedt at gå op til Regina Slagteren og hvad med børnene, siger hun. Skal de også ende som autister?!

»Nej, nej, nej,« siger jeg. Selvfølgelig skal vi rejse. Det er på rejser, man kommer om på den anden side. Og hen i livets lysning, ikke! Og nu er vi jo rejst. Og nu har vi faret gennem Tyskland og overhalet lastbiler i fire spor ved Lyon. Og nu har vi passeret grænser! Fysiske grænser! Og usynlige grænser for sprog og måder at spise på. Og det kan da godt være, at far ser åndssvag ud med bøllehat, men det er en særlig dyr bøllehat fra Spejdersport, der kan holde ned til minus 23 grader.

Og der er jo ingen tvivl. Den her tur bliver fantastisk. Alt er klart til, at denne rejse, netop denne rejse bliver fantastisk. Jeg siger det hver morgen, når vi vågner på campingpladser. Nu skal I bare slappe af, børn. Der er enorme minder i vente. Minder, der er for store, kantede og væsentlige til at bakse ind i bilen. Og børnene ser på deres far med 2- og 5-årige smil, og konen markerer med en særlig parfume, at nu er det nok med dine brandtaler for rige minder. »Ja, ja,« mumler jeg. Og obs. noter venligst: husk hvordan parforholdet altid skal bremse ned i starten af en ferie, ellers kører I galt. Og husk, at Wilma, den yngste datter, vågner ved lyden af kirkeklokker i de sydtyske byer og råber: »IIISBIL! Isbilen kommer, isbilen kommer far!« Og obs.obs.obs.: husk lydene af de dyttende horn hver nat foran hotellerne. Der var VM i fodbold på den rejse. Og obs.: husk den mærkelige trappe på hotellet i Dole, der var fuld af tæpper på gulvet på gelænderet og i loftet. Og obs.obs.obs.: Husk tordenvejret, selvom det ikke var noget særligt. Slap af. Og obs.obs.obs. måske den næste rejse skal gå til Irland? Irland siges at være fuld af veje, der kun fører til dramatiske spring i livet, fordi der er så mange får, der hele tiden skal/kan/vil reddes. Og obs.obs.obs. der kommer nok en dag, hvor du er ændret for livet.

I dette øjeblik synger cikaderne uden for mit vindue. Der er en lyd af silkeorme, der spinder. Børn og kvinder går hen ad veje med klipklappere. Menneske, slap af. Du befinder dig i Sydfrankrig så tæt på Anduze og Nimes og Arles. Ting sker ikke kun i Risskov, ting sker også sådanne steder. Hvad nu hvis du kalder disse byer for Worms Kolonial, Strandvejens Fysioterapi og Pips Pizzeria? Så kunne du finde nogle gamle træsko og sjoske gennem byerne uden mål og med, men med en krøllet indkøbsseddel, hvorpå der med ubehjælpelig grøn stæreskrift stod skrevet 40 Kings, 1 kasse øl og 2 dåser Plumrose hakkedrenge med sovs. Du behøver jo ikke sige det højt.

Der kan være over 100 billeder i høj opløsning på dit mentale digitalkort, som kan lagres på egetræsfade og forbedres og hjemstavns-justeres, når du kommer hjem. Du kan sågar kopiere mennesker, du kender, ind i fremmede landskaber med et billedbehandlingsprogram. Ja, ja, jeg ved det godt. Det er fattigt ikke at se nyt. Men når nu der findes rejse-mongoler. Folk, der ikke kan suge ting til sig i Syden eller i områder med stor skønhed. Det er så uretfærdigt. Verden er fuld af tonstunge oplevelser. Der findes mennesker, der har levet så mægtige liv, at de går gennem gulvet til underboen, når de dør. Der findes kvinder, der har elsket ubådskaptajner! Der findes mænd, der har set så meget, at de ikke orker at se så meget som en vejrudsigt mere. Der findes mirakler og bitte små ting side om side. Det er utroligt, hvis man bare kan se det. Der findes folk, der lærer det.

Jeg er ved at lære det. Jeg kigger på et postkort med bjerge. Jeg balancerer på en stol og venter på rejseminder. Jeg er p.t. fuld af fortrøstning. Dette bliver en stor rejse. Dette bliver Den Store Rejse. Den rejse, der ændrede alt...





Tidligere bidrag om forfatternes rejser: Iselin C. Herman om Aix-en-Provence (21.7), Einar Már Gudmundsson om Færøerne (29.7).

Af jens blendstrup

NR. 31, 4. - 10. august 2006

Dette skrives midt i en stor rejse. Dette er en stor rejse. Dette har at blive en stor rejse, den er dyr, og den er stor, og den foregår i den gamle hvide Volvo. Så det er klart, det bliver en stor rejse. Epokegørende er ikke for stort et ord.

Jeg sidder på et slot i Sydfrankrig, hvor der løber en kilde, som forsvinder ind i en skov. Kilden er over mange hundrede år gammel, den blev brugt til at vande morbærtræerne, hvor de dyrkede silkeorme. Det er en utrolig mærkelig kilde, for den er bygget af et materiale, som man ikke kender i dag. Silkeormene hang åbenbart fra disse morbærtræer, og kilden løber endnu i et vildnis, som ingen ved hvor ender. De lokale har hørt dialekter som ingen kender mere. I morgen vil vi søge kilde og finde de glemte silkeorme og de enorme sweatere, de har spundet på i hundreder år i de her sindssygt varme egne. Vi vil hugge os frem med krakskort og Turen går til Sydfrankrig. Vi vil opdage selve kilden til nervøs velour. Og sådan vil vi for evigt være forandrede. Dette bliver en enorm rejse, som vil flamme til vi dør! Vi vil sidde i kaminens skær, og en gæst vil hviske: hvorfra har hr. Blendstrup fået dette tunge blik? Hvorfra har han fået denne slæbende lidt bange stemme, der ligesom tøver, før noget bliver sagt? Han så silkeormene spinde livets rullekravesweater på en rejse for mange, mange år siden. Det påvirkede ham dybt. Han går rundt – evigt forandret.

OG dog. Gid det var så vel. Det er aldrig sket for mig. Jeg har aldrig oplevet noget, når jeg har rejst. Jeg har været alt for forhippet på at noget skulle ske. Det er gået galt, lige fra min første interrailrejse med tykke Mikael og Ulf.

Jeg sad parat med min kina-blok og skrev navne ned for hver eneste station, vi passerede. Min mor havde udstyret mig med et bælte, hvor der var plads til en dolk og en vandflaske, og bagest sad der også en førstehjælpstaske fra Falck. Skulle jeg dø, mens jeg oplevede, var jeg klar til at kæmpe til det sidste. Hver gang der kom nogen ind i vores kupe, var jeg klar til at skrive ned, men der skete ikke en skid. De hed alle sammen Britta og var fra Vrå og Holstebro og Hvidovre. Jeg havde en teknik med at læne mig frem og spørge dem diskret om deres liv. De var på alder med mig sådan ca. 18. Og de syntes ærlig talt, det var rimeligt åndssvagt, det jeg havde gang i. Kan du ikke bare slappe lidt af. Og drikke lidt vodka af den her melon? »Jo,« svarede jeg og drak og noterede, at de havde spurgt mig. Og Brittas veninde smilede halvsødt til mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde lænede sig ind over mig og kyssede mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde havde lyst hår og hed Susanne, og det noterede jeg også. I en firkant skrev jeg: OBS vigtigt, Brittas veninde har kommunefarvet hår og kysser meget langsomt og husk, det er 27 grader imens, og vi passerer netop grænsen til Spanien, Irun hedder byen! – Indtil hun blev sur og spurgte, hvad jeg havde gang i. Jeg er på en kæmpe rejse, forklarede jeg hende. Jeg er på en af livets 3 store rejser! Det måtte Brittas veninde Susanne forstå. Men Susanne så på mig med et tomt blik. Er du ikke bare på interrail, mand? Nix. Der kommer en stor rejse, når du er 20, og en, når du er 40, og en, når du er ca. 60. Det har min far fortalt mig. Og vi taler altså om rejser, der vil ændre alt! Susanne daskede mig på skulderen og rystede på hovedet. Lidt efter holdt hun også op med at kysse mig. Men jeg skrev bare løs. Tykke Mikael og Ulf var rasende. De mente, det var min skyld, at Susanne og Britta stod af i Zagreb. Mikael vender altid tilbage til den interrailrejse, når han skal genere mig. Han fortæller altid den sammen glanshistorie om dengang, da vi for vild få gader fra Gare Du Nord og måtte tage en taxi tilbage, i stedet for at finde Triumfbuen. Han ler altid af mig, når han fortæller, hvordan jeg stod og græd i spejdertøj, fordi vi ikke kunne finde Triumfbuen. Jeg fandt dagbogen for 2 år siden. Midt på en side stod der: Pølserne er billige og mærkelige i Portugal. Husk nu – obs obs obs – billige og mærkelige...

Den interrailrejse var en tragedie. Jeg måtte pynte på den, da jeg kom hjem. To af mine storebrødre havde været i Italien på motorcykel og var røget ud over en skrænt. Men det var kun en enkelt lille ting af alt det, de havde oplevet. Jeg kom hjem og påstod, at vi var taget af toldpolitiet ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet og sat i spjældet, og at solen en dag bagte så meget, at der gik ild i en ældre mand på et æsel, som i panik red ind i fængslet, hvorved vi slap fri med soveposeunderlag og hele lortet. Mine storebrødre lo af mig. Men mine forældre var mere large. De var i hvert fald velvilligt indstillede. Min mor sandsynligvis fordi hun var svensk og meget glad for alt dansk. Min far fordi alle historier for ham var salt, og fordi han hadede at være alene om natten og vidste, at ved at lade sønnike snakke fik han selskab til langt ud på morgenstunden. Jeg beskrev i timevis de uhumske celler, hvor intet lys slap ind. Imens vibrerede min far tilfreds med foden, og klokken blev som sædvanlig med min far over 7, før jeg fik lov at gå i seng. Det ændrer bare ikke på, at det var en lille rejse, hvor der ingenting skete. Og sådan har det altid været med mine rejser. Jeg ved ikke, om det kan være mit udstyr? Jeg mener, jeg er jo altid mødt op med tropehjelm og udstyr og har været 100 procent klar til mine ferier, og på den måde har jeg jo virkelig stået klar, og det har nok skræmt oplevelserne væk. De er simpelthen gået deres vej oplevelserne – hen til en anden, som har været anderledes ligeglad og lad og en midt i livet-agtig rejsende person med gråsprængte sorte krøller og kun det allermest nødvendige. I al fald har jeg aldrig oplevet noget som helst.

På et tidspunkt blev jeg af min ekskæreste sendt på en cykeltur alene rundt i Frankrig. Jeg skulle lære at være til stede, mens jeg lavede noget fysisk. Det gjorde jeg så. Jeg jollede op og ned af bakker i Provence og Bourgogne på en grøn mountainbike med super slim kæde og eger og nav og mødte Gud og hvermand, som jeg vinkede til. Men det var først, da jeg kom til at forvilde mig ind i en vinhule og derpå i en kæmpe brannert røg i en flod og blev samlet op af en flodpram, som sejlede mig ind til land, at jeg virkelig oplevede noget stort. Det fortalte jeg i hvert fald min eks, da jeg kom hjem. Og hun kunne da også godt se, jeg var forandret. Lidt.

Tæt på død, i Bourgogne-gear, lange skygger og tidlig gigt, et tungt blik og en slæbende lidt bange stemme i et ellers ordentligt og sundt liv, uddybede jeg over en kop dansk Earl Grey te. Problemet var, at det med floden og flodprammen var en løgn. Og det vidste min eks også godt. Men det måtte jo til, for at jeg ikke skulle tabe ansigt over for hende. Jeg havde godt nok heller ikke været inde i en vinhule, men jeg havde passeret op til flere, mens jeg kredsede omkring busholdepladsen, hvorfra Bjørns Busser skulle køre mig hjem til Danmark igen. Og dagen efter, jeg havde fortalt min ekskæreste det om vinhulen og flodprammen, måtte jeg ned og lave nogen gevaldige ridser i cyklen for at vise, at jeg havde ramt en bil, men mirakuløst cyklet fra den igen. Og lidt efter lidt blev rejsen jo ikke helt lille alligevel. Og lidt efter lidt havde rejsen på cyklen jo ikke kun givet gode lårmuskler, men også en oplevelse ud over det sædvanlige, der kunne bruges ikke så lidt... til fester. Men det ændrer ikke ved, at det var en lille rejse. Det hjalp heller ikke vores forhold. Det efterår kørte forholdet helt af sporet.

Sådan var det også med kæmperejsen til Amerika seks år efter. Jeg havde fået et rejselegat til at interviewe en kaktus. I tre måneder kørte vi rundt i en Pontiac Bonneville og krydsede Rocky Mountains og fulgte årstiderne og kørte fra nord oppe ved Canada og sydpå til Arizona og så, hvordan vinteren forsvandt og blev afløst først af røde blade og så af grønne. Det var en utrolig rejse, siger min kone. Vi var af sted så længe, at vi virkelig så Amerika i alle dens afskygninger, og hvor er det mærkeligt, at der er så mange kulturer i et og samme land, siger min kone. Og jeg er fuldkommen enig med min kone. Det har jeg sagt ved talrige lejligheder. Den rejse var stor i store træk, siger jeg.

Problemet er bare, at jeg ikke oplevede alle de ting, som min kone oplevede. Jeg så på kort. Jeg misforstod de kort. Og sørgede for kolde øller. Jeg optog 20 timers lyde. Jeg iscenesatte bilen flot i ørkenlignende landskaber og placerede mig selv ved et fiktivt punkteret dæk, der skulle skiftes. Jeg råbte: så er kamera klar, løb hen, placer dig, og smil for satan! Og resten af tiden holdt jeg øje med kaktusser, der kunne lade sig interviewe. Det med kaktusserne skulle være det store. Det med kaktusserne var min ide. Men alle kaktusser, jeg så, var fuldkommen tavse. De stod bare der og havde huller i sig efter dyr. Det var et skrækkeligt anti-klimaks, at de kaktusser ikke var ranke og stærke. Jeg har et billede, hvor jeg har stukket en mikrofon op til en kaktus, men det er fup og fidus. Jeg interviewede aldrig de kaktusser. De var for grimme, for ueventyrlige, for hverdagsagtige og fulde af ridser og ar.

Min kone siger tit, det var en smuk natur. Men jeg så heller aldrig naturen. Min panik over ikke at have fået kørekort i 5 forsøg gjorde, at jeg ikke turde se ud over slugterne, når vi kørte i de høje, høje bjerge. Og den store, smukke tur langs kysten fra Red Wood-skovene til San Francisco blev ødelagt af, at jeg hele tiden lænede mig ind over min kone for at bilen ikke skulle tippe i havet. Det var først, da vi endte i den mexicanske grænseby og fik øje på en fugleedderkop og ikke turde kravle ud af sengen, hvorved vi endte med at ligge ovenpå hinanden, at der skete noget rigtigt stort, fordi min kone blev gravid, og vi fik vores 1 datter.

Faktisk har jeg kun oplevet en stor rejse i mit liv. Bortset fra den her. Den lige nu. Den store Hvide Volvo færd som jo OBS OBS OBS BEMÆRK bliver fantastisk. Det var en rejse, der strakte sig over 20 år. Det er en rejse, der tåler sammenligning med Galateaekspeditionerne. Det er nemlig turene til Regina Slagteren med min far. Hver dag i 20 år gik vi den samme tur i det samme kvarter i den her forstad til Risskov. Og jeg ved det godt, jeg vender altid tilbage til den. Men den er også dramatisk. Hunden skulle skide, og vi skulle hente mad. Turen kunne tage timer, og som regel skete der næsten ingenting. Men den fornemmelse af at gå der midt i verden og snakke om løst og fast og holde hvil og nyde en stille pilsner, mens den halvblinde hund gik løs og væltede nogen skraldespande, det har betydet meget for mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er den her ikke-rejse, som er min bedste rejseform. Det sker, at jeg drømmer om de ture, og hver gang, når jeg har drømt den, vågner jeg veludhvilet. For vi var jo uforberedte. Der var ikke noget kamera med. Min far vidste ikke, han skulle dø en dag, og jeg vidste ikke, der var tale om en rejse. Vi gik jo bare til slagteren og bageren og købmanden, og imens voksede den ene op og den anden voksede den anden vej, og ind imellem gjorde vi holdt ved en låge eller under et træ, mens det regnede. Og så kunne det godt være, at der blev sagt noget vigtigt, men det var ikke sikkert, det blev opfanget, for vi var jo på vej videre hen efter et kilo bankekød og nogle kartofler, og vi skulle jo også lige snakke parabol-antenne med telefonmanden, som lovede at installere den næste dag, og vi skulle jo også lige hilse på vespamanden og bagefter lige kommentere hans enorme fjæs. Så du, hvor stort hans hoved var i dag, far? Ja, det er vokset, min søn. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan slappede jeg af, og forstod en smule af verden.

Jeg har ofte foreslået min kone, at vi holder ferie på villavejene i Risskov. Hvor var I så henne i år? Jo, vi var en måned på Østre Strandallé med små afstikkere til Regina Slagteren, og så holdt vi grisefest på Egå Marina. Jeg synes, det lyder forjættende. Tænk at falde i snak med Knutten eller fru Stok ud for galefotografen? Det er da livet. Kan du ikke se det? Men hun synes ikke, det lyder fedt at gå op til Regina Slagteren og hvad med børnene, siger hun. Skal de også ende som autister?!

»Nej, nej, nej,« siger jeg. Selvfølgelig skal vi rejse. Det er på rejser, man kommer om på den anden side. Og hen i livets lysning, ikke! Og nu er vi jo rejst. Og nu har vi faret gennem Tyskland og overhalet lastbiler i fire spor ved Lyon. Og nu har vi passeret grænser! Fysiske grænser! Og usynlige grænser for sprog og måder at spise på. Og det kan da godt være, at far ser åndssvag ud med bøllehat, men det er en særlig dyr bøllehat fra Spejdersport, der kan holde ned til minus 23 grader.

Og der er jo ingen tvivl. Den her tur bliver fantastisk. Alt er klart til, at denne rejse, netop denne rejse bliver fantastisk. Jeg siger det hver morgen, når vi vågner på campingpladser. Nu skal I bare slappe af, børn. Der er enorme minder i vente. Minder, der er for store, kantede og væsentlige til at bakse ind i bilen. Og børnene ser på deres far med 2- og 5-årige smil, og konen markerer med en særlig parfume, at nu er det nok med dine brandtaler for rige minder. »Ja, ja,« mumler jeg. Og obs. noter venligst: husk hvordan parforholdet altid skal bremse ned i starten af en ferie, ellers kører I galt. Og husk, at Wilma, den yngste datter, vågner ved lyden af kirkeklokker i de sydtyske byer og råber: »IIISBIL! Isbilen kommer, isbilen kommer far!« Og obs.obs.obs.: husk lydene af de dyttende horn hver nat foran hotellerne. Der var VM i fodbold på den rejse. Og obs.: husk den mærkelige trappe på hotellet i Dole, der var fuld af tæpper på gulvet på gelænderet og i loftet. Og obs.obs.obs.: Husk tordenvejret, selvom det ikke var noget særligt. Slap af. Og obs.obs.obs. måske den næste rejse skal gå til Irland? Irland siges at være fuld af veje, der kun fører til dramatiske spring i livet, fordi der er så mange får, der hele tiden skal/kan/vil reddes. Og obs.obs.obs. der kommer nok en dag, hvor du er ændret for livet.

I dette øjeblik synger cikaderne uden for mit vindue. Der er en lyd af silkeorme, der spinder. Børn og kvinder går hen ad veje med klipklappere. Menneske, slap af. Du befinder dig i Sydfrankrig så tæt på Anduze og Nimes og Arles. Ting sker ikke kun i Risskov, ting sker også sådanne steder. Hvad nu hvis du kalder disse byer for Worms Kolonial, Strandvejens Fysioterapi og Pips Pizzeria? Så kunne du finde nogle gamle træsko og sjoske gennem byerne uden mål og med, men med en krøllet indkøbsseddel, hvorpå der med ubehjælpelig grøn stæreskrift stod skrevet 40 Kings, 1 kasse øl og 2 dåser Plumrose hakkedrenge med sovs. Du behøver jo ikke sige det højt.

Der kan være over 100 billeder i høj opløsning på dit mentale digitalkort, som kan lagres på egetræsfade og forbedres og hjemstavns-justeres, når du kommer hjem. Du kan sågar kopiere mennesker, du kender, ind i fremmede landskaber med et billedbehandlingsprogram. Ja, ja, jeg ved det godt. Det er fattigt ikke at se nyt. Men når nu der findes rejse-mongoler. Folk, der ikke kan suge ting til sig i Syden eller i områder med stor skønhed. Det er så uretfærdigt. Verden er fuld af tonstunge oplevelser. Der findes mennesker, der har levet så mægtige liv, at de går gennem gulvet til underboen, når de dør. Der findes kvinder, der har elsket ubådskaptajner! Der findes mænd, der har set så meget, at de ikke orker at se så meget som en vejrudsigt mere. Der findes mirakler og bitte små ting side om side. Det er utroligt, hvis man bare kan se det. Der findes folk, der lærer det.

Jeg er ved at lære det. Jeg kigger på et postkort med bjerge. Jeg balancerer på en stol og venter på rejseminder. Jeg er p.t. fuld af fortrøstning. Dette bliver en stor rejse. Dette bliver Den Store Rejse. Den rejse, der ændrede alt...





Tidligere bidrag om forfatternes rejser: Iselin C. Herman om Aix-en-Provence (21.7), Einar Már Gudmundsson om Færøerne (29.7).

Af jens blendstrup

NR. 31, 4. - 10. august 2006

Dette skrives midt i en stor rejse. Dette er en stor rejse. Dette har at blive en stor rejse, den er dyr, og den er stor, og den foregår i den gamle hvide Volvo. Så det er klart, det bliver en stor rejse. Epokegørende er ikke for stort et ord.

Jeg sidder på et slot i Sydfrankrig, hvor der løber en kilde, som forsvinder ind i en skov. Kilden er over mange hundrede år gammel, den blev brugt til at vande morbærtræerne, hvor de dyrkede silkeorme. Det er en utrolig mærkelig kilde, for den er bygget af et materiale, som man ikke kender i dag. Silkeormene hang åbenbart fra disse morbærtræer, og kilden løber endnu i et vildnis, som ingen ved hvor ender. De lokale har hørt dialekter som ingen kender mere. I morgen vil vi søge kilde og finde de glemte silkeorme og de enorme sweatere, de har spundet på i hundreder år i de her sindssygt varme egne. Vi vil hugge os frem med krakskort og Turen går til Sydfrankrig. Vi vil opdage selve kilden til nervøs velour. Og sådan vil vi for evigt være forandrede. Dette bliver en enorm rejse, som vil flamme til vi dør! Vi vil sidde i kaminens skær, og en gæst vil hviske: hvorfra har hr. Blendstrup fået dette tunge blik? Hvorfra har han fået denne slæbende lidt bange stemme, der ligesom tøver, før noget bliver sagt? Han så silkeormene spinde livets rullekravesweater på en rejse for mange, mange år siden. Det påvirkede ham dybt. Han går rundt – evigt forandret.

OG dog. Gid det var så vel. Det er aldrig sket for mig. Jeg har aldrig oplevet noget, når jeg har rejst. Jeg har været alt for forhippet på at noget skulle ske. Det er gået galt, lige fra min første interrailrejse med tykke Mikael og Ulf.

Jeg sad parat med min kina-blok og skrev navne ned for hver eneste station, vi passerede. Min mor havde udstyret mig med et bælte, hvor der var plads til en dolk og en vandflaske, og bagest sad der også en førstehjælpstaske fra Falck. Skulle jeg dø, mens jeg oplevede, var jeg klar til at kæmpe til det sidste. Hver gang der kom nogen ind i vores kupe, var jeg klar til at skrive ned, men der skete ikke en skid. De hed alle sammen Britta og var fra Vrå og Holstebro og Hvidovre. Jeg havde en teknik med at læne mig frem og spørge dem diskret om deres liv. De var på alder med mig sådan ca. 18. Og de syntes ærlig talt, det var rimeligt åndssvagt, det jeg havde gang i. Kan du ikke bare slappe lidt af. Og drikke lidt vodka af den her melon? »Jo,« svarede jeg og drak og noterede, at de havde spurgt mig. Og Brittas veninde smilede halvsødt til mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde lænede sig ind over mig og kyssede mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde havde lyst hår og hed Susanne, og det noterede jeg også. I en firkant skrev jeg: OBS vigtigt, Brittas veninde har kommunefarvet hår og kysser meget langsomt og husk, det er 27 grader imens, og vi passerer netop grænsen til Spanien, Irun hedder byen! – Indtil hun blev sur og spurgte, hvad jeg havde gang i. Jeg er på en kæmpe rejse, forklarede jeg hende. Jeg er på en af livets 3 store rejser! Det måtte Brittas veninde Susanne forstå. Men Susanne så på mig med et tomt blik. Er du ikke bare på interrail, mand? Nix. Der kommer en stor rejse, når du er 20, og en, når du er 40, og en, når du er ca. 60. Det har min far fortalt mig. Og vi taler altså om rejser, der vil ændre alt! Susanne daskede mig på skulderen og rystede på hovedet. Lidt efter holdt hun også op med at kysse mig. Men jeg skrev bare løs. Tykke Mikael og Ulf var rasende. De mente, det var min skyld, at Susanne og Britta stod af i Zagreb. Mikael vender altid tilbage til den interrailrejse, når han skal genere mig. Han fortæller altid den sammen glanshistorie om dengang, da vi for vild få gader fra Gare Du Nord og måtte tage en taxi tilbage, i stedet for at finde Triumfbuen. Han ler altid af mig, når han fortæller, hvordan jeg stod og græd i spejdertøj, fordi vi ikke kunne finde Triumfbuen. Jeg fandt dagbogen for 2 år siden. Midt på en side stod der: Pølserne er billige og mærkelige i Portugal. Husk nu – obs obs obs – billige og mærkelige...

Den interrailrejse var en tragedie. Jeg måtte pynte på den, da jeg kom hjem. To af mine storebrødre havde været i Italien på motorcykel og var røget ud over en skrænt. Men det var kun en enkelt lille ting af alt det, de havde oplevet. Jeg kom hjem og påstod, at vi var taget af toldpolitiet ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet og sat i spjældet, og at solen en dag bagte så meget, at der gik ild i en ældre mand på et æsel, som i panik red ind i fængslet, hvorved vi slap fri med soveposeunderlag og hele lortet. Mine storebrødre lo af mig. Men mine forældre var mere large. De var i hvert fald velvilligt indstillede. Min mor sandsynligvis fordi hun var svensk og meget glad for alt dansk. Min far fordi alle historier for ham var salt, og fordi han hadede at være alene om natten og vidste, at ved at lade sønnike snakke fik han selskab til langt ud på morgenstunden. Jeg beskrev i timevis de uhumske celler, hvor intet lys slap ind. Imens vibrerede min far tilfreds med foden, og klokken blev som sædvanlig med min far over 7, før jeg fik lov at gå i seng. Det ændrer bare ikke på, at det var en lille rejse, hvor der ingenting skete. Og sådan har det altid været med mine rejser. Jeg ved ikke, om det kan være mit udstyr? Jeg mener, jeg er jo altid mødt op med tropehjelm og udstyr og har været 100 procent klar til mine ferier, og på den måde har jeg jo virkelig stået klar, og det har nok skræmt oplevelserne væk. De er simpelthen gået deres vej oplevelserne – hen til en anden, som har været anderledes ligeglad og lad og en midt i livet-agtig rejsende person med gråsprængte sorte krøller og kun det allermest nødvendige. I al fald har jeg aldrig oplevet noget som helst.

På et tidspunkt blev jeg af min ekskæreste sendt på en cykeltur alene rundt i Frankrig. Jeg skulle lære at være til stede, mens jeg lavede noget fysisk. Det gjorde jeg så. Jeg jollede op og ned af bakker i Provence og Bourgogne på en grøn mountainbike med super slim kæde og eger og nav og mødte Gud og hvermand, som jeg vinkede til. Men det var først, da jeg kom til at forvilde mig ind i en vinhule og derpå i en kæmpe brannert røg i en flod og blev samlet op af en flodpram, som sejlede mig ind til land, at jeg virkelig oplevede noget stort. Det fortalte jeg i hvert fald min eks, da jeg kom hjem. Og hun kunne da også godt se, jeg var forandret. Lidt.

Tæt på død, i Bourgogne-gear, lange skygger og tidlig gigt, et tungt blik og en slæbende lidt bange stemme i et ellers ordentligt og sundt liv, uddybede jeg over en kop dansk Earl Grey te. Problemet var, at det med floden og flodprammen var en løgn. Og det vidste min eks også godt. Men det måtte jo til, for at jeg ikke skulle tabe ansigt over for hende. Jeg havde godt nok heller ikke været inde i en vinhule, men jeg havde passeret op til flere, mens jeg kredsede omkring busholdepladsen, hvorfra Bjørns Busser skulle køre mig hjem til Danmark igen. Og dagen efter, jeg havde fortalt min ekskæreste det om vinhulen og flodprammen, måtte jeg ned og lave nogen gevaldige ridser i cyklen for at vise, at jeg havde ramt en bil, men mirakuløst cyklet fra den igen. Og lidt efter lidt blev rejsen jo ikke helt lille alligevel. Og lidt efter lidt havde rejsen på cyklen jo ikke kun givet gode lårmuskler, men også en oplevelse ud over det sædvanlige, der kunne bruges ikke så lidt... til fester. Men det ændrer ikke ved, at det var en lille rejse. Det hjalp heller ikke vores forhold. Det efterår kørte forholdet helt af sporet.

Sådan var det også med kæmperejsen til Amerika seks år efter. Jeg havde fået et rejselegat til at interviewe en kaktus. I tre måneder kørte vi rundt i en Pontiac Bonneville og krydsede Rocky Mountains og fulgte årstiderne og kørte fra nord oppe ved Canada og sydpå til Arizona og så, hvordan vinteren forsvandt og blev afløst først af røde blade og så af grønne. Det var en utrolig rejse, siger min kone. Vi var af sted så længe, at vi virkelig så Amerika i alle dens afskygninger, og hvor er det mærkeligt, at der er så mange kulturer i et og samme land, siger min kone. Og jeg er fuldkommen enig med min kone. Det har jeg sagt ved talrige lejligheder. Den rejse var stor i store træk, siger jeg.

Problemet er bare, at jeg ikke oplevede alle de ting, som min kone oplevede. Jeg så på kort. Jeg misforstod de kort. Og sørgede for kolde øller. Jeg optog 20 timers lyde. Jeg iscenesatte bilen flot i ørkenlignende landskaber og placerede mig selv ved et fiktivt punkteret dæk, der skulle skiftes. Jeg råbte: så er kamera klar, løb hen, placer dig, og smil for satan! Og resten af tiden holdt jeg øje med kaktusser, der kunne lade sig interviewe. Det med kaktusserne skulle være det store. Det med kaktusserne var min ide. Men alle kaktusser, jeg så, var fuldkommen tavse. De stod bare der og havde huller i sig efter dyr. Det var et skrækkeligt anti-klimaks, at de kaktusser ikke var ranke og stærke. Jeg har et billede, hvor jeg har stukket en mikrofon op til en kaktus, men det er fup og fidus. Jeg interviewede aldrig de kaktusser. De var for grimme, for ueventyrlige, for hverdagsagtige og fulde af ridser og ar.

Min kone siger tit, det var en smuk natur. Men jeg så heller aldrig naturen. Min panik over ikke at have fået kørekort i 5 forsøg gjorde, at jeg ikke turde se ud over slugterne, når vi kørte i de høje, høje bjerge. Og den store, smukke tur langs kysten fra Red Wood-skovene til San Francisco blev ødelagt af, at jeg hele tiden lænede mig ind over min kone for at bilen ikke skulle tippe i havet. Det var først, da vi endte i den mexicanske grænseby og fik øje på en fugleedderkop og ikke turde kravle ud af sengen, hvorved vi endte med at ligge ovenpå hinanden, at der skete noget rigtigt stort, fordi min kone blev gravid, og vi fik vores 1 datter.

Faktisk har jeg kun oplevet en stor rejse i mit liv. Bortset fra den her. Den lige nu. Den store Hvide Volvo færd som jo OBS OBS OBS BEMÆRK bliver fantastisk. Det var en rejse, der strakte sig over 20 år. Det er en rejse, der tåler sammenligning med Galateaekspeditionerne. Det er nemlig turene til Regina Slagteren med min far. Hver dag i 20 år gik vi den samme tur i det samme kvarter i den her forstad til Risskov. Og jeg ved det godt, jeg vender altid tilbage til den. Men den er også dramatisk. Hunden skulle skide, og vi skulle hente mad. Turen kunne tage timer, og som regel skete der næsten ingenting. Men den fornemmelse af at gå der midt i verden og snakke om løst og fast og holde hvil og nyde en stille pilsner, mens den halvblinde hund gik løs og væltede nogen skraldespande, det har betydet meget for mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er den her ikke-rejse, som er min bedste rejseform. Det sker, at jeg drømmer om de ture, og hver gang, når jeg har drømt den, vågner jeg veludhvilet. For vi var jo uforberedte. Der var ikke noget kamera med. Min far vidste ikke, han skulle dø en dag, og jeg vidste ikke, der var tale om en rejse. Vi gik jo bare til slagteren og bageren og købmanden, og imens voksede den ene op og den anden voksede den anden vej, og ind imellem gjorde vi holdt ved en låge eller under et træ, mens det regnede. Og så kunne det godt være, at der blev sagt noget vigtigt, men det var ikke sikkert, det blev opfanget, for vi var jo på vej videre hen efter et kilo bankekød og nogle kartofler, og vi skulle jo også lige snakke parabol-antenne med telefonmanden, som lovede at installere den næste dag, og vi skulle jo også lige hilse på vespamanden og bagefter lige kommentere hans enorme fjæs. Så du, hvor stort hans hoved var i dag, far? Ja, det er vokset, min søn. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan slappede jeg af, og forstod en smule af verden.

Jeg har ofte foreslået min kone, at vi holder ferie på villavejene i Risskov. Hvor var I så henne i år? Jo, vi var en måned på Østre Strandallé med små afstikkere til Regina Slagteren, og så holdt vi grisefest på Egå Marina. Jeg synes, det lyder forjættende. Tænk at falde i snak med Knutten eller fru Stok ud for galefotografen? Det er da livet. Kan du ikke se det? Men hun synes ikke, det lyder fedt at gå op til Regina Slagteren og hvad med børnene, siger hun. Skal de også ende som autister?!

»Nej, nej, nej,« siger jeg. Selvfølgelig skal vi rejse. Det er på rejser, man kommer om på den anden side. Og hen i livets lysning, ikke! Og nu er vi jo rejst. Og nu har vi faret gennem Tyskland og overhalet lastbiler i fire spor ved Lyon. Og nu har vi passeret grænser! Fysiske grænser! Og usynlige grænser for sprog og måder at spise på. Og det kan da godt være, at far ser åndssvag ud med bøllehat, men det er en særlig dyr bøllehat fra Spejdersport, der kan holde ned til minus 23 grader.

Og der er jo ingen tvivl. Den her tur bliver fantastisk. Alt er klart til, at denne rejse, netop denne rejse bliver fantastisk. Jeg siger det hver morgen, når vi vågner på campingpladser. Nu skal I bare slappe af, børn. Der er enorme minder i vente. Minder, der er for store, kantede og væsentlige til at bakse ind i bilen. Og børnene ser på deres far med 2- og 5-årige smil, og konen markerer med en særlig parfume, at nu er det nok med dine brandtaler for rige minder. »Ja, ja,« mumler jeg. Og obs. noter venligst: husk hvordan parforholdet altid skal bremse ned i starten af en ferie, ellers kører I galt. Og husk, at Wilma, den yngste datter, vågner ved lyden af kirkeklokker i de sydtyske byer og råber: »IIISBIL! Isbilen kommer, isbilen kommer far!« Og obs.obs.obs.: husk lydene af de dyttende horn hver nat foran hotellerne. Der var VM i fodbold på den rejse. Og obs.: husk den mærkelige trappe på hotellet i Dole, der var fuld af tæpper på gulvet på gelænderet og i loftet. Og obs.obs.obs.: Husk tordenvejret, selvom det ikke var noget særligt. Slap af. Og obs.obs.obs. måske den næste rejse skal gå til Irland? Irland siges at være fuld af veje, der kun fører til dramatiske spring i livet, fordi der er så mange får, der hele tiden skal/kan/vil reddes. Og obs.obs.obs. der kommer nok en dag, hvor du er ændret for livet.

I dette øjeblik synger cikaderne uden for mit vindue. Der er en lyd af silkeorme, der spinder. Børn og kvinder går hen ad veje med klipklappere. Menneske, slap af. Du befinder dig i Sydfrankrig så tæt på Anduze og Nimes og Arles. Ting sker ikke kun i Risskov, ting sker også sådanne steder. Hvad nu hvis du kalder disse byer for Worms Kolonial, Strandvejens Fysioterapi og Pips Pizzeria? Så kunne du finde nogle gamle træsko og sjoske gennem byerne uden mål og med, men med en krøllet indkøbsseddel, hvorpå der med ubehjælpelig grøn stæreskrift stod skrevet 40 Kings, 1 kasse øl og 2 dåser Plumrose hakkedrenge med sovs. Du behøver jo ikke sige det højt.

Der kan være over 100 billeder i høj opløsning på dit mentale digitalkort, som kan lagres på egetræsfade og forbedres og hjemstavns-justeres, når du kommer hjem. Du kan sågar kopiere mennesker, du kender, ind i fremmede landskaber med et billedbehandlingsprogram. Ja, ja, jeg ved det godt. Det er fattigt ikke at se nyt. Men når nu der findes rejse-mongoler. Folk, der ikke kan suge ting til sig i Syden eller i områder med stor skønhed. Det er så uretfærdigt. Verden er fuld af tonstunge oplevelser. Der findes mennesker, der har levet så mægtige liv, at de går gennem gulvet til underboen, når de dør. Der findes kvinder, der har elsket ubådskaptajner! Der findes mænd, der har set så meget, at de ikke orker at se så meget som en vejrudsigt mere. Der findes mirakler og bitte små ting side om side. Det er utroligt, hvis man bare kan se det. Der findes folk, der lærer det.

Jeg er ved at lære det. Jeg kigger på et postkort med bjerge. Jeg balancerer på en stol og venter på rejseminder. Jeg er p.t. fuld af fortrøstning. Dette bliver en stor rejse. Dette bliver Den Store Rejse. Den rejse, der ændrede alt...





Tidligere bidrag om forfatternes rejser: Iselin C. Herman om Aix-en-Provence (21.7), Einar Már Gudmundsson om Færøerne (29.7).

Af jens blendstrup

NR. 31, 4. - 10. august 2006

Dette skrives midt i en stor rejse. Dette er en stor rejse. Dette har at blive en stor rejse, den er dyr, og den er stor, og den foregår i den gamle hvide Volvo. Så det er klart, det bliver en stor rejse. Epokegørende er ikke for stort et ord.

Jeg sidder på et slot i Sydfrankrig, hvor der løber en kilde, som forsvinder ind i en skov. Kilden er over mange hundrede år gammel, den blev brugt til at vande morbærtræerne, hvor de dyrkede silkeorme. Det er en utrolig mærkelig kilde, for den er bygget af et materiale, som man ikke kender i dag. Silkeormene hang åbenbart fra disse morbærtræer, og kilden løber endnu i et vildnis, som ingen ved hvor ender. De lokale har hørt dialekter som ingen kender mere. I morgen vil vi søge kilde og finde de glemte silkeorme og de enorme sweatere, de har spundet på i hundreder år i de her sindssygt varme egne. Vi vil hugge os frem med krakskort og Turen går til Sydfrankrig. Vi vil opdage selve kilden til nervøs velour. Og sådan vil vi for evigt være forandrede. Dette bliver en enorm rejse, som vil flamme til vi dør! Vi vil sidde i kaminens skær, og en gæst vil hviske: hvorfra har hr. Blendstrup fået dette tunge blik? Hvorfra har han fået denne slæbende lidt bange stemme, der ligesom tøver, før noget bliver sagt? Han så silkeormene spinde livets rullekravesweater på en rejse for mange, mange år siden. Det påvirkede ham dybt. Han går rundt – evigt forandret.

OG dog. Gid det var så vel. Det er aldrig sket for mig. Jeg har aldrig oplevet noget, når jeg har rejst. Jeg har været alt for forhippet på at noget skulle ske. Det er gået galt, lige fra min første interrailrejse med tykke Mikael og Ulf.

Jeg sad parat med min kina-blok og skrev navne ned for hver eneste station, vi passerede. Min mor havde udstyret mig med et bælte, hvor der var plads til en dolk og en vandflaske, og bagest sad der også en førstehjælpstaske fra Falck. Skulle jeg dø, mens jeg oplevede, var jeg klar til at kæmpe til det sidste. Hver gang der kom nogen ind i vores kupe, var jeg klar til at skrive ned, men der skete ikke en skid. De hed alle sammen Britta og var fra Vrå og Holstebro og Hvidovre. Jeg havde en teknik med at læne mig frem og spørge dem diskret om deres liv. De var på alder med mig sådan ca. 18. Og de syntes ærlig talt, det var rimeligt åndssvagt, det jeg havde gang i. Kan du ikke bare slappe lidt af. Og drikke lidt vodka af den her melon? »Jo,« svarede jeg og drak og noterede, at de havde spurgt mig. Og Brittas veninde smilede halvsødt til mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde lænede sig ind over mig og kyssede mig, og det noterede jeg også. Og Brittas veninde havde lyst hår og hed Susanne, og det noterede jeg også. I en firkant skrev jeg: OBS vigtigt, Brittas veninde har kommunefarvet hår og kysser meget langsomt og husk, det er 27 grader imens, og vi passerer netop grænsen til Spanien, Irun hedder byen! – Indtil hun blev sur og spurgte, hvad jeg havde gang i. Jeg er på en kæmpe rejse, forklarede jeg hende. Jeg er på en af livets 3 store rejser! Det måtte Brittas veninde Susanne forstå. Men Susanne så på mig med et tomt blik. Er du ikke bare på interrail, mand? Nix. Der kommer en stor rejse, når du er 20, og en, når du er 40, og en, når du er ca. 60. Det har min far fortalt mig. Og vi taler altså om rejser, der vil ændre alt! Susanne daskede mig på skulderen og rystede på hovedet. Lidt efter holdt hun også op med at kysse mig. Men jeg skrev bare løs. Tykke Mikael og Ulf var rasende. De mente, det var min skyld, at Susanne og Britta stod af i Zagreb. Mikael vender altid tilbage til den interrailrejse, når han skal genere mig. Han fortæller altid den sammen glanshistorie om dengang, da vi for vild få gader fra Gare Du Nord og måtte tage en taxi tilbage, i stedet for at finde Triumfbuen. Han ler altid af mig, når han fortæller, hvordan jeg stod og græd i spejdertøj, fordi vi ikke kunne finde Triumfbuen. Jeg fandt dagbogen for 2 år siden. Midt på en side stod der: Pølserne er billige og mærkelige i Portugal. Husk nu – obs obs obs – billige og mærkelige...

Den interrailrejse var en tragedie. Jeg måtte pynte på den, da jeg kom hjem. To af mine storebrødre havde været i Italien på motorcykel og var røget ud over en skrænt. Men det var kun en enkelt lille ting af alt det, de havde oplevet. Jeg kom hjem og påstod, at vi var taget af toldpolitiet ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet og sat i spjældet, og at solen en dag bagte så meget, at der gik ild i en ældre mand på et æsel, som i panik red ind i fængslet, hvorved vi slap fri med soveposeunderlag og hele lortet. Mine storebrødre lo af mig. Men mine forældre var mere large. De var i hvert fald velvilligt indstillede. Min mor sandsynligvis fordi hun var svensk og meget glad for alt dansk. Min far fordi alle historier for ham var salt, og fordi han hadede at være alene om natten og vidste, at ved at lade sønnike snakke fik han selskab til langt ud på morgenstunden. Jeg beskrev i timevis de uhumske celler, hvor intet lys slap ind. Imens vibrerede min far tilfreds med foden, og klokken blev som sædvanlig med min far over 7, før jeg fik lov at gå i seng. Det ændrer bare ikke på, at det var en lille rejse, hvor der ingenting skete. Og sådan har det altid været med mine rejser. Jeg ved ikke, om det kan være mit udstyr? Jeg mener, jeg er jo altid mødt op med tropehjelm og udstyr og har været 100 procent klar til mine ferier, og på den måde har jeg jo virkelig stået klar, og det har nok skræmt oplevelserne væk. De er simpelthen gået deres vej oplevelserne – hen til en anden, som har været anderledes ligeglad og lad og en midt i livet-agtig rejsende person med gråsprængte sorte krøller og kun det allermest nødvendige. I al fald har jeg aldrig oplevet noget som helst.

På et tidspunkt blev jeg af min ekskæreste sendt på en cykeltur alene rundt i Frankrig. Jeg skulle lære at være til stede, mens jeg lavede noget fysisk. Det gjorde jeg så. Jeg jollede op og ned af bakker i Provence og Bourgogne på en grøn mountainbike med super slim kæde og eger og nav og mødte Gud og hvermand, som jeg vinkede til. Men det var først, da jeg kom til at forvilde mig ind i en vinhule og derpå i en kæmpe brannert røg i en flod og blev samlet op af en flodpram, som sejlede mig ind til land, at jeg virkelig oplevede noget stort. Det fortalte jeg i hvert fald min eks, da jeg kom hjem. Og hun kunne da også godt se, jeg var forandret. Lidt.

Tæt på død, i Bourgogne-gear, lange skygger og tidlig gigt, et tungt blik og en slæbende lidt bange stemme i et ellers ordentligt og sundt liv, uddybede jeg over en kop dansk Earl Grey te. Problemet var, at det med floden og flodprammen var en løgn. Og det vidste min eks også godt. Men det måtte jo til, for at jeg ikke skulle tabe ansigt over for hende. Jeg havde godt nok heller ikke været inde i en vinhule, men jeg havde passeret op til flere, mens jeg kredsede omkring busholdepladsen, hvorfra Bjørns Busser skulle køre mig hjem til Danmark igen. Og dagen efter, jeg havde fortalt min ekskæreste det om vinhulen og flodprammen, måtte jeg ned og lave nogen gevaldige ridser i cyklen for at vise, at jeg havde ramt en bil, men mirakuløst cyklet fra den igen. Og lidt efter lidt blev rejsen jo ikke helt lille alligevel. Og lidt efter lidt havde rejsen på cyklen jo ikke kun givet gode lårmuskler, men også en oplevelse ud over det sædvanlige, der kunne bruges ikke så lidt... til fester. Men det ændrer ikke ved, at det var en lille rejse. Det hjalp heller ikke vores forhold. Det efterår kørte forholdet helt af sporet.

Sådan var det også med kæmperejsen til Amerika seks år efter. Jeg havde fået et rejselegat til at interviewe en kaktus. I tre måneder kørte vi rundt i en Pontiac Bonneville og krydsede Rocky Mountains og fulgte årstiderne og kørte fra nord oppe ved Canada og sydpå til Arizona og så, hvordan vinteren forsvandt og blev afløst først af røde blade og så af grønne. Det var en utrolig rejse, siger min kone. Vi var af sted så længe, at vi virkelig så Amerika i alle dens afskygninger, og hvor er det mærkeligt, at der er så mange kulturer i et og samme land, siger min kone. Og jeg er fuldkommen enig med min kone. Det har jeg sagt ved talrige lejligheder. Den rejse var stor i store træk, siger jeg.

Problemet er bare, at jeg ikke oplevede alle de ting, som min kone oplevede. Jeg så på kort. Jeg misforstod de kort. Og sørgede for kolde øller. Jeg optog 20 timers lyde. Jeg iscenesatte bilen flot i ørkenlignende landskaber og placerede mig selv ved et fiktivt punkteret dæk, der skulle skiftes. Jeg råbte: så er kamera klar, løb hen, placer dig, og smil for satan! Og resten af tiden holdt jeg øje med kaktusser, der kunne lade sig interviewe. Det med kaktusserne skulle være det store. Det med kaktusserne var min ide. Men alle kaktusser, jeg så, var fuldkommen tavse. De stod bare der og havde huller i sig efter dyr. Det var et skrækkeligt anti-klimaks, at de kaktusser ikke var ranke og stærke. Jeg har et billede, hvor jeg har stukket en mikrofon op til en kaktus, men det er fup og fidus. Jeg interviewede aldrig de kaktusser. De var for grimme, for ueventyrlige, for hverdagsagtige og fulde af ridser og ar.

Min kone siger tit, det var en smuk natur. Men jeg så heller aldrig naturen. Min panik over ikke at have fået kørekort i 5 forsøg gjorde, at jeg ikke turde se ud over slugterne, når vi kørte i de høje, høje bjerge. Og den store, smukke tur langs kysten fra Red Wood-skovene til San Francisco blev ødelagt af, at jeg hele tiden lænede mig ind over min kone for at bilen ikke skulle tippe i havet. Det var først, da vi endte i den mexicanske grænseby og fik øje på en fugleedderkop og ikke turde kravle ud af sengen, hvorved vi endte med at ligge ovenpå hinanden, at der skete noget rigtigt stort, fordi min kone blev gravid, og vi fik vores 1 datter.

Faktisk har jeg kun oplevet en stor rejse i mit liv. Bortset fra den her. Den lige nu. Den store Hvide Volvo færd som jo OBS OBS OBS BEMÆRK bliver fantastisk. Det var en rejse, der strakte sig over 20 år. Det er en rejse, der tåler sammenligning med Galateaekspeditionerne. Det er nemlig turene til Regina Slagteren med min far. Hver dag i 20 år gik vi den samme tur i det samme kvarter i den her forstad til Risskov. Og jeg ved det godt, jeg vender altid tilbage til den. Men den er også dramatisk. Hunden skulle skide, og vi skulle hente mad. Turen kunne tage timer, og som regel skete der næsten ingenting. Men den fornemmelse af at gå der midt i verden og snakke om løst og fast og holde hvil og nyde en stille pilsner, mens den halvblinde hund gik løs og væltede nogen skraldespande, det har betydet meget for mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er den her ikke-rejse, som er min bedste rejseform. Det sker, at jeg drømmer om de ture, og hver gang, når jeg har drømt den, vågner jeg veludhvilet. For vi var jo uforberedte. Der var ikke noget kamera med. Min far vidste ikke, han skulle dø en dag, og jeg vidste ikke, der var tale om en rejse. Vi gik jo bare til slagteren og bageren og købmanden, og imens voksede den ene op og den anden voksede den anden vej, og ind imellem gjorde vi holdt ved en låge eller under et træ, mens det regnede. Og så kunne det godt være, at der blev sagt noget vigtigt, men det var ikke sikkert, det blev opfanget, for vi var jo på vej videre hen efter et kilo bankekød og nogle kartofler, og vi skulle jo også lige snakke parabol-antenne med telefonmanden, som lovede at installere den næste dag, og vi skulle jo også lige hilse på vespamanden og bagefter lige kommentere hans enorme fjæs. Så du, hvor stort hans hoved var i dag, far? Ja, det er vokset, min søn. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan slappede jeg af, og forstod en smule af verden.

Jeg har ofte foreslået min kone, at vi holder ferie på villavejene i Risskov. Hvor var I så henne i år? Jo, vi var en måned på Østre Strandallé med små afstikkere til Regina Slagteren, og så holdt vi grisefest på Egå Marina. Jeg synes, det lyder forjættende. Tænk at falde i snak med Knutten eller fru Stok ud for galefotografen? Det er da livet. Kan du ikke se det? Men hun synes ikke, det lyder fedt at gå op til Regina Slagteren og hvad med børnene, siger hun. Skal de også ende som autister?!

»Nej, nej, nej,« siger jeg. Selvfølgelig skal vi rejse. Det er på rejser, man kommer om på den anden side. Og hen i livets lysning, ikke! Og nu er vi jo rejst. Og nu har vi faret gennem Tyskland og overhalet lastbiler i fire spor ved Lyon. Og nu har vi passeret grænser! Fysiske grænser! Og usynlige grænser for sprog og måder at spise på. Og det kan da godt være, at far ser åndssvag ud med bøllehat, men det er en særlig dyr bøllehat fra Spejdersport, der kan holde ned til minus 23 grader.

Og der er jo ingen tvivl. Den her tur bliver fantastisk. Alt er klart til, at denne rejse, netop denne rejse bliver fantastisk. Jeg siger det hver morgen, når vi vågner på campingpladser. Nu skal I bare slappe af, børn. Der er enorme minder i vente. Minder, der er for store, kantede og væsentlige til at bakse ind i bilen. Og børnene ser på deres far med 2- og 5-årige smil, og konen markerer med en særlig parfume, at nu er det nok med dine brandtaler for rige minder. »Ja, ja,« mumler jeg. Og obs. noter venligst: husk hvordan parforholdet altid skal bremse ned i starten af en ferie, ellers kører I galt. Og husk, at Wilma, den yngste datter, vågner ved lyden af kirkeklokker i de sydtyske byer og råber: »IIISBIL! Isbilen kommer, isbilen kommer far!« Og obs.obs.obs.: husk lydene af de dyttende horn hver nat foran hotellerne. Der var VM i fodbold på den rejse. Og obs.: husk den mærkelige trappe på hotellet i Dole, der var fuld af tæpper på gulvet på gelænderet og i loftet. Og obs.obs.obs.: Husk tordenvejret, selvom det ikke var noget særligt. Slap af. Og obs.obs.obs. måske den næste rejse skal gå til Irland? Irland siges at være fuld af veje, der kun fører til dramatiske spring i livet, fordi der er så mange får, der hele tiden skal/kan/vil reddes. Og obs.obs.obs. der kommer nok en dag, hvor du er ændret for livet.

I dette øjeblik synger cikaderne uden for mit vindue. Der er en lyd af silkeorme, der spinder. Børn og kvinder går hen ad veje med klipklappere. Menneske, slap af. Du befinder dig i Sydfrankrig så tæt på Anduze og Nimes og Arles. Ting sker ikke kun i Risskov, ting sker også sådanne steder. Hvad nu hvis du kalder disse byer for Worms Kolonial, Strandvejens Fysioterapi og Pips Pizzeria? Så kunne du finde nogle gamle træsko og sjoske gennem byerne uden mål og med, men med en krøllet indkøbsseddel, hvorpå der med ubehjælpelig grøn stæreskrift stod skrevet 40 Kings, 1 kasse øl og 2 dåser Plumrose hakkedrenge med sovs. Du behøver jo ikke sige det højt.

Der kan være over 100 billeder i høj opløsning på dit mentale digitalkort, som kan lagres på egetræsfade og forbedres og hjemstavns-justeres, når du kommer hjem. Du kan sågar kopiere mennesker, du kender, ind i fremmede landskaber med et billedbehandlingsprogram. Ja, ja, jeg ved det godt. Det er fattigt ikke at se nyt. Men når nu der findes rejse-mongoler. Folk, der ikke kan suge ting til sig i Syden eller i områder med stor skønhed. Det er så uretfærdigt. Verden er fuld af tonstunge oplevelser. Der findes mennesker, der har levet så mægtige liv, at de går gennem gulvet til underboen, når de dør. Der findes kvinder, der har elsket ubådskaptajner! Der findes mænd, der har set så meget, at de ikke orker at se så meget som en vejrudsigt mere. Der findes mirakler og bitte små ting side om side. Det er utroligt, hvis man bare kan se det. Der findes folk, der lærer det.

Jeg er ved at lære det. Jeg kigger på et postkort med bjerge. Jeg balancerer på en stol og venter på rejseminder. Jeg er p.t. fuld af fortrøstning. Dette bliver en stor rejse. Dette bliver Den Store Rejse. Den rejse, der ændrede alt...





Tidligere bidrag om forfatternes rejser: Iselin C. Herman om Aix-en-Provence (21.7), Einar Már Gudmundsson om Færøerne (29.7).

Jens Blendstrup støvsuger verden for indtryk. Tegning: Gitte Skov