PPJ: Touren til Skagen

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

Weekendavisen nr. 30, 28. juli - 3. august 2006

»TAG dog med til Skagen,« sagde jeg til Jørgen Leth, da vi spiste en frokost sammen for et par uger siden. Vi har holdt kontakten, siden jeg i december redigerede en debatbog om sagen: Hans kontroversielle erindringsbog, forholdet til unge, sorte kvinder på Haiti, den nødtvungne afskedigelse som konsul og fyringen af ham som kommentator ved Tour de France. Nu var han tilbage i København. Deprimeret, sagde han. Træt af at sidde rundt omkring på københavnske cafeer og læse aviser.

»Du kan køre sammen med mig. Jeg skal derover og lave et interview. Så bor vi på refugiet Klitgården, hvis der er plads. Min veninde Suste Bonnén er også derovre. Hun fotograferer,« sagde jeg.

»Okay,« sagde han.

»Fint. Det gør vi. Så bliver jeg også den eneste i verden, der i år kommer til at opleve Tour de France kommenteret af Jørgen Leth.«

»Ja, det er sgu godt,« sagde han.



Første etape

VI er punkteret. Vi opda-ger det, da vi forlader bilen ombord på færgen fra Odden til Ebeltoft. Klokken er halv fire mandag, og mekanikerne har fået fyraften, før vi når til Ebeltoft.

»Du ringer til dem. Så er chancen størst. Måske er der en mekaniker, som er vild med Tour de France,« siger jeg.

Jørgen Leth ringer til Super Dæk Service Ebeltoft på Martin Hansensvej 36 og husker at gøre sin stemme meget Jørgen Lethsk. Det er i orden. Vi kan prøve at komme forbi. Dæktrykket er 1,5, da vi når frem. Det skulle være mindst 2,5.

Leth overtager rattet, da vi kører derfra. I Jaguaren på motorvejen mod Aalborg taler vi om hans liv i Haiti.

»Beleq er min butler. Det kan man godt kalde ham. Han er god til at lave mine drinks på den måde, jeg kan lide dem. Og han er min fortrolige. Nu skal han snart giftes. Han har skrevet rundt til de af mine venner, som han har mødt i mit hus, og spurgt om de ikke har lyst til at give en bryllupsgave. Det er sgu godt,« siger han.

Han har også en kok, en rengøringsdame og en gartner.

»Folk tror, at jeg er rig, men jeg har jo ingen penge. Det koster mig højst 4.000 kroner om måneden at have mine ansatte, selv om jeg betaler dem det dobbelte i løn end normalt på Haiti. Og huset har jeg lejet,« siger han.

»Og jeg har lånt alle pengene til at købe bilen,« siger jeg.

Hans søster, Berit, ringer. Hun fortæller om, hvordan dagens etape går. Imens læser jeg en tekst, som Jørgen Leth har givet mig. Han har lige skrevet den, og den har ikke været trykt nogen steder:

»Det er unægtelig en mærkelig fornemmelse for mig at være i Danmark den dag, Tour de France starter. Det har jeg ikke prøvet i mange år. Det ville have været mit 25. Tour de France i år, og i det kollegiale miljø, hvor trofasthed værdsættes, ville det ikke være gået ubemærket hen. Det var et stort øjeblik for fire år siden som 20-års jubilar at få overrakt ‘la Medaille de Fidélité‘ af løbets chef Jean-Marie Leblanc i en 3-stjernet restaurant i Rouen. En by, som altid har betydet en del for mig på grund af en af mine store inspirationer, Carl Th. Dreyers stumfilmsmesterværk Jeanne d’Arc’s lidelse og død. Det var jo på torvet i Rouen, hun blev brændt på bålet,« har han skrevet.

»Jeanne d’Arc er en af de historier, jeg fortæller, når jeg kommenterer cykelløbet. Jeg så det som en opgave at gøre kulissen levende og sætte historiske og geografiske rammer for de sportslige præstationer.

Tour de France er en stor, tætvævet fortælling. Den har sine helte og sine skurke. Den har sit repertoire af gammeldags dyder og synder: mod, loyalitet, svigefuldhed, snyd, fantasi, selvopofrelse, opportunisme, opfindsomhed, ydmyghed, lysten til at udfordre sin skæbne. Mit job var at formidle dette pragtfulde stof. Se det, der sker, og analysere, fortolke det. Forklare hvorfor det udvikler sig på den og den muligvis overraskende måde.«

»Vi er nede med tanken. Hold kæft mand, det havde jeg sgu ikke set,« udbryder Jørgen Leth pludselig. Den næste rasteplads er Senhøj, men der er ingen benzintank. Kun et wc og en stander med information.

»Hold den på omkring 100 kilometer i timen, så bruger den mindst benzin. Der er mindst 20 kilometer til næste tank,« siger jeg.

»Ja, det er sgu godt,« siger Jørgen Leth.

»Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie. Cykelrytterne kører på cykel. De kører fra et sted til et andet. De kører op, og de kører ned. Den, der kommer først, har vundet. Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det. Ud af disse enkle hændelser træder personer, som ser direkte ud af billederne i et forsøg på at lave noget uventet. Vi er klar til at se det og indramme det. Det bliver billeder i en ramme. Øjeblikke, som træder ud af sig selv for at blive noget af varig virkning. Vi gemmer disse øjeblikke. Vi gemmer dem for at tage dem frem og se på dem.«

Om aftenen tager Suste, Jørgen og jeg over og spiser på brasseriet på Ruths Hotel i Gammel Skagen. Det er her, alting spidser til: Landet, i bogstaveligste forstand, og klientellet. Det er uge 29. Hellerup-ugen, som de kalder det. Sommerhusene her er de dyreste i landet. Og mange af deres ejere – eller deres børn – er her kun denne ene uge. For fuldt udtræk.

Kirsten Lehfeldt og hendes mand, skuespilleren Stig Hoffmeyer, er her også. Hun og Jørgen falder hinanden om halsen, da de mødes.

»De inviterede mig over i morgen og se Tour de France,« siger han, da vi kører hjem til Klitgården. Det var engang Kong Christian den Tiendes sommerhus og ligger ovre på den østlige side i Skagen. Mod Kattegat. Nu kan kunstnere og forfattere bo og arbejde her til en overkommelig pris.



Anden etape

TIRSDAG eftermiddag klokken 16.30 holder der to Lamborghinis parkeret foran Ruths Hotel. Og to Jaguarer, en Maserati, en Aston Martin, en Rolls-Royce og en Bentley. Michael Pram Rasmussen, der er Mærsk McKinney-Møllers efterfølger som bestyrelsesformand i A. P. Møller, kører forbi. Jeg sidder på hotellets terrasse og taler med milliardæren Jørgen Philip-Sørensen, der ejer sådan cirka halvdelen af Gl. Skagen, inklusiv Ruths Hotel, da Søren Jessen kommer forbi. Han har lavet en formue som børsmægler i London, men har nu slået sig på en række eksklusive restauranter og natklubber i den britiske hovedstad.

»Kommer I ikke hen til et cocktailparty i morgen aften,« spørger han og kigger mest på Philip-Sørensen. Han kan desværre ikke på grund af en 60-års-fødselsdag.

»Men jeg vil gerne komme. Må jeg tage et par venner med?« skynder jeg mig at sige.

»Giv mig lige dit nummer, så sender jeg en sms om, hvornår det begynder. Vi ved det ikke helt endnu,« siger Søren Jessen.

»Vi bor på Klitgården,« siger jeg til en pige, jeg kommer til at tale med i hotellets bar om aftenen.

»Nåe, det der kunstnerkollektiv,« svarer hun.

Skibsreder Jess Søderberg fra A. P. Møller går forbi udenfor. Jørgen er stadig henne hos Lehfeldts. Om aftenen sidder Christian Scherfig i hotellets lobby med et par venner. Han er en af kulturminister Brian Mikkelsens yndlinge og er blevet både formand for teatrene i København og direktør i Dansk Design Center.

»Vi laver et lille hul i jorden i dag og et stort hul i morgen. Til cocktailpartyet,« hører jeg ham sige.

Bagefter går jeg på Hyttefadet, hvor alle sommergæster i Gl. Skagen mødes om natten. Flemming Lindeløv er der også. Han holder sig godt. I 1978 skrev han en licentiatafhandling med titlen Frostlagring af saltede kødprodukter, og det gjorde han så godt, at han senere blev administrerende direktør for slagterikoncernen Tulip. Og koncernchef i Carlsberg. Og, endnu senere, direktør for Royal Copenhagen. Og bestyrelsesformand for Lundbeck.

»Klitgården? Det er vist noget for intellektuelle og socialdemokrater. Er du så intellektuel eller socialdemokrat?« spørger en smuk pige i en Chanel-kjole.

»Vist ingen af delene,« svarer jeg.

»Vi tager det roligt i aften, men i morgen! Frederik og Mary kommer vist også,« hører jeg en fyr sige til to piger, som han følges med. Lidt efter kommer Christian Scherfig.

På vej hjem til Klitgården kører jeg først ned ad grusvejen, der ender i en lille vendeplads helt ude ved vandet. Jeg kigger over på det mest fantastisk beliggende hus af alle i Gl. Skagen. Højt med kviste og rødt tegl. Det er mørkt. I det hus bor mine tidligere svigerforældre.

Inden jeg sover, læser jeg i Jørgens tekst:

»Mange øjeblikke har brændt sig ind på min erindrings skærm. Jeg er en samler af øjeblikke. Når man taler Tour de France, er det vigtigt at have det historiske perspektiv med. Jeg så med mine egne øjne den legendariske Fausto Coppi to gange. Første gang, da jeg lige var blevet student i 1957, så jeg ham træne efter dernymotor på Vigorelli-velodromen i Milano, en cykelsportens katedral – og et pilgrimsmål for mig på min tommelfingerrejse. Helt alene kørte han, rundt og rundt på den elegant formede oval af tropisk træ. Anden gang var et trist gensyn, Coppi passerede i sin karrieres efterår næsten anonymt Roskildevej på vej til et uvigtigt løb på Sjælland. Begge gange var han alene. Og det er sådan, jeg altid ser Coppi for mig. Han var jo også alene, helt alene, når han drog ud på sine dristige togter i bjergene. Han kørte ikke fornuftigt eller mådeholdent. Han kørte bare sit eget løb. Et par niveauer over alle andre.

Han var en ener og en excentriker. Og en polariserende figur, fordømt af paven i det dengang dybt katolske Italien. Han var ateist, og med sit uægteskabelige forhold til sin læges kone var han en synder. Han fik oven i købet en søn, uden kirkens velsignelse, navngivet Faustino, med sin elskede ‘dama blanca‘. Han var en mand som valgte sit eget liv.«

Jeg tænker på det høje hus med kvistene. Den er tre om natten. Søren Jessen har ikke sendt en sms om cocktailpartyet endnu.



Tredje etape

JØRGENS søster, Berit, ringer. Vi sidder i Klitgårdens dagligstue og ser Tour de France. Det er dagen, hvor Floyd Landis pludselig mister pusten.

»Du kan se. Han er fuldstændig færdig. Man kan ikke forestille sig, at han kommer tilbage. Han var storfavorit. Alles storfavorit. Han er fuldstændig smadret. Jeg har sjældent set nogen se så smadret ud,« siger Jørgen.

»Og allerforrest har vi Michael Rasmussen. Kyllingen fra Tølløse. Han ligger forrest nu. Den danske grimpeur Michael Rasmussen. Han har det eksplosive tråd i bjergene, som gør, at han kan dynamitere feltet, og så har han en udviklet sans for at vælge terræn og tidspunkt. Han repræsenterer det element af uro og usikkerhed, som efter min mening er en uundværlig værdi.«

Suste kommer ind. Hun har fotograferet Lise og Poul Svanholm. Hun er kunsthistoriker, og han er pensioneret nu efter at have været bestyrelsesformand i Danske Bank, medlem af bestyrelsen for A. P. Møller og direktør for Carlsberg. De har sommerhus heroppe.

»Lise sagde, at vi burde have været med til et cocktailparty i aften. Hendes unge fætter er medarrangør. Der kommer vist fine gæster,« siger Suste.

»Jamen, vi skal med! Jeg skal bare lige have en sms fra en anden af dem, der holder partyet, om hvornår det er,« siger jeg.

Uden for kan jeg se kunstneren Leif Lage gå ned mod stranden. Han er meget gammel nu og stadig en fin, slank mand. Beskeden i sin udstråling. Han bruger sit værelse til at sidde og tegne og male. Lidt senere ser jeg ham sidde på en stor sten ved vandkanten. Han sidder helt stille. Hans hoved er bøjet.

Så tager vi ned på Ruths. Vi har alle tre fået lavet noget i dag. Jørgen har oversat nogle digte af Leonard Cohen for Gyldendal, og Suste har fotograferet fra morgen til aften. Vi er i godt humør.

»Jeg ville gerne være bare lidt rigere,« siger Jørgen. Det ville Suste og jeg også.

»Jeg ville gerne have mit samlede værk ud på dvd, så de er tilgængelige i fremtiden. Det er et helvede, når jeg bliver inviteret ud og holder master classes for filmfolk rundt i verden, at de første film simpelthen ikke længere er tilgængelige. Filminstituttet er enig i, at mine film fortjener det. Og de vil gerne gøre det, men de har jo ikke råd til det. Det vil koste mindst et par millioner, og de kan højst restaurere og udsende en eller to film om året. Det har jeg ikke tid til. Jeg vil jo gerne have filmene ud, mens jeg stadig lever,« siger han. Han er glad for, at Mogens Rukov for et par dage siden har skrevet et stort indlæg i Politiken om, at alle Leths banebrydende film burde udsendes på dvd.

Klokken er halv ni nu, og der er stadig ingen sms fra Søren Jessen. Måske har han fået kolde fødder, fordi jeg er journalist, og Suste er fotograf. En mand kommer over til vores bord og fortæller, at han engang har været konsul for Haiti i Danmark, lige som Jørgen har været dansk konsul i Haiti. Bagefter kommer forfatteren Jens Christian Grøndahl og hans kone, Anne Vad. Der er ingen ledige borde, så de sætter sig hos os. Han er vild med Jørgens seneste digtsamling, siger han.

»Du indrammer det med din fremmedhed. Det er stramt og løst på samme tid. For hvis det er strammet for meget ind, begynder det jo at sprække,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger Jørgen.

»Det er også en meget morsom bog. Meget sarkastisk, men ikke negativ. Snarere en naiv sarkasme. Sådan plejer du ikke at skrive,« siger Grøndahl.

»Det er rigtigt. Det er en god digtbog. Det er det altså. Det synes jeg,« siger Jørgen.

»Der er en meget forladt stemning i de digte, du skriver ude på Haitis kyst,« siger Grøndahl.

»En meget forladt stemning! Graham Greene ville være gået i forrådnelse der,« siger Jørgen.

»Hvad gør vi med cocktailpartyet?« spørger Suste.

»Går derhen alligevel,« svarer jeg.

»Tør vi det?« spørger hun.

Vi går lidt frem og tilbage foran den hvide port ind til sommerhuset, hvor festen er i gang på gårdspladsen. Så tager jeg mig sammen, åbner porten, går ind, tager min jakke af og smider den henkastet i et hjørne og skynder mig op til baren. Vi har gatecrashet cocktailpartyet. Fem minutter efter er Jørgen omgivet af gæster, der vil snakke cykelløb. Frederik og Mary er der ikke. Endnu. Søren Jessen kommer hen til mig.

»I er inviteret som privatpersoner, det er en aftale, ikke?« siger han.

Selvfølgelig.



Fjerde etape

FLOYD Landis gør come-back. Døgnet efter at være sendt til fuld tælling tordner han af sted i et imponerende soloridt på den 200,5 kilometer lange strækning fra Saint Jean de Maurienne til Morzine og kommer i mål 5 minutter og 42 sekunder før nummer to. Jørgens søster, Berit, ringer.

»Hun ringer for at sige sin mening og høre min mening, men hun har allerede sin mening klar. Det har hun sgu. Hun er meget ked af, at spanierne ikke vinder over hele linien. Det er hendes favoritter. Det er det altså. Hun elsker Spanien. Hun bliver trist i stemmen, når det ikke går godt for en spanier. Så driller jeg hende. Eller trøster hende. Jeg er en god broder. Det er jeg altså,« siger han, da han har lagt på.

Så ringer Ole Ritter.

»De savner mig som kommentator,« siger Jørgen i telefonen. Og fortsætter:

»Det er en glæde for mig. Jeg får det at vide af folk hele tiden faktisk. Du ved også, at jeg har lavet en virkelig flot koncert på Roskilde Festivalen, hvor jeg læste digte op? Og mit publikum er de unge mennesker, især de unge kvinder. At blive hyldet på det plan, det kan jeg ikke lade være med at glæde mig over og blive varm over, det kan jeg altså ikke.«

»Ole Ritter er begejstret for touren. Han er meget begejstret for touren i år. Det er også det bedste løb i mands minde. Det har en episk kvalitet, som er helt fantastisk,« siger Jørgen efter samtalen.

»De får smidt Landis, som er storfavorit, helt tilbage, næsten ti minutter tilbage, i går. Han er færdig. Og man sidder næsten og fryder sig over det, for han er en meget kedelig rytter. Det var skide godt. Han blev stegt. Han var færdig. Og ude. Hvorpå han i dag optræder som trold af en æske. Han er fuldstændig vred og rasende. Han kører på sit raseri og smadrer løbet. Og de andre lader ham gøre det. De har inviteret monsteret ind igen, og nu æder han dem. Levende. Det er en helt vanvittig turn around i dag. De har lukket monsteret ind igen. Det er det, der er historien.«

Vi har alle tre tømmermænd efter i går. Suste taler:

»Da jeg var 17, ville jeg kun have mænd over 60. Man vil da have nogen, som ved noget, og som kan lære en om livet. Jeg havde en affære med min musiklærer i gymnasiet. Den der snak om, at man skal være lige i kærlighedsforhold, er da helt forfejlet,« siger hun, da vi spiser til aften.



Femte etape

LØRDAG er skiftedag på Jeckels og de andre gamle hoteller, som er blevet til dyre timeshare-lejligheder. Fredag er den sidste rigtige aften i uge 29 i Gl. Skagen. På Ruths er der alt optaget både på terrassen og indenfor i brasseriet. Gudskelov har de stadig noget champagne tilbage. Jeg sætter mig i hotellets lobby og snakker med manden, som engang var Haitis konsul i Danmark. Nu bor han i London.

»Jeg har altid kørt Daimler, bortset fra dengang vi kørte Rolls-Royce,« siger han. Daimler er luksusudgaven af en Jaguar. Vi taler om biler. Han kan ikke lide den nye, moderne Bentley, der lige er kommet på markedet. Den er uden den sædvanlige britiske stil, synes både han og hans kone.

Så læner den tidligere konsul sig pludselig frem over sofabordet og sænker stemmen en smule:

»Kan du forklare mig, hvorfor Jørgen Leth skrev sådan en bog, der var så provokerende? Hvorfor gjorde han det?«

»Det var vel fordi, han ville leve op til en kunstnerisk ambition om at fortælle hele sandheden, så godt det nu lader sig gøre, når man skriver sine erindringer. Altså ikke at udelade noget. Heller ikke det pinlige eller det, der er kontroversielt,« svarer jeg ham.

»Han havde jo succes, og det gik ham godt. Hvorfor ville han risikere det ved at skrive en bog? Jeg forstår det ikke,« siger han.

»Vel fordi det var endnu vigtigere for ham at være tro mod sit værk og mod kunsten.«

»Jamen, det gik ham jo allerede godt. Hvorfor ville han så risikere noget? Kan du forklare mig det?«

Jeg tænker et øjeblik. Så går det op for mig, at det kan jeg ikke.



Sidste etape

Lørdag aften giver Jens Chr. Grøndahl og Anne Vad middag hjemme hos dem. Han har lige lagt fliser på terrassen. Hældningen er blevet rigtig, og maden og vinen er god. Vi snakker om, hvordan man kunne hjælpe Jørgen med at skaffe penge, så hans film kan blive bevaret for eftertiden.

Bagefter går jeg alene på Hyttefadet. Og da jeg kommer hjem, læser jeg Jørgen Leth:

»Tragedie og vanskæbne har deres plads i cykelsportens mytologi. Som fortæller synes jeg ikke, at sporten nødvendigvis skal være venlig og humanistisk og ufarlig. Det smukke ved de store klassikere i foråret, især Paris-Roubaix, er deres horroragtige vanskeligheder. Deres danteske karakter af helvede på jord. Det er de betingelser, der fremkalder heroiske bedrifter. Forståelsen af den menneskelige vilje og af lidelsens dimension får ny næring netop derved.«

Om søndagen er han deprimeret over udsigten til at skulle hjem dagen efter. Han ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i.

»Jeg er sønderslidt af vankelmodighed,« siger han om morgenen på Klitgården. Jeg tager ham med ud på en køretur.

På Ruths Hotel ovre i Gl. Skagen har de et bageri, så landliggerne kan bestille friskbagt morgenbrød. Klokken 11.30 ligger der stadig to bagerposer med navn på. Isi Foighel og hans kone, Edith Moltke-Leth, skal have to skagensstykker, to croissanter og Berlingske Tidende. Bruun-Rasmussens skal have tre håndværkere, to spanske og Berlingske.

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

NR. 30, 28. juli - 3. august 2006

»TAG dog med til Skagen,« sagde jeg til Jørgen Leth, da vi spiste en frokost sammen for et par uger siden. Vi har holdt kontakten, siden jeg i december redigerede en debatbog om sagen: Hans kontroversielle erindringsbog, forholdet til unge, sorte kvinder på Haiti, den nødtvungne afskedigelse som konsul og fyringen af ham som kommentator ved Tour de France. Nu var han tilbage i København. Deprimeret, sagde han. Træt af at sidde rundt omkring på københavnske cafeer og læse aviser.

»Du kan køre sammen med mig. Jeg skal derover og lave et interview. Så bor vi på refugiet Klitgården, hvis der er plads. Min veninde Suste Bonnén er også derovre. Hun fotograferer,« sagde jeg.

»Okay,« sagde han.

»Fint. Det gør vi. Så bliver jeg også den eneste i verden, der i år kommer til at opleve Tour de France kommenteret af Jørgen Leth.«

»Ja, det er sgu godt,« sagde han.



Første etape

VI er punkteret. Vi opda-ger det, da vi forlader bilen ombord på færgen fra Odden til Ebeltoft. Klokken er halv fire mandag, og mekanikerne har fået fyraften, før vi når til Ebeltoft.

»Du ringer til dem. Så er chancen størst. Måske er der en mekaniker, som er vild med Tour de France,« siger jeg.

Jørgen Leth ringer til Super Dæk Service Ebeltoft på Martin Hansensvej 36 og husker at gøre sin stemme meget Jørgen Lethsk. Det er i orden. Vi kan prøve at komme forbi. Dæktrykket er 1,5, da vi når frem. Det skulle være mindst 2,5.

Leth overtager rattet, da vi kører derfra. I Jaguaren på motorvejen mod Aalborg taler vi om hans liv i Haiti.

»Beleq er min butler. Det kan man godt kalde ham. Han er god til at lave mine drinks på den måde, jeg kan lide dem. Og han er min fortrolige. Nu skal han snart giftes. Han har skrevet rundt til de af mine venner, som han har mødt i mit hus, og spurgt om de ikke har lyst til at give en bryllupsgave. Det er sgu godt,« siger han.

Han har også en kok, en rengøringsdame og en gartner.

»Folk tror, at jeg er rig, men jeg har jo ingen penge. Det koster mig højst 4.000 kroner om måneden at have mine ansatte, selv om jeg betaler dem det dobbelte i løn end normalt på Haiti. Og huset har jeg lejet,« siger han.

»Og jeg har lånt alle pengene til at købe bilen,« siger jeg.

Hans søster, Berit, ringer. Hun fortæller om, hvordan dagens etape går. Imens læser jeg en tekst, som Jørgen Leth har givet mig. Han har lige skrevet den, og den har ikke været trykt nogen steder:

»Det er unægtelig en mærkelig fornemmelse for mig at være i Danmark den dag, Tour de France starter. Det har jeg ikke prøvet i mange år. Det ville have været mit 25. Tour de France i år, og i det kollegiale miljø, hvor trofasthed værdsættes, ville det ikke være gået ubemærket hen. Det var et stort øjeblik for fire år siden som 20-års jubilar at få overrakt ‘la Medaille de Fidélité‘ af løbets chef Jean-Marie Leblanc i en 3-stjernet restaurant i Rouen. En by, som altid har betydet en del for mig på grund af en af mine store inspirationer, Carl Th. Dreyers stumfilmsmesterværk Jeanne d’Arc’s lidelse og død. Det var jo på torvet i Rouen, hun blev brændt på bålet,« har han skrevet.

»Jeanne d’Arc er en af de historier, jeg fortæller, når jeg kommenterer cykelløbet. Jeg så det som en opgave at gøre kulissen levende og sætte historiske og geografiske rammer for de sportslige præstationer.

Tour de France er en stor, tætvævet fortælling. Den har sine helte og sine skurke. Den har sit repertoire af gammeldags dyder og synder: mod, loyalitet, svigefuldhed, snyd, fantasi, selvopofrelse, opportunisme, opfindsomhed, ydmyghed, lysten til at udfordre sin skæbne. Mit job var at formidle dette pragtfulde stof. Se det, der sker, og analysere, fortolke det. Forklare hvorfor det udvikler sig på den og den muligvis overraskende måde.«

»Vi er nede med tanken. Hold kæft mand, det havde jeg sgu ikke set,« udbryder Jørgen Leth pludselig. Den næste rasteplads er Senhøj, men der er ingen benzintank. Kun et wc og en stander med information.

»Hold den på omkring 100 kilometer i timen, så bruger den mindst benzin. Der er mindst 20 kilometer til næste tank,« siger jeg.

»Ja, det er sgu godt,« siger Jørgen Leth.

»Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie. Cykelrytterne kører på cykel. De kører fra et sted til et andet. De kører op, og de kører ned. Den, der kommer først, har vundet. Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det. Ud af disse enkle hændelser træder personer, som ser direkte ud af billederne i et forsøg på at lave noget uventet. Vi er klar til at se det og indramme det. Det bliver billeder i en ramme. Øjeblikke, som træder ud af sig selv for at blive noget af varig virkning. Vi gemmer disse øjeblikke. Vi gemmer dem for at tage dem frem og se på dem.«

Om aftenen tager Suste, Jørgen og jeg over og spiser på brasseriet på Ruths Hotel i Gammel Skagen. Det er her, alting spidser til: Landet, i bogstaveligste forstand, og klientellet. Det er uge 29. Hellerup-ugen, som de kalder det. Sommerhusene her er de dyreste i landet. Og mange af deres ejere – eller deres børn – er her kun denne ene uge. For fuldt udtræk.

Kirsten Lehfeldt og hendes mand, skuespilleren Stig Hoffmeyer, er her også. Hun og Jørgen falder hinanden om halsen, da de mødes.

»De inviterede mig over i morgen og se Tour de France,« siger han, da vi kører hjem til Klitgården. Det var engang Kong Christian den Tiendes sommerhus og ligger ovre på den østlige side i Skagen. Mod Kattegat. Nu kan kunstnere og forfattere bo og arbejde her til en overkommelig pris.



Anden etape

TIRSDAG eftermiddag klokken 16.30 holder der to Lamborghinis parkeret foran Ruths Hotel. Og to Jaguarer, en Maserati, en Aston Martin, en Rolls-Royce og en Bentley. Michael Pram Rasmussen, der er Mærsk McKinney-Møllers efterfølger som bestyrelsesformand i A. P. Møller, kører forbi. Jeg sidder på hotellets terrasse og taler med milliardæren Jørgen Philip-Sørensen, der ejer sådan cirka halvdelen af Gl. Skagen, inklusiv Ruths Hotel, da Søren Jessen kommer forbi. Han har lavet en formue som børsmægler i London, men har nu slået sig på en række eksklusive restauranter og natklubber i den britiske hovedstad.

»Kommer I ikke hen til et cocktailparty i morgen aften,« spørger han og kigger mest på Philip-Sørensen. Han kan desværre ikke på grund af en 60-års-fødselsdag.

»Men jeg vil gerne komme. Må jeg tage et par venner med?« skynder jeg mig at sige.

»Giv mig lige dit nummer, så sender jeg en sms om, hvornår det begynder. Vi ved det ikke helt endnu,« siger Søren Jessen.

»Vi bor på Klitgården,« siger jeg til en pige, jeg kommer til at tale med i hotellets bar om aftenen.

»Nåe, det der kunstnerkollektiv,« svarer hun.

Skibsreder Jess Søderberg fra A. P. Møller går forbi udenfor. Jørgen er stadig henne hos Lehfeldts. Om aftenen sidder Christian Scherfig i hotellets lobby med et par venner. Han er en af kulturminister Brian Mikkelsens yndlinge og er blevet både formand for teatrene i København og direktør i Dansk Design Center.

»Vi laver et lille hul i jorden i dag og et stort hul i morgen. Til cocktailpartyet,« hører jeg ham sige.

Bagefter går jeg på Hyttefadet, hvor alle sommergæster i Gl. Skagen mødes om natten. Flemming Lindeløv er der også. Han holder sig godt. I 1978 skrev han en licentiatafhandling med titlen Frostlagring af saltede kødprodukter, og det gjorde han så godt, at han senere blev administrerende direktør for slagterikoncernen Tulip. Og koncernchef i Carlsberg. Og, endnu senere, direktør for Royal Copenhagen. Og bestyrelsesformand for Lundbeck.

»Klitgården? Det er vist noget for intellektuelle og socialdemokrater. Er du så intellektuel eller socialdemokrat?« spørger en smuk pige i en Chanel-kjole.

»Vist ingen af delene,« svarer jeg.

»Vi tager det roligt i aften, men i morgen! Frederik og Mary kommer vist også,« hører jeg en fyr sige til to piger, som han følges med. Lidt efter kommer Christian Scherfig.

På vej hjem til Klitgården kører jeg først ned ad grusvejen, der ender i en lille vendeplads helt ude ved vandet. Jeg kigger over på det mest fantastisk beliggende hus af alle i Gl. Skagen. Højt med kviste og rødt tegl. Det er mørkt. I det hus bor mine tidligere svigerforældre.

Inden jeg sover, læser jeg i Jørgens tekst:

»Mange øjeblikke har brændt sig ind på min erindrings skærm. Jeg er en samler af øjeblikke. Når man taler Tour de France, er det vigtigt at have det historiske perspektiv med. Jeg så med mine egne øjne den legendariske Fausto Coppi to gange. Første gang, da jeg lige var blevet student i 1957, så jeg ham træne efter dernymotor på Vigorelli-velodromen i Milano, en cykelsportens katedral – og et pilgrimsmål for mig på min tommelfingerrejse. Helt alene kørte han, rundt og rundt på den elegant formede oval af tropisk træ. Anden gang var et trist gensyn, Coppi passerede i sin karrieres efterår næsten anonymt Roskildevej på vej til et uvigtigt løb på Sjælland. Begge gange var han alene. Og det er sådan, jeg altid ser Coppi for mig. Han var jo også alene, helt alene, når han drog ud på sine dristige togter i bjergene. Han kørte ikke fornuftigt eller mådeholdent. Han kørte bare sit eget løb. Et par niveauer over alle andre.

Han var en ener og en excentriker. Og en polariserende figur, fordømt af paven i det dengang dybt katolske Italien. Han var ateist, og med sit uægteskabelige forhold til sin læges kone var han en synder. Han fik oven i købet en søn, uden kirkens velsignelse, navngivet Faustino, med sin elskede ‘dama blanca‘. Han var en mand som valgte sit eget liv.«

Jeg tænker på det høje hus med kvistene. Den er tre om natten. Søren Jessen har ikke sendt en sms om cocktailpartyet endnu.



Tredje etape

JØRGENS søster, Berit, ringer. Vi sidder i Klitgårdens dagligstue og ser Tour de France. Det er dagen, hvor Floyd Landis pludselig mister pusten.

»Du kan se. Han er fuldstændig færdig. Man kan ikke forestille sig, at han kommer tilbage. Han var storfavorit. Alles storfavorit. Han er fuldstændig smadret. Jeg har sjældent set nogen se så smadret ud,« siger Jørgen.

»Og allerforrest har vi Michael Rasmussen. Kyllingen fra Tølløse. Han ligger forrest nu. Den danske grimpeur Michael Rasmussen. Han har det eksplosive tråd i bjergene, som gør, at han kan dynamitere feltet, og så har han en udviklet sans for at vælge terræn og tidspunkt. Han repræsenterer det element af uro og usikkerhed, som efter min mening er en uundværlig værdi.«

Suste kommer ind. Hun har fotograferet Lise og Poul Svanholm. Hun er kunsthistoriker, og han er pensioneret nu efter at have været bestyrelsesformand i Danske Bank, medlem af bestyrelsen for A. P. Møller og direktør for Carlsberg. De har sommerhus heroppe.

»Lise sagde, at vi burde have været med til et cocktailparty i aften. Hendes unge fætter er medarrangør. Der kommer vist fine gæster,« siger Suste.

»Jamen, vi skal med! Jeg skal bare lige have en sms fra en anden af dem, der holder partyet, om hvornår det er,« siger jeg.

Uden for kan jeg se kunstneren Leif Lage gå ned mod stranden. Han er meget gammel nu og stadig en fin, slank mand. Beskeden i sin udstråling. Han bruger sit værelse til at sidde og tegne og male. Lidt senere ser jeg ham sidde på en stor sten ved vandkanten. Han sidder helt stille. Hans hoved er bøjet.

Så tager vi ned på Ruths. Vi har alle tre fået lavet noget i dag. Jørgen har oversat nogle digte af Leonard Cohen for Gyldendal, og Suste har fotograferet fra morgen til aften. Vi er i godt humør.

»Jeg ville gerne være bare lidt rigere,« siger Jørgen. Det ville Suste og jeg også.

»Jeg ville gerne have mit samlede værk ud på dvd, så de er tilgængelige i fremtiden. Det er et helvede, når jeg bliver inviteret ud og holder master classes for filmfolk rundt i verden, at de første film simpelthen ikke længere er tilgængelige. Filminstituttet er enig i, at mine film fortjener det. Og de vil gerne gøre det, men de har jo ikke råd til det. Det vil koste mindst et par millioner, og de kan højst restaurere og udsende en eller to film om året. Det har jeg ikke tid til. Jeg vil jo gerne have filmene ud, mens jeg stadig lever,« siger han. Han er glad for, at Mogens Rukov for et par dage siden har skrevet et stort indlæg i Politiken om, at alle Leths banebrydende film burde udsendes på dvd.

Klokken er halv ni nu, og der er stadig ingen sms fra Søren Jessen. Måske har han fået kolde fødder, fordi jeg er journalist, og Suste er fotograf. En mand kommer over til vores bord og fortæller, at han engang har været konsul for Haiti i Danmark, lige som Jørgen har været dansk konsul i Haiti. Bagefter kommer forfatteren Jens Christian Grøndahl og hans kone, Anne Vad. Der er ingen ledige borde, så de sætter sig hos os. Han er vild med Jørgens seneste digtsamling, siger han.

»Du indrammer det med din fremmedhed. Det er stramt og løst på samme tid. For hvis det er strammet for meget ind, begynder det jo at sprække,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger Jørgen.

»Det er også en meget morsom bog. Meget sarkastisk, men ikke negativ. Snarere en naiv sarkasme. Sådan plejer du ikke at skrive,« siger Grøndahl.

»Det er rigtigt. Det er en god digtbog. Det er det altså. Det synes jeg,« siger Jørgen.

»Der er en meget forladt stemning i de digte, du skriver ude på Haitis kyst,« siger Grøndahl.

»En meget forladt stemning! Graham Greene ville være gået i forrådnelse der,« siger Jørgen.

»Hvad gør vi med cocktailpartyet?« spørger Suste.

»Går derhen alligevel,« svarer jeg.

»Tør vi det?« spørger hun.

Vi går lidt frem og tilbage foran den hvide port ind til sommerhuset, hvor festen er i gang på gårdspladsen. Så tager jeg mig sammen, åbner porten, går ind, tager min jakke af og smider den henkastet i et hjørne og skynder mig op til baren. Vi har gatecrashet cocktailpartyet. Fem minutter efter er Jørgen omgivet af gæster, der vil snakke cykelløb. Frederik og Mary er der ikke. Endnu. Søren Jessen kommer hen til mig.

»I er inviteret som privatpersoner, det er en aftale, ikke?« siger han.

Selvfølgelig.



Fjerde etape

FLOYD Landis gør come-back. Døgnet efter at være sendt til fuld tælling tordner han af sted i et imponerende soloridt på den 200,5 kilometer lange strækning fra Saint Jean de Maurienne til Morzine og kommer i mål 5 minutter og 42 sekunder før nummer to. Jørgens søster, Berit, ringer.

»Hun ringer for at sige sin mening og høre min mening, men hun har allerede sin mening klar. Det har hun sgu. Hun er meget ked af, at spanierne ikke vinder over hele linien. Det er hendes favoritter. Det er det altså. Hun elsker Spanien. Hun bliver trist i stemmen, når det ikke går godt for en spanier. Så driller jeg hende. Eller trøster hende. Jeg er en god broder. Det er jeg altså,« siger han, da han har lagt på.

Så ringer Ole Ritter.

»De savner mig som kommentator,« siger Jørgen i telefonen. Og fortsætter:

»Det er en glæde for mig. Jeg får det at vide af folk hele tiden faktisk. Du ved også, at jeg har lavet en virkelig flot koncert på Roskilde Festivalen, hvor jeg læste digte op? Og mit publikum er de unge mennesker, især de unge kvinder. At blive hyldet på det plan, det kan jeg ikke lade være med at glæde mig over og blive varm over, det kan jeg altså ikke.«

»Ole Ritter er begejstret for touren. Han er meget begejstret for touren i år. Det er også det bedste løb i mands minde. Det har en episk kvalitet, som er helt fantastisk,« siger Jørgen efter samtalen.

»De får smidt Landis, som er storfavorit, helt tilbage, næsten ti minutter tilbage, i går. Han er færdig. Og man sidder næsten og fryder sig over det, for han er en meget kedelig rytter. Det var skide godt. Han blev stegt. Han var færdig. Og ude. Hvorpå han i dag optræder som trold af en æske. Han er fuldstændig vred og rasende. Han kører på sit raseri og smadrer løbet. Og de andre lader ham gøre det. De har inviteret monsteret ind igen, og nu æder han dem. Levende. Det er en helt vanvittig turn around i dag. De har lukket monsteret ind igen. Det er det, der er historien.«

Vi har alle tre tømmermænd efter i går. Suste taler:

»Da jeg var 17, ville jeg kun have mænd over 60. Man vil da have nogen, som ved noget, og som kan lære en om livet. Jeg havde en affære med min musiklærer i gymnasiet. Den der snak om, at man skal være lige i kærlighedsforhold, er da helt forfejlet,« siger hun, da vi spiser til aften.



Femte etape

LØRDAG er skiftedag på Jeckels og de andre gamle hoteller, som er blevet til dyre timeshare-lejligheder. Fredag er den sidste rigtige aften i uge 29 i Gl. Skagen. På Ruths er der alt optaget både på terrassen og indenfor i brasseriet. Gudskelov har de stadig noget champagne tilbage. Jeg sætter mig i hotellets lobby og snakker med manden, som engang var Haitis konsul i Danmark. Nu bor han i London.

»Jeg har altid kørt Daimler, bortset fra dengang vi kørte Rolls-Royce,« siger han. Daimler er luksusudgaven af en Jaguar. Vi taler om biler. Han kan ikke lide den nye, moderne Bentley, der lige er kommet på markedet. Den er uden den sædvanlige britiske stil, synes både han og hans kone.

Så læner den tidligere konsul sig pludselig frem over sofabordet og sænker stemmen en smule:

»Kan du forklare mig, hvorfor Jørgen Leth skrev sådan en bog, der var så provokerende? Hvorfor gjorde han det?«

»Det var vel fordi, han ville leve op til en kunstnerisk ambition om at fortælle hele sandheden, så godt det nu lader sig gøre, når man skriver sine erindringer. Altså ikke at udelade noget. Heller ikke det pinlige eller det, der er kontroversielt,« svarer jeg ham.

»Han havde jo succes, og det gik ham godt. Hvorfor ville han risikere det ved at skrive en bog? Jeg forstår det ikke,« siger han.

»Vel fordi det var endnu vigtigere for ham at være tro mod sit værk og mod kunsten.«

»Jamen, det gik ham jo allerede godt. Hvorfor ville han så risikere noget? Kan du forklare mig det?«

Jeg tænker et øjeblik. Så går det op for mig, at det kan jeg ikke.



Sidste etape

Lørdag aften giver Jens Chr. Grøndahl og Anne Vad middag hjemme hos dem. Han har lige lagt fliser på terrassen. Hældningen er blevet rigtig, og maden og vinen er god. Vi snakker om, hvordan man kunne hjælpe Jørgen med at skaffe penge, så hans film kan blive bevaret for eftertiden.

Bagefter går jeg alene på Hyttefadet. Og da jeg kommer hjem, læser jeg Jørgen Leth:

»Tragedie og vanskæbne har deres plads i cykelsportens mytologi. Som fortæller synes jeg ikke, at sporten nødvendigvis skal være venlig og humanistisk og ufarlig. Det smukke ved de store klassikere i foråret, især Paris-Roubaix, er deres horroragtige vanskeligheder. Deres danteske karakter af helvede på jord. Det er de betingelser, der fremkalder heroiske bedrifter. Forståelsen af den menneskelige vilje og af lidelsens dimension får ny næring netop derved.«

Om søndagen er han deprimeret over udsigten til at skulle hjem dagen efter. Han ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i.

»Jeg er sønderslidt af vankelmodighed,« siger han om morgenen på Klitgården. Jeg tager ham med ud på en køretur.

På Ruths Hotel ovre i Gl. Skagen har de et bageri, så landliggerne kan bestille friskbagt morgenbrød. Klokken 11.30 ligger der stadig to bagerposer med navn på. Isi Foighel og hans kone, Edith Moltke-Leth, skal have to skagensstykker, to croissanter og Berlingske Tidende. Bruun-Rasmussens skal have tre håndværkere, to spanske og Berlingske.

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

NR. 30, 28. juli - 3. august 2006

»TAG dog med til Skagen,« sagde jeg til Jørgen Leth, da vi spiste en frokost sammen for et par uger siden. Vi har holdt kontakten, siden jeg i december redigerede en debatbog om sagen: Hans kontroversielle erindringsbog, forholdet til unge, sorte kvinder på Haiti, den nødtvungne afskedigelse som konsul og fyringen af ham som kommentator ved Tour de France. Nu var han tilbage i København. Deprimeret, sagde han. Træt af at sidde rundt omkring på københavnske cafeer og læse aviser.

»Du kan køre sammen med mig. Jeg skal derover og lave et interview. Så bor vi på refugiet Klitgården, hvis der er plads. Min veninde Suste Bonnén er også derovre. Hun fotograferer,« sagde jeg.

»Okay,« sagde han.

»Fint. Det gør vi. Så bliver jeg også den eneste i verden, der i år kommer til at opleve Tour de France kommenteret af Jørgen Leth.«

»Ja, det er sgu godt,« sagde han.



Første etape

VI er punkteret. Vi opda-ger det, da vi forlader bilen ombord på færgen fra Odden til Ebeltoft. Klokken er halv fire mandag, og mekanikerne har fået fyraften, før vi når til Ebeltoft.

»Du ringer til dem. Så er chancen størst. Måske er der en mekaniker, som er vild med Tour de France,« siger jeg.

Jørgen Leth ringer til Super Dæk Service Ebeltoft på Martin Hansensvej 36 og husker at gøre sin stemme meget Jørgen Lethsk. Det er i orden. Vi kan prøve at komme forbi. Dæktrykket er 1,5, da vi når frem. Det skulle være mindst 2,5.

Leth overtager rattet, da vi kører derfra. I Jaguaren på motorvejen mod Aalborg taler vi om hans liv i Haiti.

»Beleq er min butler. Det kan man godt kalde ham. Han er god til at lave mine drinks på den måde, jeg kan lide dem. Og han er min fortrolige. Nu skal han snart giftes. Han har skrevet rundt til de af mine venner, som han har mødt i mit hus, og spurgt om de ikke har lyst til at give en bryllupsgave. Det er sgu godt,« siger han.

Han har også en kok, en rengøringsdame og en gartner.

»Folk tror, at jeg er rig, men jeg har jo ingen penge. Det koster mig højst 4.000 kroner om måneden at have mine ansatte, selv om jeg betaler dem det dobbelte i løn end normalt på Haiti. Og huset har jeg lejet,« siger han.

»Og jeg har lånt alle pengene til at købe bilen,« siger jeg.

Hans søster, Berit, ringer. Hun fortæller om, hvordan dagens etape går. Imens læser jeg en tekst, som Jørgen Leth har givet mig. Han har lige skrevet den, og den har ikke været trykt nogen steder:

»Det er unægtelig en mærkelig fornemmelse for mig at være i Danmark den dag, Tour de France starter. Det har jeg ikke prøvet i mange år. Det ville have været mit 25. Tour de France i år, og i det kollegiale miljø, hvor trofasthed værdsættes, ville det ikke være gået ubemærket hen. Det var et stort øjeblik for fire år siden som 20-års jubilar at få overrakt ‘la Medaille de Fidélité‘ af løbets chef Jean-Marie Leblanc i en 3-stjernet restaurant i Rouen. En by, som altid har betydet en del for mig på grund af en af mine store inspirationer, Carl Th. Dreyers stumfilmsmesterværk Jeanne d’Arc’s lidelse og død. Det var jo på torvet i Rouen, hun blev brændt på bålet,« har han skrevet.

»Jeanne d’Arc er en af de historier, jeg fortæller, når jeg kommenterer cykelløbet. Jeg så det som en opgave at gøre kulissen levende og sætte historiske og geografiske rammer for de sportslige præstationer.

Tour de France er en stor, tætvævet fortælling. Den har sine helte og sine skurke. Den har sit repertoire af gammeldags dyder og synder: mod, loyalitet, svigefuldhed, snyd, fantasi, selvopofrelse, opportunisme, opfindsomhed, ydmyghed, lysten til at udfordre sin skæbne. Mit job var at formidle dette pragtfulde stof. Se det, der sker, og analysere, fortolke det. Forklare hvorfor det udvikler sig på den og den muligvis overraskende måde.«

»Vi er nede med tanken. Hold kæft mand, det havde jeg sgu ikke set,« udbryder Jørgen Leth pludselig. Den næste rasteplads er Senhøj, men der er ingen benzintank. Kun et wc og en stander med information.

»Hold den på omkring 100 kilometer i timen, så bruger den mindst benzin. Der er mindst 20 kilometer til næste tank,« siger jeg.

»Ja, det er sgu godt,« siger Jørgen Leth.

»Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie. Cykelrytterne kører på cykel. De kører fra et sted til et andet. De kører op, og de kører ned. Den, der kommer først, har vundet. Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det. Ud af disse enkle hændelser træder personer, som ser direkte ud af billederne i et forsøg på at lave noget uventet. Vi er klar til at se det og indramme det. Det bliver billeder i en ramme. Øjeblikke, som træder ud af sig selv for at blive noget af varig virkning. Vi gemmer disse øjeblikke. Vi gemmer dem for at tage dem frem og se på dem.«

Om aftenen tager Suste, Jørgen og jeg over og spiser på brasseriet på Ruths Hotel i Gammel Skagen. Det er her, alting spidser til: Landet, i bogstaveligste forstand, og klientellet. Det er uge 29. Hellerup-ugen, som de kalder det. Sommerhusene her er de dyreste i landet. Og mange af deres ejere – eller deres børn – er her kun denne ene uge. For fuldt udtræk.

Kirsten Lehfeldt og hendes mand, skuespilleren Stig Hoffmeyer, er her også. Hun og Jørgen falder hinanden om halsen, da de mødes.

»De inviterede mig over i morgen og se Tour de France,« siger han, da vi kører hjem til Klitgården. Det var engang Kong Christian den Tiendes sommerhus og ligger ovre på den østlige side i Skagen. Mod Kattegat. Nu kan kunstnere og forfattere bo og arbejde her til en overkommelig pris.



Anden etape

TIRSDAG eftermiddag klokken 16.30 holder der to Lamborghinis parkeret foran Ruths Hotel. Og to Jaguarer, en Maserati, en Aston Martin, en Rolls-Royce og en Bentley. Michael Pram Rasmussen, der er Mærsk McKinney-Møllers efterfølger som bestyrelsesformand i A. P. Møller, kører forbi. Jeg sidder på hotellets terrasse og taler med milliardæren Jørgen Philip-Sørensen, der ejer sådan cirka halvdelen af Gl. Skagen, inklusiv Ruths Hotel, da Søren Jessen kommer forbi. Han har lavet en formue som børsmægler i London, men har nu slået sig på en række eksklusive restauranter og natklubber i den britiske hovedstad.

»Kommer I ikke hen til et cocktailparty i morgen aften,« spørger han og kigger mest på Philip-Sørensen. Han kan desværre ikke på grund af en 60-års-fødselsdag.

»Men jeg vil gerne komme. Må jeg tage et par venner med?« skynder jeg mig at sige.

»Giv mig lige dit nummer, så sender jeg en sms om, hvornår det begynder. Vi ved det ikke helt endnu,« siger Søren Jessen.

»Vi bor på Klitgården,« siger jeg til en pige, jeg kommer til at tale med i hotellets bar om aftenen.

»Nåe, det der kunstnerkollektiv,« svarer hun.

Skibsreder Jess Søderberg fra A. P. Møller går forbi udenfor. Jørgen er stadig henne hos Lehfeldts. Om aftenen sidder Christian Scherfig i hotellets lobby med et par venner. Han er en af kulturminister Brian Mikkelsens yndlinge og er blevet både formand for teatrene i København og direktør i Dansk Design Center.

»Vi laver et lille hul i jorden i dag og et stort hul i morgen. Til cocktailpartyet,« hører jeg ham sige.

Bagefter går jeg på Hyttefadet, hvor alle sommergæster i Gl. Skagen mødes om natten. Flemming Lindeløv er der også. Han holder sig godt. I 1978 skrev han en licentiatafhandling med titlen Frostlagring af saltede kødprodukter, og det gjorde han så godt, at han senere blev administrerende direktør for slagterikoncernen Tulip. Og koncernchef i Carlsberg. Og, endnu senere, direktør for Royal Copenhagen. Og bestyrelsesformand for Lundbeck.

»Klitgården? Det er vist noget for intellektuelle og socialdemokrater. Er du så intellektuel eller socialdemokrat?« spørger en smuk pige i en Chanel-kjole.

»Vist ingen af delene,« svarer jeg.

»Vi tager det roligt i aften, men i morgen! Frederik og Mary kommer vist også,« hører jeg en fyr sige til to piger, som han følges med. Lidt efter kommer Christian Scherfig.

På vej hjem til Klitgården kører jeg først ned ad grusvejen, der ender i en lille vendeplads helt ude ved vandet. Jeg kigger over på det mest fantastisk beliggende hus af alle i Gl. Skagen. Højt med kviste og rødt tegl. Det er mørkt. I det hus bor mine tidligere svigerforældre.

Inden jeg sover, læser jeg i Jørgens tekst:

»Mange øjeblikke har brændt sig ind på min erindrings skærm. Jeg er en samler af øjeblikke. Når man taler Tour de France, er det vigtigt at have det historiske perspektiv med. Jeg så med mine egne øjne den legendariske Fausto Coppi to gange. Første gang, da jeg lige var blevet student i 1957, så jeg ham træne efter dernymotor på Vigorelli-velodromen i Milano, en cykelsportens katedral – og et pilgrimsmål for mig på min tommelfingerrejse. Helt alene kørte han, rundt og rundt på den elegant formede oval af tropisk træ. Anden gang var et trist gensyn, Coppi passerede i sin karrieres efterår næsten anonymt Roskildevej på vej til et uvigtigt løb på Sjælland. Begge gange var han alene. Og det er sådan, jeg altid ser Coppi for mig. Han var jo også alene, helt alene, når han drog ud på sine dristige togter i bjergene. Han kørte ikke fornuftigt eller mådeholdent. Han kørte bare sit eget løb. Et par niveauer over alle andre.

Han var en ener og en excentriker. Og en polariserende figur, fordømt af paven i det dengang dybt katolske Italien. Han var ateist, og med sit uægteskabelige forhold til sin læges kone var han en synder. Han fik oven i købet en søn, uden kirkens velsignelse, navngivet Faustino, med sin elskede ‘dama blanca‘. Han var en mand som valgte sit eget liv.«

Jeg tænker på det høje hus med kvistene. Den er tre om natten. Søren Jessen har ikke sendt en sms om cocktailpartyet endnu.



Tredje etape

JØRGENS søster, Berit, ringer. Vi sidder i Klitgårdens dagligstue og ser Tour de France. Det er dagen, hvor Floyd Landis pludselig mister pusten.

»Du kan se. Han er fuldstændig færdig. Man kan ikke forestille sig, at han kommer tilbage. Han var storfavorit. Alles storfavorit. Han er fuldstændig smadret. Jeg har sjældent set nogen se så smadret ud,« siger Jørgen.

»Og allerforrest har vi Michael Rasmussen. Kyllingen fra Tølløse. Han ligger forrest nu. Den danske grimpeur Michael Rasmussen. Han har det eksplosive tråd i bjergene, som gør, at han kan dynamitere feltet, og så har han en udviklet sans for at vælge terræn og tidspunkt. Han repræsenterer det element af uro og usikkerhed, som efter min mening er en uundværlig værdi.«

Suste kommer ind. Hun har fotograferet Lise og Poul Svanholm. Hun er kunsthistoriker, og han er pensioneret nu efter at have været bestyrelsesformand i Danske Bank, medlem af bestyrelsen for A. P. Møller og direktør for Carlsberg. De har sommerhus heroppe.

»Lise sagde, at vi burde have været med til et cocktailparty i aften. Hendes unge fætter er medarrangør. Der kommer vist fine gæster,« siger Suste.

»Jamen, vi skal med! Jeg skal bare lige have en sms fra en anden af dem, der holder partyet, om hvornår det er,« siger jeg.

Uden for kan jeg se kunstneren Leif Lage gå ned mod stranden. Han er meget gammel nu og stadig en fin, slank mand. Beskeden i sin udstråling. Han bruger sit værelse til at sidde og tegne og male. Lidt senere ser jeg ham sidde på en stor sten ved vandkanten. Han sidder helt stille. Hans hoved er bøjet.

Så tager vi ned på Ruths. Vi har alle tre fået lavet noget i dag. Jørgen har oversat nogle digte af Leonard Cohen for Gyldendal, og Suste har fotograferet fra morgen til aften. Vi er i godt humør.

»Jeg ville gerne være bare lidt rigere,« siger Jørgen. Det ville Suste og jeg også.

»Jeg ville gerne have mit samlede værk ud på dvd, så de er tilgængelige i fremtiden. Det er et helvede, når jeg bliver inviteret ud og holder master classes for filmfolk rundt i verden, at de første film simpelthen ikke længere er tilgængelige. Filminstituttet er enig i, at mine film fortjener det. Og de vil gerne gøre det, men de har jo ikke råd til det. Det vil koste mindst et par millioner, og de kan højst restaurere og udsende en eller to film om året. Det har jeg ikke tid til. Jeg vil jo gerne have filmene ud, mens jeg stadig lever,« siger han. Han er glad for, at Mogens Rukov for et par dage siden har skrevet et stort indlæg i Politiken om, at alle Leths banebrydende film burde udsendes på dvd.

Klokken er halv ni nu, og der er stadig ingen sms fra Søren Jessen. Måske har han fået kolde fødder, fordi jeg er journalist, og Suste er fotograf. En mand kommer over til vores bord og fortæller, at han engang har været konsul for Haiti i Danmark, lige som Jørgen har været dansk konsul i Haiti. Bagefter kommer forfatteren Jens Christian Grøndahl og hans kone, Anne Vad. Der er ingen ledige borde, så de sætter sig hos os. Han er vild med Jørgens seneste digtsamling, siger han.

»Du indrammer det med din fremmedhed. Det er stramt og løst på samme tid. For hvis det er strammet for meget ind, begynder det jo at sprække,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger Jørgen.

»Det er også en meget morsom bog. Meget sarkastisk, men ikke negativ. Snarere en naiv sarkasme. Sådan plejer du ikke at skrive,« siger Grøndahl.

»Det er rigtigt. Det er en god digtbog. Det er det altså. Det synes jeg,« siger Jørgen.

»Der er en meget forladt stemning i de digte, du skriver ude på Haitis kyst,« siger Grøndahl.

»En meget forladt stemning! Graham Greene ville være gået i forrådnelse der,« siger Jørgen.

»Hvad gør vi med cocktailpartyet?« spørger Suste.

»Går derhen alligevel,« svarer jeg.

»Tør vi det?« spørger hun.

Vi går lidt frem og tilbage foran den hvide port ind til sommerhuset, hvor festen er i gang på gårdspladsen. Så tager jeg mig sammen, åbner porten, går ind, tager min jakke af og smider den henkastet i et hjørne og skynder mig op til baren. Vi har gatecrashet cocktailpartyet. Fem minutter efter er Jørgen omgivet af gæster, der vil snakke cykelløb. Frederik og Mary er der ikke. Endnu. Søren Jessen kommer hen til mig.

»I er inviteret som privatpersoner, det er en aftale, ikke?« siger han.

Selvfølgelig.



Fjerde etape

FLOYD Landis gør come-back. Døgnet efter at være sendt til fuld tælling tordner han af sted i et imponerende soloridt på den 200,5 kilometer lange strækning fra Saint Jean de Maurienne til Morzine og kommer i mål 5 minutter og 42 sekunder før nummer to. Jørgens søster, Berit, ringer.

»Hun ringer for at sige sin mening og høre min mening, men hun har allerede sin mening klar. Det har hun sgu. Hun er meget ked af, at spanierne ikke vinder over hele linien. Det er hendes favoritter. Det er det altså. Hun elsker Spanien. Hun bliver trist i stemmen, når det ikke går godt for en spanier. Så driller jeg hende. Eller trøster hende. Jeg er en god broder. Det er jeg altså,« siger han, da han har lagt på.

Så ringer Ole Ritter.

»De savner mig som kommentator,« siger Jørgen i telefonen. Og fortsætter:

»Det er en glæde for mig. Jeg får det at vide af folk hele tiden faktisk. Du ved også, at jeg har lavet en virkelig flot koncert på Roskilde Festivalen, hvor jeg læste digte op? Og mit publikum er de unge mennesker, især de unge kvinder. At blive hyldet på det plan, det kan jeg ikke lade være med at glæde mig over og blive varm over, det kan jeg altså ikke.«

»Ole Ritter er begejstret for touren. Han er meget begejstret for touren i år. Det er også det bedste løb i mands minde. Det har en episk kvalitet, som er helt fantastisk,« siger Jørgen efter samtalen.

»De får smidt Landis, som er storfavorit, helt tilbage, næsten ti minutter tilbage, i går. Han er færdig. Og man sidder næsten og fryder sig over det, for han er en meget kedelig rytter. Det var skide godt. Han blev stegt. Han var færdig. Og ude. Hvorpå han i dag optræder som trold af en æske. Han er fuldstændig vred og rasende. Han kører på sit raseri og smadrer løbet. Og de andre lader ham gøre det. De har inviteret monsteret ind igen, og nu æder han dem. Levende. Det er en helt vanvittig turn around i dag. De har lukket monsteret ind igen. Det er det, der er historien.«

Vi har alle tre tømmermænd efter i går. Suste taler:

»Da jeg var 17, ville jeg kun have mænd over 60. Man vil da have nogen, som ved noget, og som kan lære en om livet. Jeg havde en affære med min musiklærer i gymnasiet. Den der snak om, at man skal være lige i kærlighedsforhold, er da helt forfejlet,« siger hun, da vi spiser til aften.



Femte etape

LØRDAG er skiftedag på Jeckels og de andre gamle hoteller, som er blevet til dyre timeshare-lejligheder. Fredag er den sidste rigtige aften i uge 29 i Gl. Skagen. På Ruths er der alt optaget både på terrassen og indenfor i brasseriet. Gudskelov har de stadig noget champagne tilbage. Jeg sætter mig i hotellets lobby og snakker med manden, som engang var Haitis konsul i Danmark. Nu bor han i London.

»Jeg har altid kørt Daimler, bortset fra dengang vi kørte Rolls-Royce,« siger han. Daimler er luksusudgaven af en Jaguar. Vi taler om biler. Han kan ikke lide den nye, moderne Bentley, der lige er kommet på markedet. Den er uden den sædvanlige britiske stil, synes både han og hans kone.

Så læner den tidligere konsul sig pludselig frem over sofabordet og sænker stemmen en smule:

»Kan du forklare mig, hvorfor Jørgen Leth skrev sådan en bog, der var så provokerende? Hvorfor gjorde han det?«

»Det var vel fordi, han ville leve op til en kunstnerisk ambition om at fortælle hele sandheden, så godt det nu lader sig gøre, når man skriver sine erindringer. Altså ikke at udelade noget. Heller ikke det pinlige eller det, der er kontroversielt,« svarer jeg ham.

»Han havde jo succes, og det gik ham godt. Hvorfor ville han risikere det ved at skrive en bog? Jeg forstår det ikke,« siger han.

»Vel fordi det var endnu vigtigere for ham at være tro mod sit værk og mod kunsten.«

»Jamen, det gik ham jo allerede godt. Hvorfor ville han så risikere noget? Kan du forklare mig det?«

Jeg tænker et øjeblik. Så går det op for mig, at det kan jeg ikke.



Sidste etape

Lørdag aften giver Jens Chr. Grøndahl og Anne Vad middag hjemme hos dem. Han har lige lagt fliser på terrassen. Hældningen er blevet rigtig, og maden og vinen er god. Vi snakker om, hvordan man kunne hjælpe Jørgen med at skaffe penge, så hans film kan blive bevaret for eftertiden.

Bagefter går jeg alene på Hyttefadet. Og da jeg kommer hjem, læser jeg Jørgen Leth:

»Tragedie og vanskæbne har deres plads i cykelsportens mytologi. Som fortæller synes jeg ikke, at sporten nødvendigvis skal være venlig og humanistisk og ufarlig. Det smukke ved de store klassikere i foråret, især Paris-Roubaix, er deres horroragtige vanskeligheder. Deres danteske karakter af helvede på jord. Det er de betingelser, der fremkalder heroiske bedrifter. Forståelsen af den menneskelige vilje og af lidelsens dimension får ny næring netop derved.«

Om søndagen er han deprimeret over udsigten til at skulle hjem dagen efter. Han ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i.

»Jeg er sønderslidt af vankelmodighed,« siger han om morgenen på Klitgården. Jeg tager ham med ud på en køretur.

På Ruths Hotel ovre i Gl. Skagen har de et bageri, så landliggerne kan bestille friskbagt morgenbrød. Klokken 11.30 ligger der stadig to bagerposer med navn på. Isi Foighel og hans kone, Edith Moltke-Leth, skal have to skagensstykker, to croissanter og Berlingske Tidende. Bruun-Rasmussens skal have tre håndværkere, to spanske og Berlingske.

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

NR. 30, 28. juli - 3. august 2006

»TAG dog med til Skagen,« sagde jeg til Jørgen Leth, da vi spiste en frokost sammen for et par uger siden. Vi har holdt kontakten, siden jeg i december redigerede en debatbog om sagen: Hans kontroversielle erindringsbog, forholdet til unge, sorte kvinder på Haiti, den nødtvungne afskedigelse som konsul og fyringen af ham som kommentator ved Tour de France. Nu var han tilbage i København. Deprimeret, sagde han. Træt af at sidde rundt omkring på københavnske cafeer og læse aviser.

»Du kan køre sammen med mig. Jeg skal derover og lave et interview. Så bor vi på refugiet Klitgården, hvis der er plads. Min veninde Suste Bonnén er også derovre. Hun fotograferer,« sagde jeg.

»Okay,« sagde han.

»Fint. Det gør vi. Så bliver jeg også den eneste i verden, der i år kommer til at opleve Tour de France kommenteret af Jørgen Leth.«

»Ja, det er sgu godt,« sagde han.



Første etape

VI er punkteret. Vi opda-ger det, da vi forlader bilen ombord på færgen fra Odden til Ebeltoft. Klokken er halv fire mandag, og mekanikerne har fået fyraften, før vi når til Ebeltoft.

»Du ringer til dem. Så er chancen størst. Måske er der en mekaniker, som er vild med Tour de France,« siger jeg.

Jørgen Leth ringer til Super Dæk Service Ebeltoft på Martin Hansensvej 36 og husker at gøre sin stemme meget Jørgen Lethsk. Det er i orden. Vi kan prøve at komme forbi. Dæktrykket er 1,5, da vi når frem. Det skulle være mindst 2,5.

Leth overtager rattet, da vi kører derfra. I Jaguaren på motorvejen mod Aalborg taler vi om hans liv i Haiti.

»Beleq er min butler. Det kan man godt kalde ham. Han er god til at lave mine drinks på den måde, jeg kan lide dem. Og han er min fortrolige. Nu skal han snart giftes. Han har skrevet rundt til de af mine venner, som han har mødt i mit hus, og spurgt om de ikke har lyst til at give en bryllupsgave. Det er sgu godt,« siger han.

Han har også en kok, en rengøringsdame og en gartner.

»Folk tror, at jeg er rig, men jeg har jo ingen penge. Det koster mig højst 4.000 kroner om måneden at have mine ansatte, selv om jeg betaler dem det dobbelte i løn end normalt på Haiti. Og huset har jeg lejet,« siger han.

»Og jeg har lånt alle pengene til at købe bilen,« siger jeg.

Hans søster, Berit, ringer. Hun fortæller om, hvordan dagens etape går. Imens læser jeg en tekst, som Jørgen Leth har givet mig. Han har lige skrevet den, og den har ikke været trykt nogen steder:

»Det er unægtelig en mærkelig fornemmelse for mig at være i Danmark den dag, Tour de France starter. Det har jeg ikke prøvet i mange år. Det ville have været mit 25. Tour de France i år, og i det kollegiale miljø, hvor trofasthed værdsættes, ville det ikke være gået ubemærket hen. Det var et stort øjeblik for fire år siden som 20-års jubilar at få overrakt ‘la Medaille de Fidélité‘ af løbets chef Jean-Marie Leblanc i en 3-stjernet restaurant i Rouen. En by, som altid har betydet en del for mig på grund af en af mine store inspirationer, Carl Th. Dreyers stumfilmsmesterværk Jeanne d’Arc’s lidelse og død. Det var jo på torvet i Rouen, hun blev brændt på bålet,« har han skrevet.

»Jeanne d’Arc er en af de historier, jeg fortæller, når jeg kommenterer cykelløbet. Jeg så det som en opgave at gøre kulissen levende og sætte historiske og geografiske rammer for de sportslige præstationer.

Tour de France er en stor, tætvævet fortælling. Den har sine helte og sine skurke. Den har sit repertoire af gammeldags dyder og synder: mod, loyalitet, svigefuldhed, snyd, fantasi, selvopofrelse, opportunisme, opfindsomhed, ydmyghed, lysten til at udfordre sin skæbne. Mit job var at formidle dette pragtfulde stof. Se det, der sker, og analysere, fortolke det. Forklare hvorfor det udvikler sig på den og den muligvis overraskende måde.«

»Vi er nede med tanken. Hold kæft mand, det havde jeg sgu ikke set,« udbryder Jørgen Leth pludselig. Den næste rasteplads er Senhøj, men der er ingen benzintank. Kun et wc og en stander med information.

»Hold den på omkring 100 kilometer i timen, så bruger den mindst benzin. Der er mindst 20 kilometer til næste tank,« siger jeg.

»Ja, det er sgu godt,« siger Jørgen Leth.

»Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie. Cykelrytterne kører på cykel. De kører fra et sted til et andet. De kører op, og de kører ned. Den, der kommer først, har vundet. Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det. Ud af disse enkle hændelser træder personer, som ser direkte ud af billederne i et forsøg på at lave noget uventet. Vi er klar til at se det og indramme det. Det bliver billeder i en ramme. Øjeblikke, som træder ud af sig selv for at blive noget af varig virkning. Vi gemmer disse øjeblikke. Vi gemmer dem for at tage dem frem og se på dem.«

Om aftenen tager Suste, Jørgen og jeg over og spiser på brasseriet på Ruths Hotel i Gammel Skagen. Det er her, alting spidser til: Landet, i bogstaveligste forstand, og klientellet. Det er uge 29. Hellerup-ugen, som de kalder det. Sommerhusene her er de dyreste i landet. Og mange af deres ejere – eller deres børn – er her kun denne ene uge. For fuldt udtræk.

Kirsten Lehfeldt og hendes mand, skuespilleren Stig Hoffmeyer, er her også. Hun og Jørgen falder hinanden om halsen, da de mødes.

»De inviterede mig over i morgen og se Tour de France,« siger han, da vi kører hjem til Klitgården. Det var engang Kong Christian den Tiendes sommerhus og ligger ovre på den østlige side i Skagen. Mod Kattegat. Nu kan kunstnere og forfattere bo og arbejde her til en overkommelig pris.



Anden etape

TIRSDAG eftermiddag klokken 16.30 holder der to Lamborghinis parkeret foran Ruths Hotel. Og to Jaguarer, en Maserati, en Aston Martin, en Rolls-Royce og en Bentley. Michael Pram Rasmussen, der er Mærsk McKinney-Møllers efterfølger som bestyrelsesformand i A. P. Møller, kører forbi. Jeg sidder på hotellets terrasse og taler med milliardæren Jørgen Philip-Sørensen, der ejer sådan cirka halvdelen af Gl. Skagen, inklusiv Ruths Hotel, da Søren Jessen kommer forbi. Han har lavet en formue som børsmægler i London, men har nu slået sig på en række eksklusive restauranter og natklubber i den britiske hovedstad.

»Kommer I ikke hen til et cocktailparty i morgen aften,« spørger han og kigger mest på Philip-Sørensen. Han kan desværre ikke på grund af en 60-års-fødselsdag.

»Men jeg vil gerne komme. Må jeg tage et par venner med?« skynder jeg mig at sige.

»Giv mig lige dit nummer, så sender jeg en sms om, hvornår det begynder. Vi ved det ikke helt endnu,« siger Søren Jessen.

»Vi bor på Klitgården,« siger jeg til en pige, jeg kommer til at tale med i hotellets bar om aftenen.

»Nåe, det der kunstnerkollektiv,« svarer hun.

Skibsreder Jess Søderberg fra A. P. Møller går forbi udenfor. Jørgen er stadig henne hos Lehfeldts. Om aftenen sidder Christian Scherfig i hotellets lobby med et par venner. Han er en af kulturminister Brian Mikkelsens yndlinge og er blevet både formand for teatrene i København og direktør i Dansk Design Center.

»Vi laver et lille hul i jorden i dag og et stort hul i morgen. Til cocktailpartyet,« hører jeg ham sige.

Bagefter går jeg på Hyttefadet, hvor alle sommergæster i Gl. Skagen mødes om natten. Flemming Lindeløv er der også. Han holder sig godt. I 1978 skrev han en licentiatafhandling med titlen Frostlagring af saltede kødprodukter, og det gjorde han så godt, at han senere blev administrerende direktør for slagterikoncernen Tulip. Og koncernchef i Carlsberg. Og, endnu senere, direktør for Royal Copenhagen. Og bestyrelsesformand for Lundbeck.

»Klitgården? Det er vist noget for intellektuelle og socialdemokrater. Er du så intellektuel eller socialdemokrat?« spørger en smuk pige i en Chanel-kjole.

»Vist ingen af delene,« svarer jeg.

»Vi tager det roligt i aften, men i morgen! Frederik og Mary kommer vist også,« hører jeg en fyr sige til to piger, som han følges med. Lidt efter kommer Christian Scherfig.

På vej hjem til Klitgården kører jeg først ned ad grusvejen, der ender i en lille vendeplads helt ude ved vandet. Jeg kigger over på det mest fantastisk beliggende hus af alle i Gl. Skagen. Højt med kviste og rødt tegl. Det er mørkt. I det hus bor mine tidligere svigerforældre.

Inden jeg sover, læser jeg i Jørgens tekst:

»Mange øjeblikke har brændt sig ind på min erindrings skærm. Jeg er en samler af øjeblikke. Når man taler Tour de France, er det vigtigt at have det historiske perspektiv med. Jeg så med mine egne øjne den legendariske Fausto Coppi to gange. Første gang, da jeg lige var blevet student i 1957, så jeg ham træne efter dernymotor på Vigorelli-velodromen i Milano, en cykelsportens katedral – og et pilgrimsmål for mig på min tommelfingerrejse. Helt alene kørte han, rundt og rundt på den elegant formede oval af tropisk træ. Anden gang var et trist gensyn, Coppi passerede i sin karrieres efterår næsten anonymt Roskildevej på vej til et uvigtigt løb på Sjælland. Begge gange var han alene. Og det er sådan, jeg altid ser Coppi for mig. Han var jo også alene, helt alene, når han drog ud på sine dristige togter i bjergene. Han kørte ikke fornuftigt eller mådeholdent. Han kørte bare sit eget løb. Et par niveauer over alle andre.

Han var en ener og en excentriker. Og en polariserende figur, fordømt af paven i det dengang dybt katolske Italien. Han var ateist, og med sit uægteskabelige forhold til sin læges kone var han en synder. Han fik oven i købet en søn, uden kirkens velsignelse, navngivet Faustino, med sin elskede ‘dama blanca‘. Han var en mand som valgte sit eget liv.«

Jeg tænker på det høje hus med kvistene. Den er tre om natten. Søren Jessen har ikke sendt en sms om cocktailpartyet endnu.



Tredje etape

JØRGENS søster, Berit, ringer. Vi sidder i Klitgårdens dagligstue og ser Tour de France. Det er dagen, hvor Floyd Landis pludselig mister pusten.

»Du kan se. Han er fuldstændig færdig. Man kan ikke forestille sig, at han kommer tilbage. Han var storfavorit. Alles storfavorit. Han er fuldstændig smadret. Jeg har sjældent set nogen se så smadret ud,« siger Jørgen.

»Og allerforrest har vi Michael Rasmussen. Kyllingen fra Tølløse. Han ligger forrest nu. Den danske grimpeur Michael Rasmussen. Han har det eksplosive tråd i bjergene, som gør, at han kan dynamitere feltet, og så har han en udviklet sans for at vælge terræn og tidspunkt. Han repræsenterer det element af uro og usikkerhed, som efter min mening er en uundværlig værdi.«

Suste kommer ind. Hun har fotograferet Lise og Poul Svanholm. Hun er kunsthistoriker, og han er pensioneret nu efter at have været bestyrelsesformand i Danske Bank, medlem af bestyrelsen for A. P. Møller og direktør for Carlsberg. De har sommerhus heroppe.

»Lise sagde, at vi burde have været med til et cocktailparty i aften. Hendes unge fætter er medarrangør. Der kommer vist fine gæster,« siger Suste.

»Jamen, vi skal med! Jeg skal bare lige have en sms fra en anden af dem, der holder partyet, om hvornår det er,« siger jeg.

Uden for kan jeg se kunstneren Leif Lage gå ned mod stranden. Han er meget gammel nu og stadig en fin, slank mand. Beskeden i sin udstråling. Han bruger sit værelse til at sidde og tegne og male. Lidt senere ser jeg ham sidde på en stor sten ved vandkanten. Han sidder helt stille. Hans hoved er bøjet.

Så tager vi ned på Ruths. Vi har alle tre fået lavet noget i dag. Jørgen har oversat nogle digte af Leonard Cohen for Gyldendal, og Suste har fotograferet fra morgen til aften. Vi er i godt humør.

»Jeg ville gerne være bare lidt rigere,« siger Jørgen. Det ville Suste og jeg også.

»Jeg ville gerne have mit samlede værk ud på dvd, så de er tilgængelige i fremtiden. Det er et helvede, når jeg bliver inviteret ud og holder master classes for filmfolk rundt i verden, at de første film simpelthen ikke længere er tilgængelige. Filminstituttet er enig i, at mine film fortjener det. Og de vil gerne gøre det, men de har jo ikke råd til det. Det vil koste mindst et par millioner, og de kan højst restaurere og udsende en eller to film om året. Det har jeg ikke tid til. Jeg vil jo gerne have filmene ud, mens jeg stadig lever,« siger han. Han er glad for, at Mogens Rukov for et par dage siden har skrevet et stort indlæg i Politiken om, at alle Leths banebrydende film burde udsendes på dvd.

Klokken er halv ni nu, og der er stadig ingen sms fra Søren Jessen. Måske har han fået kolde fødder, fordi jeg er journalist, og Suste er fotograf. En mand kommer over til vores bord og fortæller, at han engang har været konsul for Haiti i Danmark, lige som Jørgen har været dansk konsul i Haiti. Bagefter kommer forfatteren Jens Christian Grøndahl og hans kone, Anne Vad. Der er ingen ledige borde, så de sætter sig hos os. Han er vild med Jørgens seneste digtsamling, siger han.

»Du indrammer det med din fremmedhed. Det er stramt og løst på samme tid. For hvis det er strammet for meget ind, begynder det jo at sprække,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger Jørgen.

»Det er også en meget morsom bog. Meget sarkastisk, men ikke negativ. Snarere en naiv sarkasme. Sådan plejer du ikke at skrive,« siger Grøndahl.

»Det er rigtigt. Det er en god digtbog. Det er det altså. Det synes jeg,« siger Jørgen.

»Der er en meget forladt stemning i de digte, du skriver ude på Haitis kyst,« siger Grøndahl.

»En meget forladt stemning! Graham Greene ville være gået i forrådnelse der,« siger Jørgen.

»Hvad gør vi med cocktailpartyet?« spørger Suste.

»Går derhen alligevel,« svarer jeg.

»Tør vi det?« spørger hun.

Vi går lidt frem og tilbage foran den hvide port ind til sommerhuset, hvor festen er i gang på gårdspladsen. Så tager jeg mig sammen, åbner porten, går ind, tager min jakke af og smider den henkastet i et hjørne og skynder mig op til baren. Vi har gatecrashet cocktailpartyet. Fem minutter efter er Jørgen omgivet af gæster, der vil snakke cykelløb. Frederik og Mary er der ikke. Endnu. Søren Jessen kommer hen til mig.

»I er inviteret som privatpersoner, det er en aftale, ikke?« siger han.

Selvfølgelig.



Fjerde etape

FLOYD Landis gør come-back. Døgnet efter at være sendt til fuld tælling tordner han af sted i et imponerende soloridt på den 200,5 kilometer lange strækning fra Saint Jean de Maurienne til Morzine og kommer i mål 5 minutter og 42 sekunder før nummer to. Jørgens søster, Berit, ringer.

»Hun ringer for at sige sin mening og høre min mening, men hun har allerede sin mening klar. Det har hun sgu. Hun er meget ked af, at spanierne ikke vinder over hele linien. Det er hendes favoritter. Det er det altså. Hun elsker Spanien. Hun bliver trist i stemmen, når det ikke går godt for en spanier. Så driller jeg hende. Eller trøster hende. Jeg er en god broder. Det er jeg altså,« siger han, da han har lagt på.

Så ringer Ole Ritter.

»De savner mig som kommentator,« siger Jørgen i telefonen. Og fortsætter:

»Det er en glæde for mig. Jeg får det at vide af folk hele tiden faktisk. Du ved også, at jeg har lavet en virkelig flot koncert på Roskilde Festivalen, hvor jeg læste digte op? Og mit publikum er de unge mennesker, især de unge kvinder. At blive hyldet på det plan, det kan jeg ikke lade være med at glæde mig over og blive varm over, det kan jeg altså ikke.«

»Ole Ritter er begejstret for touren. Han er meget begejstret for touren i år. Det er også det bedste løb i mands minde. Det har en episk kvalitet, som er helt fantastisk,« siger Jørgen efter samtalen.

»De får smidt Landis, som er storfavorit, helt tilbage, næsten ti minutter tilbage, i går. Han er færdig. Og man sidder næsten og fryder sig over det, for han er en meget kedelig rytter. Det var skide godt. Han blev stegt. Han var færdig. Og ude. Hvorpå han i dag optræder som trold af en æske. Han er fuldstændig vred og rasende. Han kører på sit raseri og smadrer løbet. Og de andre lader ham gøre det. De har inviteret monsteret ind igen, og nu æder han dem. Levende. Det er en helt vanvittig turn around i dag. De har lukket monsteret ind igen. Det er det, der er historien.«

Vi har alle tre tømmermænd efter i går. Suste taler:

»Da jeg var 17, ville jeg kun have mænd over 60. Man vil da have nogen, som ved noget, og som kan lære en om livet. Jeg havde en affære med min musiklærer i gymnasiet. Den der snak om, at man skal være lige i kærlighedsforhold, er da helt forfejlet,« siger hun, da vi spiser til aften.



Femte etape

LØRDAG er skiftedag på Jeckels og de andre gamle hoteller, som er blevet til dyre timeshare-lejligheder. Fredag er den sidste rigtige aften i uge 29 i Gl. Skagen. På Ruths er der alt optaget både på terrassen og indenfor i brasseriet. Gudskelov har de stadig noget champagne tilbage. Jeg sætter mig i hotellets lobby og snakker med manden, som engang var Haitis konsul i Danmark. Nu bor han i London.

»Jeg har altid kørt Daimler, bortset fra dengang vi kørte Rolls-Royce,« siger han. Daimler er luksusudgaven af en Jaguar. Vi taler om biler. Han kan ikke lide den nye, moderne Bentley, der lige er kommet på markedet. Den er uden den sædvanlige britiske stil, synes både han og hans kone.

Så læner den tidligere konsul sig pludselig frem over sofabordet og sænker stemmen en smule:

»Kan du forklare mig, hvorfor Jørgen Leth skrev sådan en bog, der var så provokerende? Hvorfor gjorde han det?«

»Det var vel fordi, han ville leve op til en kunstnerisk ambition om at fortælle hele sandheden, så godt det nu lader sig gøre, når man skriver sine erindringer. Altså ikke at udelade noget. Heller ikke det pinlige eller det, der er kontroversielt,« svarer jeg ham.

»Han havde jo succes, og det gik ham godt. Hvorfor ville han risikere det ved at skrive en bog? Jeg forstår det ikke,« siger han.

»Vel fordi det var endnu vigtigere for ham at være tro mod sit værk og mod kunsten.«

»Jamen, det gik ham jo allerede godt. Hvorfor ville han så risikere noget? Kan du forklare mig det?«

Jeg tænker et øjeblik. Så går det op for mig, at det kan jeg ikke.



Sidste etape

Lørdag aften giver Jens Chr. Grøndahl og Anne Vad middag hjemme hos dem. Han har lige lagt fliser på terrassen. Hældningen er blevet rigtig, og maden og vinen er god. Vi snakker om, hvordan man kunne hjælpe Jørgen med at skaffe penge, så hans film kan blive bevaret for eftertiden.

Bagefter går jeg alene på Hyttefadet. Og da jeg kommer hjem, læser jeg Jørgen Leth:

»Tragedie og vanskæbne har deres plads i cykelsportens mytologi. Som fortæller synes jeg ikke, at sporten nødvendigvis skal være venlig og humanistisk og ufarlig. Det smukke ved de store klassikere i foråret, især Paris-Roubaix, er deres horroragtige vanskeligheder. Deres danteske karakter af helvede på jord. Det er de betingelser, der fremkalder heroiske bedrifter. Forståelsen af den menneskelige vilje og af lidelsens dimension får ny næring netop derved.«

Om søndagen er han deprimeret over udsigten til at skulle hjem dagen efter. Han ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i.

»Jeg er sønderslidt af vankelmodighed,« siger han om morgenen på Klitgården. Jeg tager ham med ud på en køretur.

På Ruths Hotel ovre i Gl. Skagen har de et bageri, så landliggerne kan bestille friskbagt morgenbrød. Klokken 11.30 ligger der stadig to bagerposer med navn på. Isi Foighel og hans kone, Edith Moltke-Leth, skal have to skagensstykker, to croissanter og Berlingske Tidende. Bruun-Rasmussens skal have tre håndværkere, to spanske og Berlingske.

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

NR. 30, 28. juli - 3. august 2006

»TAG dog med til Skagen,« sagde jeg til Jørgen Leth, da vi spiste en frokost sammen for et par uger siden. Vi har holdt kontakten, siden jeg i december redigerede en debatbog om sagen: Hans kontroversielle erindringsbog, forholdet til unge, sorte kvinder på Haiti, den nødtvungne afskedigelse som konsul og fyringen af ham som kommentator ved Tour de France. Nu var han tilbage i København. Deprimeret, sagde han. Træt af at sidde rundt omkring på københavnske cafeer og læse aviser.

»Du kan køre sammen med mig. Jeg skal derover og lave et interview. Så bor vi på refugiet Klitgården, hvis der er plads. Min veninde Suste Bonnén er også derovre. Hun fotograferer,« sagde jeg.

»Okay,« sagde han.

»Fint. Det gør vi. Så bliver jeg også den eneste i verden, der i år kommer til at opleve Tour de France kommenteret af Jørgen Leth.«

»Ja, det er sgu godt,« sagde han.



Første etape

VI er punkteret. Vi opda-ger det, da vi forlader bilen ombord på færgen fra Odden til Ebeltoft. Klokken er halv fire mandag, og mekanikerne har fået fyraften, før vi når til Ebeltoft.

»Du ringer til dem. Så er chancen størst. Måske er der en mekaniker, som er vild med Tour de France,« siger jeg.

Jørgen Leth ringer til Super Dæk Service Ebeltoft på Martin Hansensvej 36 og husker at gøre sin stemme meget Jørgen Lethsk. Det er i orden. Vi kan prøve at komme forbi. Dæktrykket er 1,5, da vi når frem. Det skulle være mindst 2,5.

Leth overtager rattet, da vi kører derfra. I Jaguaren på motorvejen mod Aalborg taler vi om hans liv i Haiti.

»Beleq er min butler. Det kan man godt kalde ham. Han er god til at lave mine drinks på den måde, jeg kan lide dem. Og han er min fortrolige. Nu skal han snart giftes. Han har skrevet rundt til de af mine venner, som han har mødt i mit hus, og spurgt om de ikke har lyst til at give en bryllupsgave. Det er sgu godt,« siger han.

Han har også en kok, en rengøringsdame og en gartner.

»Folk tror, at jeg er rig, men jeg har jo ingen penge. Det koster mig højst 4.000 kroner om måneden at have mine ansatte, selv om jeg betaler dem det dobbelte i løn end normalt på Haiti. Og huset har jeg lejet,« siger han.

»Og jeg har lånt alle pengene til at købe bilen,« siger jeg.

Hans søster, Berit, ringer. Hun fortæller om, hvordan dagens etape går. Imens læser jeg en tekst, som Jørgen Leth har givet mig. Han har lige skrevet den, og den har ikke været trykt nogen steder:

»Det er unægtelig en mærkelig fornemmelse for mig at være i Danmark den dag, Tour de France starter. Det har jeg ikke prøvet i mange år. Det ville have været mit 25. Tour de France i år, og i det kollegiale miljø, hvor trofasthed værdsættes, ville det ikke være gået ubemærket hen. Det var et stort øjeblik for fire år siden som 20-års jubilar at få overrakt ‘la Medaille de Fidélité‘ af løbets chef Jean-Marie Leblanc i en 3-stjernet restaurant i Rouen. En by, som altid har betydet en del for mig på grund af en af mine store inspirationer, Carl Th. Dreyers stumfilmsmesterværk Jeanne d’Arc’s lidelse og død. Det var jo på torvet i Rouen, hun blev brændt på bålet,« har han skrevet.

»Jeanne d’Arc er en af de historier, jeg fortæller, når jeg kommenterer cykelløbet. Jeg så det som en opgave at gøre kulissen levende og sætte historiske og geografiske rammer for de sportslige præstationer.

Tour de France er en stor, tætvævet fortælling. Den har sine helte og sine skurke. Den har sit repertoire af gammeldags dyder og synder: mod, loyalitet, svigefuldhed, snyd, fantasi, selvopofrelse, opportunisme, opfindsomhed, ydmyghed, lysten til at udfordre sin skæbne. Mit job var at formidle dette pragtfulde stof. Se det, der sker, og analysere, fortolke det. Forklare hvorfor det udvikler sig på den og den muligvis overraskende måde.«

»Vi er nede med tanken. Hold kæft mand, det havde jeg sgu ikke set,« udbryder Jørgen Leth pludselig. Den næste rasteplads er Senhøj, men der er ingen benzintank. Kun et wc og en stander med information.

»Hold den på omkring 100 kilometer i timen, så bruger den mindst benzin. Der er mindst 20 kilometer til næste tank,« siger jeg.

»Ja, det er sgu godt,« siger Jørgen Leth.

»Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie. Cykelrytterne kører på cykel. De kører fra et sted til et andet. De kører op, og de kører ned. Den, der kommer først, har vundet. Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det. Ud af disse enkle hændelser træder personer, som ser direkte ud af billederne i et forsøg på at lave noget uventet. Vi er klar til at se det og indramme det. Det bliver billeder i en ramme. Øjeblikke, som træder ud af sig selv for at blive noget af varig virkning. Vi gemmer disse øjeblikke. Vi gemmer dem for at tage dem frem og se på dem.«

Om aftenen tager Suste, Jørgen og jeg over og spiser på brasseriet på Ruths Hotel i Gammel Skagen. Det er her, alting spidser til: Landet, i bogstaveligste forstand, og klientellet. Det er uge 29. Hellerup-ugen, som de kalder det. Sommerhusene her er de dyreste i landet. Og mange af deres ejere – eller deres børn – er her kun denne ene uge. For fuldt udtræk.

Kirsten Lehfeldt og hendes mand, skuespilleren Stig Hoffmeyer, er her også. Hun og Jørgen falder hinanden om halsen, da de mødes.

»De inviterede mig over i morgen og se Tour de France,« siger han, da vi kører hjem til Klitgården. Det var engang Kong Christian den Tiendes sommerhus og ligger ovre på den østlige side i Skagen. Mod Kattegat. Nu kan kunstnere og forfattere bo og arbejde her til en overkommelig pris.



Anden etape

TIRSDAG eftermiddag klokken 16.30 holder der to Lamborghinis parkeret foran Ruths Hotel. Og to Jaguarer, en Maserati, en Aston Martin, en Rolls-Royce og en Bentley. Michael Pram Rasmussen, der er Mærsk McKinney-Møllers efterfølger som bestyrelsesformand i A. P. Møller, kører forbi. Jeg sidder på hotellets terrasse og taler med milliardæren Jørgen Philip-Sørensen, der ejer sådan cirka halvdelen af Gl. Skagen, inklusiv Ruths Hotel, da Søren Jessen kommer forbi. Han har lavet en formue som børsmægler i London, men har nu slået sig på en række eksklusive restauranter og natklubber i den britiske hovedstad.

»Kommer I ikke hen til et cocktailparty i morgen aften,« spørger han og kigger mest på Philip-Sørensen. Han kan desværre ikke på grund af en 60-års-fødselsdag.

»Men jeg vil gerne komme. Må jeg tage et par venner med?« skynder jeg mig at sige.

»Giv mig lige dit nummer, så sender jeg en sms om, hvornår det begynder. Vi ved det ikke helt endnu,« siger Søren Jessen.

»Vi bor på Klitgården,« siger jeg til en pige, jeg kommer til at tale med i hotellets bar om aftenen.

»Nåe, det der kunstnerkollektiv,« svarer hun.

Skibsreder Jess Søderberg fra A. P. Møller går forbi udenfor. Jørgen er stadig henne hos Lehfeldts. Om aftenen sidder Christian Scherfig i hotellets lobby med et par venner. Han er en af kulturminister Brian Mikkelsens yndlinge og er blevet både formand for teatrene i København og direktør i Dansk Design Center.

»Vi laver et lille hul i jorden i dag og et stort hul i morgen. Til cocktailpartyet,« hører jeg ham sige.

Bagefter går jeg på Hyttefadet, hvor alle sommergæster i Gl. Skagen mødes om natten. Flemming Lindeløv er der også. Han holder sig godt. I 1978 skrev han en licentiatafhandling med titlen Frostlagring af saltede kødprodukter, og det gjorde han så godt, at han senere blev administrerende direktør for slagterikoncernen Tulip. Og koncernchef i Carlsberg. Og, endnu senere, direktør for Royal Copenhagen. Og bestyrelsesformand for Lundbeck.

»Klitgården? Det er vist noget for intellektuelle og socialdemokrater. Er du så intellektuel eller socialdemokrat?« spørger en smuk pige i en Chanel-kjole.

»Vist ingen af delene,« svarer jeg.

»Vi tager det roligt i aften, men i morgen! Frederik og Mary kommer vist også,« hører jeg en fyr sige til to piger, som han følges med. Lidt efter kommer Christian Scherfig.

På vej hjem til Klitgården kører jeg først ned ad grusvejen, der ender i en lille vendeplads helt ude ved vandet. Jeg kigger over på det mest fantastisk beliggende hus af alle i Gl. Skagen. Højt med kviste og rødt tegl. Det er mørkt. I det hus bor mine tidligere svigerforældre.

Inden jeg sover, læser jeg i Jørgens tekst:

»Mange øjeblikke har brændt sig ind på min erindrings skærm. Jeg er en samler af øjeblikke. Når man taler Tour de France, er det vigtigt at have det historiske perspektiv med. Jeg så med mine egne øjne den legendariske Fausto Coppi to gange. Første gang, da jeg lige var blevet student i 1957, så jeg ham træne efter dernymotor på Vigorelli-velodromen i Milano, en cykelsportens katedral – og et pilgrimsmål for mig på min tommelfingerrejse. Helt alene kørte han, rundt og rundt på den elegant formede oval af tropisk træ. Anden gang var et trist gensyn, Coppi passerede i sin karrieres efterår næsten anonymt Roskildevej på vej til et uvigtigt løb på Sjælland. Begge gange var han alene. Og det er sådan, jeg altid ser Coppi for mig. Han var jo også alene, helt alene, når han drog ud på sine dristige togter i bjergene. Han kørte ikke fornuftigt eller mådeholdent. Han kørte bare sit eget løb. Et par niveauer over alle andre.

Han var en ener og en excentriker. Og en polariserende figur, fordømt af paven i det dengang dybt katolske Italien. Han var ateist, og med sit uægteskabelige forhold til sin læges kone var han en synder. Han fik oven i købet en søn, uden kirkens velsignelse, navngivet Faustino, med sin elskede ‘dama blanca‘. Han var en mand som valgte sit eget liv.«

Jeg tænker på det høje hus med kvistene. Den er tre om natten. Søren Jessen har ikke sendt en sms om cocktailpartyet endnu.



Tredje etape

JØRGENS søster, Berit, ringer. Vi sidder i Klitgårdens dagligstue og ser Tour de France. Det er dagen, hvor Floyd Landis pludselig mister pusten.

»Du kan se. Han er fuldstændig færdig. Man kan ikke forestille sig, at han kommer tilbage. Han var storfavorit. Alles storfavorit. Han er fuldstændig smadret. Jeg har sjældent set nogen se så smadret ud,« siger Jørgen.

»Og allerforrest har vi Michael Rasmussen. Kyllingen fra Tølløse. Han ligger forrest nu. Den danske grimpeur Michael Rasmussen. Han har det eksplosive tråd i bjergene, som gør, at han kan dynamitere feltet, og så har han en udviklet sans for at vælge terræn og tidspunkt. Han repræsenterer det element af uro og usikkerhed, som efter min mening er en uundværlig værdi.«

Suste kommer ind. Hun har fotograferet Lise og Poul Svanholm. Hun er kunsthistoriker, og han er pensioneret nu efter at have været bestyrelsesformand i Danske Bank, medlem af bestyrelsen for A. P. Møller og direktør for Carlsberg. De har sommerhus heroppe.

»Lise sagde, at vi burde have været med til et cocktailparty i aften. Hendes unge fætter er medarrangør. Der kommer vist fine gæster,« siger Suste.

»Jamen, vi skal med! Jeg skal bare lige have en sms fra en anden af dem, der holder partyet, om hvornår det er,« siger jeg.

Uden for kan jeg se kunstneren Leif Lage gå ned mod stranden. Han er meget gammel nu og stadig en fin, slank mand. Beskeden i sin udstråling. Han bruger sit værelse til at sidde og tegne og male. Lidt senere ser jeg ham sidde på en stor sten ved vandkanten. Han sidder helt stille. Hans hoved er bøjet.

Så tager vi ned på Ruths. Vi har alle tre fået lavet noget i dag. Jørgen har oversat nogle digte af Leonard Cohen for Gyldendal, og Suste har fotograferet fra morgen til aften. Vi er i godt humør.

»Jeg ville gerne være bare lidt rigere,« siger Jørgen. Det ville Suste og jeg også.

»Jeg ville gerne have mit samlede værk ud på dvd, så de er tilgængelige i fremtiden. Det er et helvede, når jeg bliver inviteret ud og holder master classes for filmfolk rundt i verden, at de første film simpelthen ikke længere er tilgængelige. Filminstituttet er enig i, at mine film fortjener det. Og de vil gerne gøre det, men de har jo ikke råd til det. Det vil koste mindst et par millioner, og de kan højst restaurere og udsende en eller to film om året. Det har jeg ikke tid til. Jeg vil jo gerne have filmene ud, mens jeg stadig lever,« siger han. Han er glad for, at Mogens Rukov for et par dage siden har skrevet et stort indlæg i Politiken om, at alle Leths banebrydende film burde udsendes på dvd.

Klokken er halv ni nu, og der er stadig ingen sms fra Søren Jessen. Måske har han fået kolde fødder, fordi jeg er journalist, og Suste er fotograf. En mand kommer over til vores bord og fortæller, at han engang har været konsul for Haiti i Danmark, lige som Jørgen har været dansk konsul i Haiti. Bagefter kommer forfatteren Jens Christian Grøndahl og hans kone, Anne Vad. Der er ingen ledige borde, så de sætter sig hos os. Han er vild med Jørgens seneste digtsamling, siger han.

»Du indrammer det med din fremmedhed. Det er stramt og løst på samme tid. For hvis det er strammet for meget ind, begynder det jo at sprække,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger Jørgen.

»Det er også en meget morsom bog. Meget sarkastisk, men ikke negativ. Snarere en naiv sarkasme. Sådan plejer du ikke at skrive,« siger Grøndahl.

»Det er rigtigt. Det er en god digtbog. Det er det altså. Det synes jeg,« siger Jørgen.

»Der er en meget forladt stemning i de digte, du skriver ude på Haitis kyst,« siger Grøndahl.

»En meget forladt stemning! Graham Greene ville være gået i forrådnelse der,« siger Jørgen.

»Hvad gør vi med cocktailpartyet?« spørger Suste.

»Går derhen alligevel,« svarer jeg.

»Tør vi det?« spørger hun.

Vi går lidt frem og tilbage foran den hvide port ind til sommerhuset, hvor festen er i gang på gårdspladsen. Så tager jeg mig sammen, åbner porten, går ind, tager min jakke af og smider den henkastet i et hjørne og skynder mig op til baren. Vi har gatecrashet cocktailpartyet. Fem minutter efter er Jørgen omgivet af gæster, der vil snakke cykelløb. Frederik og Mary er der ikke. Endnu. Søren Jessen kommer hen til mig.

»I er inviteret som privatpersoner, det er en aftale, ikke?« siger han.

Selvfølgelig.



Fjerde etape

FLOYD Landis gør come-back. Døgnet efter at være sendt til fuld tælling tordner han af sted i et imponerende soloridt på den 200,5 kilometer lange strækning fra Saint Jean de Maurienne til Morzine og kommer i mål 5 minutter og 42 sekunder før nummer to. Jørgens søster, Berit, ringer.

»Hun ringer for at sige sin mening og høre min mening, men hun har allerede sin mening klar. Det har hun sgu. Hun er meget ked af, at spanierne ikke vinder over hele linien. Det er hendes favoritter. Det er det altså. Hun elsker Spanien. Hun bliver trist i stemmen, når det ikke går godt for en spanier. Så driller jeg hende. Eller trøster hende. Jeg er en god broder. Det er jeg altså,« siger han, da han har lagt på.

Så ringer Ole Ritter.

»De savner mig som kommentator,« siger Jørgen i telefonen. Og fortsætter:

»Det er en glæde for mig. Jeg får det at vide af folk hele tiden faktisk. Du ved også, at jeg har lavet en virkelig flot koncert på Roskilde Festivalen, hvor jeg læste digte op? Og mit publikum er de unge mennesker, især de unge kvinder. At blive hyldet på det plan, det kan jeg ikke lade være med at glæde mig over og blive varm over, det kan jeg altså ikke.«

»Ole Ritter er begejstret for touren. Han er meget begejstret for touren i år. Det er også det bedste løb i mands minde. Det har en episk kvalitet, som er helt fantastisk,« siger Jørgen efter samtalen.

»De får smidt Landis, som er storfavorit, helt tilbage, næsten ti minutter tilbage, i går. Han er færdig. Og man sidder næsten og fryder sig over det, for han er en meget kedelig rytter. Det var skide godt. Han blev stegt. Han var færdig. Og ude. Hvorpå han i dag optræder som trold af en æske. Han er fuldstændig vred og rasende. Han kører på sit raseri og smadrer løbet. Og de andre lader ham gøre det. De har inviteret monsteret ind igen, og nu æder han dem. Levende. Det er en helt vanvittig turn around i dag. De har lukket monsteret ind igen. Det er det, der er historien.«

Vi har alle tre tømmermænd efter i går. Suste taler:

»Da jeg var 17, ville jeg kun have mænd over 60. Man vil da have nogen, som ved noget, og som kan lære en om livet. Jeg havde en affære med min musiklærer i gymnasiet. Den der snak om, at man skal være lige i kærlighedsforhold, er da helt forfejlet,« siger hun, da vi spiser til aften.



Femte etape

LØRDAG er skiftedag på Jeckels og de andre gamle hoteller, som er blevet til dyre timeshare-lejligheder. Fredag er den sidste rigtige aften i uge 29 i Gl. Skagen. På Ruths er der alt optaget både på terrassen og indenfor i brasseriet. Gudskelov har de stadig noget champagne tilbage. Jeg sætter mig i hotellets lobby og snakker med manden, som engang var Haitis konsul i Danmark. Nu bor han i London.

»Jeg har altid kørt Daimler, bortset fra dengang vi kørte Rolls-Royce,« siger han. Daimler er luksusudgaven af en Jaguar. Vi taler om biler. Han kan ikke lide den nye, moderne Bentley, der lige er kommet på markedet. Den er uden den sædvanlige britiske stil, synes både han og hans kone.

Så læner den tidligere konsul sig pludselig frem over sofabordet og sænker stemmen en smule:

»Kan du forklare mig, hvorfor Jørgen Leth skrev sådan en bog, der var så provokerende? Hvorfor gjorde han det?«

»Det var vel fordi, han ville leve op til en kunstnerisk ambition om at fortælle hele sandheden, så godt det nu lader sig gøre, når man skriver sine erindringer. Altså ikke at udelade noget. Heller ikke det pinlige eller det, der er kontroversielt,« svarer jeg ham.

»Han havde jo succes, og det gik ham godt. Hvorfor ville han risikere det ved at skrive en bog? Jeg forstår det ikke,« siger han.

»Vel fordi det var endnu vigtigere for ham at være tro mod sit værk og mod kunsten.«

»Jamen, det gik ham jo allerede godt. Hvorfor ville han så risikere noget? Kan du forklare mig det?«

Jeg tænker et øjeblik. Så går det op for mig, at det kan jeg ikke.



Sidste etape

Lørdag aften giver Jens Chr. Grøndahl og Anne Vad middag hjemme hos dem. Han har lige lagt fliser på terrassen. Hældningen er blevet rigtig, og maden og vinen er god. Vi snakker om, hvordan man kunne hjælpe Jørgen med at skaffe penge, så hans film kan blive bevaret for eftertiden.

Bagefter går jeg alene på Hyttefadet. Og da jeg kommer hjem, læser jeg Jørgen Leth:

»Tragedie og vanskæbne har deres plads i cykelsportens mytologi. Som fortæller synes jeg ikke, at sporten nødvendigvis skal være venlig og humanistisk og ufarlig. Det smukke ved de store klassikere i foråret, især Paris-Roubaix, er deres horroragtige vanskeligheder. Deres danteske karakter af helvede på jord. Det er de betingelser, der fremkalder heroiske bedrifter. Forståelsen af den menneskelige vilje og af lidelsens dimension får ny næring netop derved.«

Om søndagen er han deprimeret over udsigten til at skulle hjem dagen efter. Han ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i.

»Jeg er sønderslidt af vankelmodighed,« siger han om morgenen på Klitgården. Jeg tager ham med ud på en køretur.

På Ruths Hotel ovre i Gl. Skagen har de et bageri, så landliggerne kan bestille friskbagt morgenbrød. Klokken 11.30 ligger der stadig to bagerposer med navn på. Isi Foighel og hans kone, Edith Moltke-Leth, skal have to skagensstykker, to croissanter og Berlingske Tidende. Bruun-Rasmussens skal have tre håndværkere, to spanske og Berlingske.