PPJ: Efterårsdage med Lalou

Grand vin. »Herovre er vi enige om, at C er den største, og at A er den mest sexede,« siger Peter Ulvskov. »Ja, på et rent sexbarometer slår A voldsomst ud,« tilføjer psykiateren.

Efterårsdage med Lalou

Af Poul Pilgaard Johnsen

Weekendavisen nr. 48, 2. - 8. december 2005

÷HAR svært ved at finde vej. Huset skulle ligge på en af stikvejene ned til søerne ved Bagsværd. Prøver først den ene vej så den anden, men jeg er på vildspor, og det er allerede over tid. I vejkanten ligger bladene smattede som en sidste glød af sommer.

Først ved tredje forsøg, finder jeg vejen. Dårlig start på den første af to smagninger inden for blot én måned af de største vine, der laves på Jorden.

De andre deltagere i smagningen denne oktoberdag hos den diskrete storudgiver af kulørte blade og velforsynede vinsamler Peter Theander har for længst tømt glassene med champagne Salon 1985, da jeg når frem. Heldigvis har Theander en flaske til i beredskab. Og så er jeg alligevel ikke den sidste. Mens vi står og tripper med udsigt til en privatejet sø uden for vinduerne, hviskes der: Hvor bliver han af? Har han glemt det? Kan der være sket noget?

Han er Karsten Riis Laursen, en god bekendt af værten og den første Danmarksmester i vinkendskab og vinsmagning, i 1979. Humanist af uddannelse, forfatter til en række vinbøger og konsulent på Den Store Danske Encyklopædi, når det gælder vin. Og en dygtig skakspiller for resten. Til sidst går Peter Theander ud og ringer.

»Han sov. Han havde sgu glemt det. Lad os bare gå i gang,« siger han, da han vender tilbage. Vi skal i gang med en smagning af samtlige de vine, der laves på Domaine Leroy. Alle appellationer, alle marker. Kvinden bag denne ejendom i Bourgogne hedder Lalou Bize-Leroy, og hun er efter manges mening - inklusive min egen - den ypperste vinmager i verden. Hendes navn omtales med en ærbødighed, der er en dronning værdig, og priserne på hendes vine er tilsvarende majestætiske. De begynder ved godt 500 kroner for de billigste og slutter ved 7.000 for de kostbareste. For de unge. Ældre og lagrede vine kan sagtens koste mere.

Den i dag 73-årige Lalou Bize-Leroy er synonym med tre af Bourgogneområdets fire bedste huse: ejendommene Domaine d’Auvenay og Domaine Leroy og vinkøbmandshuset Maison Leroy, som hun ejer en del af og står i spidsen for. Auvenay ejer hun 100 procent, de to andre ejer hun en del af.

Engang var hun også direktør for den fjerde af Bourgognes top-ejendomme Domaine de la Romanée-Conti (DRC), som hun har arvet en anpart i, men efter interne stridigheder med de andre ejere, blev hun sat fra bestillingen. Striden gik blandt andet ud på, at den egensindige Lalou Bize-Leroy selv var begyndt at opkøbe vinmarker for at lave vin uden at skulle tage hensyn til andre end sine egne ideer. Derved blev hun en potentiel konkurrent for DRC, der i århundreder har været betragtet som Bourgognes non plus ultra. I dag er det Lalou Bize-Leroy, der er second to none. I Le Classement, som er det vinøse svar på spiseguiden Michelin, fastslår forfatterne om vinen fra hendes private ejendom Domaine d’Auvenay:

»For os er disse vine referencerne, ud fra hvilke vi vurderer alle andre. Det er den eneste grund til, at vi hvert år systematisk smager vinene på ejendommen. Hvis andre producenter nåede op på samme niveau (nogle tror vildt komisk, at de er det), ville vi gøre det samme med dem.«

Reportager i medierne fra besøg hos Lalou Bize-Leroy ender ofte i sammenbrud. Reporternes sammenbrud. I det meget seriøse norske vintidsskrift Vinforum når reportagen sit højdepunkt, da skribenten brister i gråd efter at have smagt en Puligny-Montrachet En la Richarde fra d’Auvenay. Selv mistede jeg også besindelsen, da jeg i 1999 for første gang kom hende og hendes vine nær.

At drikke vinene fra Domaine Leroy og Lalou Bize-Leroys andre ejendomme er en oplevelse af så megen rigdom, sjældenhed og storhed, at ord sjældent yder dem retfærdighed. Selv i mere beskedne flasker formår hun at få en til at huske på forskellen på »rigtig godt« og »stort«.

Hendes vine kan befordre oplevelser af nærmest magisk karakter - og er vel dybest set grunden til, at jeg selv blev vinskribent med den agt at ville forlade de sædvanlige prosaiske beskrivelser af vin med tillægsord og i stedet forsøge at berette om oplevelsen. Det mentale indtryk. Det, der foregik med mig, med os, omkring os og mellem os, når vi drak dem.

VI skal være 11 rundt om bordet i spisestuen: værten Peter Theander, genforsker og californisk vin-ekspert Peter Ulvskov, psykiater og vinanmelder på Politiken Henrik Steen Andersen, folkene fra restaurant Ensemble: Lasse Kruse, Nikolaj Egebøl og Morten Schou, vintalentet Mads Højlund, Leroys danske importør Jørgen Krüff, sommelier Nils Monberg og så ham, der stadig mangler.

Stuen vender ud mod haven. De modne æbler er faldet ned og ligger spredt på græsset.

Der står tre glas ved hver kuvert. Vi skal igennem syv sæt med tre vine per gang. To vine som vi ved, hvad er, og én blind. 21 vine i alt, alle fra årgangene 1994 og 1995. En passende optakt til smagningen en måned senere på Angleterre, hvor der står vine fra Lalou Bize-Leroy i 25 årgange på programmet.

Stjernen i første sæt er nr. C - den blinde vin - som viser sig at være en 1994 Puligny-Montrachet En La Richarde. Den føles som sne, der forsvinder i munden.

»Vi oplever den som let, men det skyldes, at den er fuldstændig perfekt balanceret. I virkeligheden har den en voldsom tyngde, og jeg har flere gange oplevet, at den endda kan gøre sig efter en Montrachet,« siger Jørgen Krüff. Le Montrachet er den mest monumentale af alle hvide vine.

Så kommer Karsten Riis Laursen hastende ind.

»Hej Karsten, hold kæft, hvor ser du frisk ud. Har du lige været i bad?« spørger Peter Theander.

»Siden Marianne Jelved blev leder af De Radikale, er der ikke sket noget mere pinligt,« mumler Karsten Riis Laursen, mens han sætter sig ned. Andet sæt er tre vine fra 1995: A er Narbantons, B er Volnay Santenots, og C viser sig at være Pommards Vignots. Politikens vinanmelder Henrik Steen Andersen noterer sig straks med begejstring, at Narbantons har en meget ungdommelig farve.

»Du lider jo også af lolitakomplekset. Det gør man i din branche. Anmelderne vil altid have vinene unge,« siger Karsten Riis Laursen til psykiateren.

»Nu spørger jeg eksperterne: Er den her nummer B klar til at drikke eller er det for tidligt?« siger værten.

»Jeg er jo meget overrasket over, at den er så tanninrig,« siger Krüff.

»Det er fuldkommen korrekt, hvad der bliver sagt,« siger Laursen.

»Jeg kan ikke forstå, at I ikke er vilde med Narbantons,« siger psykiateren.

»Det må være, fordi du er vild med snerpede kvinder,« siger Mads Højlund.

»B har en syre som Marianne Jelved,« siger Laursen. Under tredje sæt holder han en tale med hib til både denne og hin.

»Mads! Sig efter mig: taler vi pris i forhold til kvalitet, skal det være Chateauneuf,« formaner han det unge vintalent, der vist i bund og grund synes, at alt andet end Bourgogne er spild af tid. Fjerde sæt er godt. Men der er vild uenighed bordet rundt om, hvad den blinde C er for en vin.

»Det synger og danser. Det er jo erotisk!« siger Karsten Riis Laursen.

»Herovre er vi enige om, at C er den største, og at A er den mest sexede,« siger Peter Ulvskov.

»Ja, på et rent sexbarometer slår A voldsomst ud,« tilføjer psykiateren.

DER diskuteres videre. Stemningen er god. Jeg ser ud på søen, der nu næsten er forsvundet i mørke.

»Jeg accepterer næsten alle perversioner, men nu har min sidekammerat Nils Monberg lige fortalt mig, at han har stemt radikalt. Hvis du da så bare havde været pædofil,« udbryder Laursen. Og lidt efter:

»Mads! Du er jo vokset op efter Ritt Bjerregaard og har garanteret gået på blå stue: ’Hvad synes du selv’?«

»Jeg må sige, at de alle er rystende lækre,« indskyder Politikens mand.

»12. oktober 1970 var den sidste dag, jeg læste Politiken,« lyder det fra Karsten Riis Laursen, men hvad der var årsagen til den vinkyndige skakspillers nu 35 år lange boykot af avisen, drukner i larmen.

I femte sæt viser C sig at være en rigig joker. Det er nemlig slet ikke en vin fra Leroy, men fra konkurrenten DRC: 1994 La Tache.

»Man ville forvente en noget større og mere generøs vin,« siger Jørgen Krüff.

»Du taler som vinhandler nu. Du promoverer bare din egen vin,« siger Nils Monberg, der har genvundet fatningen efter at være blevet outet som radikal.

»Jeg siger, at det er en atypisk La Tache,« svarer Krüff.

»Du mener, at den skulle have mere bredde af en La Tache at være?«

»Ja.«

»Okay, det er jeg faktisk enig med dig i. Derfor sagde jeg også først, at det måtte være en Richebourg.«

Smagningen fortsætter. Til sidst kommer et ekstra og ottende sæt på bordet. Vi rejser 30 år tilbage i tiden.

»Mærk hvor vibrerende den er,« siger Krüff, da vi får Grand Echezeaux fra 1964.

»Den har alt,« siger Monberg.

»Den er det, vi har længtes efter. Det komplette,« siger jeg. Alligevel bryder jeg op før midnat og tager hjem. De andre bliver og drikker Krug Rosé. En af de helt store champagner. I taxien hjem tænker jeg på, at kulden kommer. Og på den næste smagning. Og på hvor fantastisk det føltes dengang, jeg opdagede flaskens ånd og vinens særlige evner. Men det er længe siden nu.

EMPIRESALEN på Angleterre fire uger senere. Jørgen Krüff byder velkommen.

»Smagningen i dag er en jubilæumssmagning, for netop i år er det 50 år siden, Lalou Bize-Leroy blev ansvarlig for vinene hos Leroy, og det er jo en god anledning til at stifte bekendtskab med et skønsomt udvalg af hendes vine gennem et halv århundrede,« siger han.

Maison Leroy er et negociantfirma, altså et vinkøbmandshus, som i snart 140 år har opkøbt færdig men meget ung vin fra forskellige vinbønder. Med tiden er det dog blevet sværere at finde de ekstraordinære vine, som Leroy efterspørger, fordi mange vinbønder er begyndt at sælge deres vin under eget navn til meget høje priser i stedet for at sælge til opkøberne. Det er netop grunden til, at Domaine Leroy blev etableret i 1987. For at sikre egne druer og dermed vin af højeste kvalitet. De i alt tre millioner flasker hos Maison Leroy gemmes i to enorme kældre i op til flere årtier, før den frigives. Nemlig når Lalou Bize-Leroy mener, at den er klar til at blive drukket. Selv har hun fortalt:

»Jeg kunne lide vin allerede som tre-årig. Når vi havde gæster til frokost, plejede jeg at stå op fra min middagssøvn, og når tidspunktet kom, hvor de gik fra spisestuen til dagligstuen, sneg jeg mig ind og søbede det allersidste, der var i glassene. Jeg kan huske lugten og den specielle atmosfære, der var i spisestuen efter et af disse måltider, som altid var en fejring af vin.«

Efter studentereksamen gik hun på Sorbonne-universitetet og tog en akademisk grad i tysk.

»På det tidspunkt ønskede jeg at vie mit liv til bjergbestigning. Jeg ville bo i bjergene og give mit liv til dem, klatre, udforske dem og lære andre om dem. Det ville have tilfredsstillet mig. Min far foreslog i stedet, at jeg skulle med i familiefirmaet. Jeg tænkte over det og besluttede mig så for, at vin også ville kunne nære min passion. Så i april 1955, da jeg var 23, gik jeg ind i firmaet. Og gav mig selv til det.«

Lalou Bize-Leroy gav sig selv til vinen. Vin som det store budskab. Som vidnesbyrd. Hver eneste af hendes vine bærer vidnesbyrd om deres oprindelsessted og egenart. Det er sådan, man oplever dem. At disse vine, der kommer fra marker, som ligger klos op ad hinanden - indimellem med få meters mellemrum - er vidt forskellige. De er alle umådelig rige, intense, rene og koncentrerede, men samtidig er hver eneste umiskendeligt speciel på sin egen særlige måde. Det er sådan, hun opfatter dem. Ikke hendes vine, men vin som det er faldet i hendes lod at forløse potentialet i. Vin, som noget større og mere end hun selv. Som en gave, der på én gang er vokset nede fra og kommet oven ned.

Der er tunge gardiner, guldstaffage på væggene og dæmpede lyde. Krüff, Mads Højlund og jeg selv er gengangere fra smagningen i Bagsværd. De øvrige er journalisterne Ole Troelsø fra Børsen, Berlingske Tidendes Søren Frank og Jørgen Aldrich fra Fyens Stiftstidende, vinskribentforeningen Laugsmagistrenes formand Jacqueline Jensen, Angleterres banketchef Kim Karlsen, restaurant Nomas sommelier Pontus Elofsson, vintjeneren Henrik Jørgensen, en ung privat vinentusiast Njal Poulsen, billedkunstneren Vibe Bredahl og så er der en, der mangler: Danmarks eneste rigtige vinbroker Kristoffer Meier Axel, der internationalt og i stor stil køber og sælger ædle, gamle vine fra sit kontor under Langebro. Han har skaffet flere af flaskerne, vi skal drikke i dag. Rundt om bordet hviskes der: Hvor bliver han af? Har han glemt det? Kan der være sket noget?

»Vi har haft telefonisk kontakt med Kristoffer, og han er kommet på benene. Den har vist været temmelig høj i aftes og i nat, forstod jeg på ham. Men lad os bare gå i gang,« siger Jørgen Krüff.

Det er midt om eftermiddagen, og vi er nået til vin nummer seks og syv, 1995 Puligny-Montrachet 1. Cru Les Chalumeaux og 1995 Morgeot fra nabodistriktet Chassagne-Montrachet.

Så kommer Kristoffer Meier Axel hastende ind.

»Godmorgen,« siger Jørgen Krüff. Og fortsætter:

»Chassagne er mindre end Puligny, men samlet giver de et godt billede af de to distrikter: Chassagne er noget marv, noget hvidt, noget kraft, Puligny er citrus og kompleksitet.«

»Nu er Chassagne blevet virkelig dyrisk. Som dyr i brunst,« siger jeg nogle minutter senere.

»Det er et abebur,« siger Kristoffer Meier Axel. Nummer otte og ni er 2001 Auxey-Duresses fra Maison Leroy og 2000 Auxey-Duresses fra Domaine d’Auvenay.

»Det er sjældent at opleve, hvordan finhed kan opveje volumen,« siger Krüff.

»Der er noget melankolsk over Auxey-Duresses. Det er syreflygtigheden,« siger Mads Højlund.

»Jeg synes nu, at den Auxey, vi fik før, var mere i Dur end i mol,« siger Krüff. 2000 Meursault »Les Narvaux« fra Domaine d’Auvenay skænkes rundt.

»Den er dejlig!« siger Vibe Bredahl.

»Den er dejlig!« udbryder Mads Højlund i samme sekund. Krüff holder tale:

»Så går vi til 2002. Årgangen er generelt meget god og charmerende. International presse har gerne villet gøre det til en stor årgang. Personligt synes jeg, at det er en sund og homogen og drikkelig årgang men ikke direkte stor. Men den har muligvis en balance, som gør at, den med tiden kan vise sig at være stor.«

»Ved du, om hun chaptaliserer?,« spørger Jørgen Aldrich fra Fyens Stiftstidende. Chaptalisering er tilsætning af sukker til druemosten for at hæve alkoholprocenten og dermed slutresultatet.

»Hun er nok den sidste i Bourgogne, der ville chaptalisere. Der er ikke brug for det,« svarer Krüff og forklarer, hvordan Lalou Bize-Leroy siden 1989 har været det lykkeligste eksempel i verden på en økologisk og biodynamisk vinproducent, selv om hun ikke skilter med det på etiketten.

»Hvis andre sprøjter, fyger det jo ind over hendes marker. Især hvis der sprøjtes med helikopter,« indvender Fyens Stiftstidende.

»Så må man jo se på resultatet og smage vinen. Vinene fra Leroy er definerede, drikkelige og færdige langt tidligere end vin fra andre ejendomme, hvor der på så tidligt et tidspunkt stadig er tale om noget nær råmateriale. Men samtidig er Leroys vine skabt til mindst et lige så langt liv. Det er faktisk et pudsigt fænomen. Hvordan hun når frem til den ro i vinen, ved jeg ikke,« lyder svaret fra Krüff. Han fortsætter, da vi lidt senere smager den samme mark i henholdsvis årgang 2001 og 2002:

»2001 er en finere vin, men den har det svært i forhold til den meget større frugtsødme i 2002.«

»Der er jo ikke noget i vejen med, at vinen smager godt,« siger Fyens Stiftstidende.

»Når man er oppe i det her niveau, skal den smage mere end godt,« siger unge Højlund.

»Det er en gammel diskussion, om man bedst kan lide blondinen eller brunetten. Egentlig en lidt banal diskussion,« siger fynboen.

»Når lyset er slukket, er det ligegyldigt, om det er en brunette eller en blondine,« siger Jacqueline Jensen.

VI er nået til nummer 17. 2001 Clos Vougeot.

»Den er fuldstændig fantastisk,« siger Vibe Bredahl.

»Det er en sweet seventeen,« siger Krüff. En kvindelig tjener fra Angleterre kommer ind og skifter spytteskålene i sølv.

»Det er svært at bevare pessimismen,ikke?,« siger hun til Søren Frank, da hun når hen til hans bordende. Han smiler. Søren Frank og jeg skriver ofte om de samme vinsmagninger, men på meget forskellig vis. Han er analytisk, objektiv og jordbunden, jeg som regel mere eksalteret.

»Jeg har selv været til stede, da en del af de vine, Pilgaard beskriver, blev serveret, uden at føle trang til at græde, kaste op, danse til Kim Larsen i fire timer eller se edderkopper,« skrev han for et par år siden. Og så alligevel. Efter et besøg hos Leroy i april i år skrev Søren Frank den bedste artikel, jeg har læst fra hans pen. Om Lalou Bize-Leroys højre hånd, Frédéric Roemer, hed det:

»Frédéric stråler, og man kan forstå, at han må være en lykkelig mand, siden han omgås vine, der kan skænke ham så stor glæde hver eneste dag.« Og til sidst i artiklen:

»Da vi tumler ud i restaurantens forhave efter at have drukket op og fortæret de fire obligatoriske franske retter, må jeg erkende, at jeg føler mig betydelig løftet. Forårssolen står ned fra himlen, og luften er så frisk og livgivende, som den kun kan være på denne årstid. Jeg mærker efter i øjenkrogen - er der en lille tåre? Nej, det er vist bare vinden.«

Er der ikke også sket noget med Søren Frank ved mødet med Lalou?

Så smager vi en række 85’ere. Ved nummer 21 hopper vi yderligere 21 år tilbage i tiden, til 1964 Grand Echezeaux, som var den komplette vin ved smagningen for en måned siden. Det er den også nu. Til gengæld er den næste, 1969 Le Musigny en skuffelse. Flasken er defekt. Leroys Le Musigny 1969 er ellers en legendarisk vin. Faktisk den største røde vin, jeg nogensinde har drukket.

Krüff fortæller, at han for et par år siden forespurgte hos Leroy om prisen på netop denne vin. Der blev opgivet en pris i euro svarende til 55.000 kr. pr flaske. I næste korrespondance ville han lige sikre sig, at prisen ikke ved en fejl var blevet opgivet i euro og i virkeligheden var ment i francs. Lalou Bize-Leroys svar lød:

»Prisen på denne vin kan synes høj, men den er skatten i vore kældre.«

Dagens sidste vin, 1955 Le Chambertin - den første årgang, som Lalou Bize-Leroy i en alder af 23 var ansvarlig for - er en både stor og sært alvorlig vin. Ikke direkte dyster men alvorlig. Noget på spil. Nu og her midt imellem modenhed og død.