Philip Roth: Det doeende dyr

Interview. »Man burde lukke alle institutter for litteraturvidenskab, nedlægge bogsektionerne og anmelderne. Hvis nogen vover at sige noget om bøger, skulle de skydes eller fængsles på stedet.« Philip Roth giver et af sine sjældne interviews.

Det døende dyr

Af MARTIN KRASNIK

Weekendavisen nr. 46, 18. - 24. november 2005

NEW YORK - Lad os straks slå fast, at dette interview er et scoop. Philip Roth giver aldrig interview, og jeg finder hurtigt ud af hvorfor. Ikke at han er ubehagelig, nej, han gider bare ikke svare på de samme evindelige spørgsmål. I de få interview, jeg har fundet med ham, kommer han ikke med andet end korte, vrangvillige bemærkninger.

»Hvad vil du tale om?« spørger Roth, da han sætter sig i agenturets bageste lokale. Allerede dér kan jeg mærke, det bliver svært. I september interviewede New York Times Roth i anledning af, at han fik tildelt det nærmeste, en forfatter kan komme evigt liv: indlemmelse i The Library of America. Roth skal kanoniseres i bibliotekets sorte bøger - sammen med Melville, Steinbeck, Singer og den slags. Udover Roth har kun to andre opnået det i live - Eudora Welty og Saul Bellow. Roth siger ikke et kvæk til New York Times’ stadig mere desperate journalist, og han forbliver lige så udtryksløs som på det ledsagende fotografi.

Min fotograf hedder Flash Rosenberg, og hun forsøger virkelig at hjælpe mig. Hun fortæller, at hun lige er kommet hjem fra Berlin, hvor de kaldte hende Blitz. Roth griner ikke. Han ser bare tomt på hende, mens hun hopper rundt for at fotografere ham. Hun tager et polaroidfoto af ham og putter det ind i én af de der souvenir-kugler, der begynder at sne, når man ryster dem. Roth vender den op og ned, så sneen daler.

»Det ser ud, som om jeg har ekstremt meget skæl,« siger han med en lav, langsom stemme. »En stakkels mand, der har brug for en kraftig skælshampo.«

»Jeg laver altid det nummer for at få folk til at smile,« siger Flash.

»Jeg smiler ikke.«

Lang, pinagtig pause.

»Hvorfor smiler du ikke?« spørger jeg.

»Der var engang en fotograf, Jo Kremnitz. ’Smil,’ sagde hun altid. ’Smil.’ Jeg kunne hverken holde hende eller hele fænomenet ud. Hvorfor smile ind i et kamera? Det giver jo ingen menneskelig mening. Så jeg skilte mig af med både hende og smilet.«

»Smiler du overhovedet nogensinde?«

»Ja, når jeg gemmer mig i et hjørne og ingen ser det.«

SÅ er stemningen ligesom lagt an. Som en anmelder skrev for nylig i USA: »Der er Roth. Og så er der alle de andre.« Vi sidder i det bageste lokale i Roths agentur i Midtown New York. Væggene er spækket med Salman Rushdies bøger i alle mulige oversættelser og udgaver. »Det er nok klogest at placere The Rushdie Room bagest,« siger Roth - uden at smile. Han er taget ind til byen fra sin bolig på landet i Connecticut for at give dette interview - og der foreligger et implicit ønske om, at det gerne må handle om The Plot Against America, som udkommer på dansk til januar. Bogen skabte voldsom omtale, da den kom i USA sidste efterår.

Plottet er kort sagt, at flyverkongen Charles Lindbergh vinder præsidentvalget i 1940 og indgår en alliance med Hitler. Det er en kontrafaktisk roman med en stor historie om krigens forløb uden amerikansk deltagelse, og en lille historie om hvordan Roths egen familie, der boede i Newark, oplevede dette Lindbergh-regime. Det er en anderledes Roth-bog.

»Jeg fik ideen, da jeg læste en selvbiografi af en amerikansk historiker. Han nævnede i en fodnote, at der på højrefløjen hos Republikanerne var forsøg på at opstille Lindbergh i 1940. Det vidste jeg ikke. Jeg kunne huske, at min familie støttede Roosevelt, og at alle omkring mig hadede Lindbergh. Hele kvarteret var jødisk, og alle var bekymrede over hans vildt kritiske holdning til jøderne.«

Jeg spørger Roth, om den amerikanske antisemitisme virkelig var stærk nok til at gøre den tanke realistisk. Roth ser på mig og sukker lidt:

»Det var et udbredt amerikansk fænomen i 1930rne. Det var institutionaliseret, og man holdt formelt jøder væk fra særlige stillinger og steder. Men jeg mærkede det ikke selv, fordi jeg boede i et helt jødisk område. Men jeg vidste, det fandtes, på samme måde som en sort dreng i ghettoen ved det.«

Opmuntret af Roths lange sætninger spørger jeg igen om bogen. Lindbergh blev jo netop ikke valgt. Han blev jo ikke engang opstillet.

»Det er jeg fuldkommen ligeglad med. Det er ikke vigtigt, om det er realistisk eller ej. Lad os glemme det spørgsmål helt.«

»Men måske tvinger du en helt usandsynlig politisk historie frem?«

»Al den snak interesserer mig ikke, det er teoretiske spørgsmål,« siger han. »Jeg spørger hvad nu hvis? Hvis Republikanerne havde været kloge nok til at opstille Lindbergh mod Roosevelt, så ville han være blevet valgt. Det er ikke urealistisk. Det er lige på kornet.«

Jeg fumler lidt med mine noter. Nok svarer Roth, men han virker lige så interesseret, som havde han talt til den lange række af finske Rushdie-oversættelser: Saatanalliset säkeet.

Jeg spørger ham, om The Plot Against America er en politisk bog, som mange anmeldere har hævdet. Den udkom lige efter præsidentvalget sidste år, og Charles Lindbergh, helten i flyverjakken, der rejser rundt og taler med almindelige amerikanere, minder jo en del om George W. »Naturligvis er det en politisk bog,« skrev en kommentator - »uanset hvad Roth siger.«

»Uanset hvad Roth siger,« vrænger Roth. »Det er nonsens.« Han trækker vokalerne ud, som om han er ved at løbe tør for batterier: »Nonsens. Barnligt nonsens. Bogen er ikke en allegori. Uanset hvad Roth siger! Jeg er vel autoriteten her, ikke alle disse latterlige kritikere. Det er ikke engang værd at diskutere. Jeg begyndte på bogen, før Bush overhovedet stillede op til præsident. Hvad er jeg? Er jeg profet? Er jeg?« Han forventer vist, at jeg svarer på spørgsmålet.

»Øh, nej.«

»Nej.«

ROTH er en helt ekstremt smuk mand. Han er høj og slank. Han har en meget stor, men nærmest yndefuld næse. Han ser nærmest gejstlig ud, eller også er det hans ro, der får ham til at ligne en katolsk pater. Han iagttager mig oppefra og ned, under sine store hvælvede øjenlåg, og minder mig voldsomt om min farfar, der hed Herman, ligesom Roths far. Det fortæller jeg ham.

»Ser man det,« svarer Roth.

The Plot Against America handler om verden, USA - og om jøder. Der optræder jøder overalt i hans bøger, men denne bog synes at være Roths store jødiske historie. Men den pointe bryder han sig heller ikke om.

»Jødiske? Det er min mest amerikanske bog. Det er Amerika, den handler om. Det handler om Amerika. Det er en amerikansk dystopi. Ville du måske nogensinde sige til Ralph Ellison, at Den Usynlige Mand er hans mest negroide bog?« Han ser på mig. »Ville du?«

»Måske ikke...«

»Den slags betragtninger er avisklicheer. Jødisk litteratur. Sort litteratur. Alle, der åbner en bog, går jo ind i historien uden at bemærke disse etiketter.«

»Men du opfattes som amerikansk-jødisk forfatter. Betyder det noget for dig?«

»Det er ikke et spørgsmål, der interesserer mig. Jeg ved præcis, hvad det betyder at være jøde, og det er egentlig uinteressant. Jeg er amerikaner. Det er ikke noget, man kan tale om uden at vade lige ud i forfærdelige klicheer, som ikke siger noget om mennesket. Amerika er først og fremmest... det er mit sprog. Og identitets-etiketter har intet at gøre med, hvordan man faktisk erfarer livet.«

Tonen i hans stemme har nu helt undergravet min selvtillid, og jeg taler nu lige så lavt som han. Hviskende siger jeg, at han jo selv skriver om identitet i sine bøger. I Operation Shylock handler det om, hvem der er jøde. I The Plot Against America om, hvem der er amerikaner.

»Men jeg vil ikke tale om, at jeg skriver jødisk-amerikask fiktion. Jeg køber ikke sludder om sort litteratur eller feministisk litteratur. Det er etiketter, der skal styrke en eller anden politisk dagsorden.« Igen et udtryksløst iagttagende blik, der betyder, at jeg kun med den yderste kraftanstrengelse kan stille mit næste spørgsmål om Roth - og Roth.

Philip Roth optræder i mange af hans bøger - som dreng eller som en voksen forfatter. Og så er der hans alter ego, forfatteren Nathan Zuckerman. »Hvor slutter og den rigtige Philip Roth, og hvor begynder din litteratur?«

Den rigtige Philip Roth ser på mig, overbærende, som er jeg en elev, der endnu ikke fatter et simpelt regnestykke. »Jeg forstår simpelthen ikke det spørgsmål, du stiller der,« siger han. »Jeg hverken læser eller opfatter bøger på den måde. Jeg er interesseret i objektet, tingen, historien, den æstetiske rusketur, der kommer af at være inde i denne... ting. Er det mig, der er Roth eller Zuckerman? Det hele er mig. Intet er mig.«

»Men jeg spørger ikke, om Philip Roth er Philip Roth, men om hvorfor du bruger dette store spejlkabinet?«

»Det er ikke noget spejlkabinet.« Han lægger lige meget tryk på hvert ord og stirrer på mig. »Litteratur er sprog. Er det ikke klart, at jeg skriver en bog på en falsk historisk præmis? I The Plot Against America var mit mål for eksempel at opfinde én ting og gøre alt andet fuldkommen virkeligt, netop for at få læseren til at acceptere opfindelsen. Det gav derfor mening at sige, at det hele skete for min egen familie i netop den periode. Litteratur er overbevisningskunst. Pointen i al litteratur er at sige: ’Forestil jer, at dette sker eller kunne være sket.’ Det er ikke et spejlkabinet. Hvad nu hvis er jo fiktionens præmis. Læs bogen. Spørg ikke om den.«

»Men ikke alle forfattere bruger personer, der har deres egne navne.«

»Nogle hedder Céline, og deres karakter hedder Céline, nogle hedder Colette, og deres karakter hedder Colette, nogle hedder Jean Genet, og deres karakter hedder Jean Genet. Det er performance. Det er ikke et spejlkabinet, det er skuespil. Du bruger akademiske mærkater. Det er bullshit. Hold dig væk fra de klicheer.«

SÅ vågner han. Jeg har taget Det døende dyr og Den menneskelige plet med - to bøger, hvor han kredser om forholdet mellem en ældre mand og en ung kvinde. Hvorfor interesserer det ham? »Fordi det eksisterer,« siger han. Det får mig til at fortælle historien om Jørgen Leth, der raser derhjemme i disse dage. Den historie vil han vide alt om. Alle detaljer. Bagefter siger han:

»Denne forfatter bad selv om det. Skrev han virkelig, at han tager sin koks datter? Ja, det er jo interessant. Der er gået politik i den. Hvis han nu havde haft en affære med en 25-årig studerende ved universitetet i Port-au-Prince, ville det ikke have været et problem. Da Thomas Jefferson tog til Frankrig for at være ambassadør under præsident Washington, fik han slaver sendt over fra Virginia. En af dem var en 14-årig pige, du kender sikkert historien... De havde en affære gennem tre år, og da Jefferson skulle tilbage til USA, sagde hun, at hun ville blive i Frankrig, hvor hun var fri. Han sagde: ’Så dør jeg - du må tage med mig.’«

»Han elskede hende?«

»Han elskede at kneppe hende. Hun tog med på den betingelse, at hendes familie kun var slaver af navn. ’Hvad som helst,’ sagde han. Ha! Fortæl dét til danskerne.«

I Det døende dyr siger hovedpersonen, den 70-årige David Kepesh, der også optræder i Brystet og Professor i lyst, at »sex er hævn over døden«. Jeg finder det i bogen. Hvad betyder det?

»Åh nej, nu igen. Ved du hvad, jeg ved ingenting. Forstår du? Jeg ved ingenting. Jeg ved ikke en skid. Jeg lærer af de personer, jeg opfinder. Jeg ville være blevet politiker eller journalist, hvis jeg vidste noget selv. Det er ikke mig, der taler - det ville være den værste litteratur, der fandtes, hvis det var mig. Hvad ville Kepesh sige? Hvad ville kokkens datter sige? Spørg ikke mig! Jeg er ligegyldig.«

»Men hævn over døden?«

»Jeg aner ikke engang, hvad det betyder,« siger han.

»Det er ekstremt svært at interviewe dig.«

»Jeg blev jo ikke sat på Jorden for at gøre livet nemmere for dig! Ha-ha!« Han griner uden at smile. »Lad være med at stille mig spørgsmål, du selv kan svare på. Vent her.« Han går og kommer først tilbage seks minutter senere med et amerikansk eksemplar af The Human Stain. »Har du en ph.d.? Ikke? Så værsgo - her er én. Læs denne scene her.« Han slår op på side 225, hvor gamle Coleman Silk er sammen med sin unge elsker Faunia. »Dans for mig,« siger Coleman, og Faunia danser, det er ekstremt intenst, og til sidst siger hun: »Hvad betyder overhovedet noget?« »Dette,« svarer han. »Nu er du ved at lære det,« siger hun.

Jeg ser op på Roth, der igen er på vej ud af lokalet. »Så kan vi droppe nogle af spørgsmålene. Du er sikkert en fin journalist, men...« Han er væk i ti minutters tid, og kommer så tilbage.

»Det er en ældre mand og en yngre kvinde. De har det, som de har det, lige dér. Så snart du stiller abstrakte spørgsmål om det, kommer det til at handle om sociale og etiske principper. Den eneste måde, jeg kan svare på den slags spørgsmål, er at give dig noget at læse. Romaner og litteratur går imod generaliseringer. Så snart man generaliserer, taber man alle de små stykker, hver eneste læser samler i et mønster for sig selv. Det er et mønster, som jeg håber, kun håber, vil skabe liv på siderne.«

»Vi burde måske slet ikke tale om litteratur?«

»Ha-ha,« siger han. »Now you’re talking! Det ville være skønt med et 100 års moratorium på al snak om litteratur, at man lukkede alle institutter for litteraturvidenskab, nedlagde bogsektionerne, anmelderne. Læserne skulle være alene med bøgerne, og hvis nogen vovede at sige noget om dem, ville de blive skudt eller fængslet på stedet. Ja, skudt. 100 års moratorium på ulidelig, litterær snak. Man skulle lade folk kæmpe alene med bøgerne og genopdage, hvad de er og ikke er. Alt andet end denne snak. Eventyrsnak. Så snart man generaliserer, er man i et helt andet univers end litteraturens, og der er ingen bro mellem dem.«

ROTH har også hentet en lille sort planche - forsiden til hans nye bog. Den er helt sort med en smal rød linje som ramme om titlen: Everyman. »Hvad synes du om den? Den skal godkendes i dag,« siger han.

»Den ser ud, som om den handler om døden,« siger jeg.

»Ja, du får noget for pengene, hvis du vil have død. Everyman er navnet på en række engelske teaterstykker i det 15. århundrede, allegoriske stykker, også kaldet moralteater. De blev spillet på kirkegårde, og temaet er altid frelse. Klassikeren hedder Everyman, den er fra 1485 og af en anonym forfatter. Det var lige mellem Chaucers død og Shakespeares fødsel. Moralen var altid ’arbejd meget og kom i himlen’, ’vær en god kristen eller kom i helvede’. Everyman er hovedpersonen, og han får besøg af Døden. Han tror, det er en slags budbringer, men Døden siger, ’jeg er Døden', og Everymans svar er den første store replik i engelsk drama: Oh, Death, thou comest when I had thee least in mind.’ Når jeg mindst tænker på dig. Min nye bog handler om døden og at dø. Nå, hvad synes du så?«

»Den er sort,« siger jeg. »Er forlæggeren ikke nervøs over, at mange så ikke vil købe den?«

»Jeg er ligeglad. Jeg vil bare have min vilje.«

»Den ligner en bibel.«

»Ha! Vidunderligt. Perfekt. Jeg synes, det ligner en gravsten.« Han venter på, hvad jeg så vil spørge om.

»Er du bange for at dø?«

Her tænker han sig længe om, før han svarer. Måske tænker han på noget andet. »Ja, jeg er bange. Det er forfærdeligt,« siger han så. »Hvad ellers skal jeg sige. Det er hjerteskærende. Det er utænkeligt. Det er utroligt. Umuligt.«

»Tænker du meget over det?«

»Jeg blev nødt til at tænke over det hele tiden, da jeg skrev denne bog. Jeg tilbragte to hele dage på en kirkegård for at se, hvordan de graver hullerne. Jeg havde i årevis besluttet mig for aldrig at tænke på døden. Jeg har set folk dø, selvfølgelig, mine forældre, men det var først, da en god ven af mig døde i april, at jeg oplevede det som helt nedbrydende. Det var en samtidig. Det står ikke i den aftale, jeg skrev under på, jeg så ikke den side i kontrakten. Som Henry James sagde på sit dødsleje: ’Ah, så her den så, den store ting’. Den kan komme til mig i dag eller i morgen - eller om ti år.«

JEG tænker på hans privatliv, hans eks-kone, skuespilleren Claire Bloom, der skrev Leaving a Doll’s House, som gennemgår et pinagtigt samliv med Roth. Bloom anklagede Roth for at bruge detaljer fra deres privatliv i hans bøger, og blandt andet kaldt personerne i utroskabsromanen Deception for Philip og Claire.

»Er du tilfreds med dit liv?«

»For otte år siden var jeg til en mindehøjtidelighed hos en forfatter,« siger han. »En fantastisk mand fuld af liv og humor, nysgerrighed. Han arbejdede for et magasin i New York. Han havde veninder, elskerinder. Og til denne her højtidelighed var der alle de her kvinder. I alle aldre. Og de brød alle sammen ud i gråd og forlod lokalet, fordi de ikke kunne bære det. Dét var den største hyldest...«

»Hvad gør kvinderne så til din begravelse?«

»Hvis de overhovedet kommer. Så vil de sikkert råbe ad kisten.« Han ser ud ad vinduet, hen over Midtowns højhuse. »Lidenskaben ændrer sig ikke med alderen, men du ændrer dig - du bliver ældre. Tørsten efter kvinder bliver mere påtrængende. Og sexens patos får en kraft, den aldrig har haft før. Den kvindelige krops patos trænger sig mere på. Den seksuelle lidenskab er altid dyb, men den bliver dybere og dybere.«

»Du sagde, du er bange for at dø. Du er 72 år. Hvad er du bange for?«

Han bruger det engelske ord oblivion - den tomme glemsel. »For ikke at være i livet, ikke have følelsen af det, lugten af det. Men forskellen på i dag og dødsangsten, da jeg var 12 år, er, at jeg nu har en resignation over virkeligheden. Det betyder, at det ikke længere føles som en stor uretfærdighed, at jeg skal dø.«

»Er du religiøs?« spørger jeg.

»Jeg er præcis det modsatte af religiøs. Jeg er anti-religiøs. Jeg finder de religiøse hæslige. Jeg hader de religiøse løgne. Det hele er en stor løgn. Er du selv religiøs?« spørger han.

»Nej.«

»Hvorfor ikke?«

»Jeg tror ikke, det er noget, man vælger selv. Jeg bryder mig ikke om den objektive tilgang til livet. Men jeg er sikker på, at livet ville være nemmere, hvis jeg var religiøs.«

»Nå,« siger han. »Det mener jeg ikke. Jeg har en så stor antipati dér. Det er ikke på grund af mine neuroser, men de ulykker, de religiøse bedriver. Jeg gider ikke engang tale om det, det er uinteressant at tale om de får, man kalder troende. Når jeg sidder og skriver, er jeg alene. Det er fyldt med frygt og ensomhed og angst - og jeg har aldrig haft brug for religionen til at redde mig.«

»Hvorfor bliver du så ved med at skrive, hvis det er så ensomt og angstfyldt?«

Han sukker højlydt. »Der er jo enkelte dage, der kompenserer for alt det andet. I mit liv har jeg sammenlagt haft et par måneder af disse højdepunkter, og det er nok til at udgøre den vidunderlige kerne i et liv som forfatter. Det er faktisk et meget godt spørgsmål (her jubler jeg lydløst), for selvfølgelig er det et valg at beskæftige sig med litteratur, ligesom alt andet er valg. Men man identificerer sig hurtigt med beskæftigelsen. Det er det første søm i ligkisten. Så kæmper man hen over årtierne og prøver at gøre det bedre, gøre det lidt anderledes, gøre det igen, bevise over for sig selv, at man kan gøre det.«

»Jamen, du ved vel, at du kan gøre det nu?«

»Jeg aner det ikke. Hvordan skulle jeg kunne vide det? Hvordan ved jeg, at jeg ikke løber tør i morgen? Det er en frygtelig tilværelse fuld af afsavn, hvor jeg konstant savner liv. Det opdagede jeg ikke de første 20 år, for der kæmpede jeg med dét, med litteraturen, jeg var i ringen med bogen, jeg kæmpede, det er livet, kampen er livet, men så opdagede jeg, at jeg bare står der i ringen alene.«

Han rejser sig op. »Det var interessen for livet og forsøget på at få livet ned på siderne, der fik mig til at blive forfatter - og så opdagede jeg, at jeg på mange måder står udenfor.«

__________________________________________________________________________________________________________________________

Kommentar. Hver dag er en kneppedag. Husk det nu.

Sexens patos

Af Ulrik Høy

NR. 47, 25. november - 1. december 2005

DET var et mindeværdigt interview, Martin Krasnik havde med Philip Roth i sidste uges BØGER. »Lidenskaben ændrer sig ikke med alderen, men du ændrer dig - du bliver ældre. Tørsten efter kvinder bliver mere påtrængende. Og sexens patos får en kraft, den aldrig har haft før. Den kvindelige krops patos trænger sig mere på. Den seksuelle lidenskab er altid dyb, men den bliver dybere og dybere,« sagde den 72-årige forfatter blandt andet, og det vender vel en og anden forestilling på hovedet.

Det er nu også et noget ensidigt udsagn. Hvis man knepper godt og grundigt hver dag med den samme kvinde eller for den sags skyld samme mand, så tørster man ikke efter kvinder. Eller mænd. Hvad man tørster efter og derfor inddrager er en perlerække af erotiske aktører, virkelige som opfundne, til stimulering af menageriet, og lyder det lummert, så er det hedt nok i praksis. For lige at gøre lidenskaben færdig: den er et konglomerat af følelser, behov, drifter og tilskyndelser, svært gennemskuelige, men en side af lidenskaben hedder liderlighed. Den skal opfyldes, for ellers tørster man efter kvinder på den måde, som Roth nævner, og det er patetisk i betydningen pinlig.

Hvis man derimod knepper sin kvinde hver dag, så tørster man ikke efter kvinder. Lyder det plat som sagt, så kan man jo glæde hverandre med varierede udsagn. Det står i FNs charter. Nej, det er Jyske Lov, der stipulerer knepning hen over højderyggen. Eller er det i spejderløftet og bademester Poulsens (Baden Powell, red.) reglement eller kanske et direktiv fra EU osv. osv., der implementerer daglig knepning som politisk korrekt vej til integration.

Det skal bare gøres, kækt, tilsat de fantasier, der nu kan udruges i en fræk tid med mange incitamenter. Til løjerne hører den erindringsbetonede erotik, hvor tidlige - initierende! - erotiske oplevelser drages ind i øjeblikkets eros. Det er holdbare sager. Der er ingen sidste salgsdato på gammel lir.

HVAD jeg vil sige er: der er noget ronkedor over Philip Roth og hans erotiske statements, som blander det pinlige med det lidelsesfulde. Ensomhed er altid kønslig ensomhed. Der findes ingen anden, som digteren sagde, og er man alene, må kønnet tæmmes, ignoreres, lægges til side. Derfor det ronkedoragtige i Roths tilfælde og en vis forbitrelse i det hele taget, en træt afværgen af påtrængende og for mig at se begavede og relevante spørgsmål. De fejes af. De regnes for tåbelige, og Roths attitude som helhed er en celeber ronkedor værdig. Hold jer væk. Jeg passer helst mig selv. En stejl diskurs som - hvis det var os andre - ville indbringe mindre smigrende etiketter.

Når interviewet alligevel griber, så skyldes det de blottede udsagn. Om sex, om tørsten efter kvinder, om lidenskaben, der bliver dybere og dybere, om sexens patos, der får en kraft som aldrig før, og så kan man spørge, om der er tale om en art afsavnets filosofi og udsagn i nødværge? Måske. En kvinde fortalte mig, at hendes gamle far havde det princip, at der skulle kneppes hver dag. Det fandt sted inden for de ægteskabelige rammer. Det var en regelbunden sag som meget andet i hans liv: spise, drikke, tænke, snakke, filosofere, læse bøger og som sagt - kneppe. Så det blev der, kneppet, til langt op i alderen, på den anden side 80.

Det er klar tekst. Ingen ordrige guirlander. Ingen filosofiske definitioner og analytiske afgrænsninger af lidenskaben. Ingen programmer om kærlighed og ømhed! Kun dette: der skal kneppes, hver dag, og lyder det plat, så er det efter mine begreber en gedigen version af lige præcist »sexens patos«, der tiltager med årene, hvis ellers man samler sig.

»Use it or loose it«, hedder det mundret. Den seksuelle kraft skal stimuleres, for ellers dør den. Det er denne død i utide, man kan beklage, og mere skal der så heller ikke agiteres for det daglige dyt i kneppedariet, for goderne er ulige fordelt. Det er min uvidenskabelige fornemmelse, at der her og dér kneppes i bund, gevaldigt og hjertelig dagligdags, andre steder er det mere på det jævne, og så er der glade og tilfredse ægteskaber, hvor sex hverken har første eller sidste prioritet, for det er der slet ikke.

OPMUNTRENDE er det at tænke tilbage på sit eget sexliv og vide, at der i de unge år var flere bøger end damer, flere stille stunder i julelampens skær end seksuelle julelege, mere snerydning end fellatio, også om sommeren, mere Chopin og sublimeret smerte end hurtige knald over disken, men nu hvor alderen nærmer sig, vokser både gnist og begær. Det er da glimrende, og i modsætning til Philip Roth, der anonymiserer driften, så synes jeg egentlig, at fryden ligger i det personlige og ligeværdige.

Ikke et ondt ord om Jørgen Leths søde veninde på Haiti, og ikke fem flade fordømmende gloser om Thomas Jefferson, der forlangte, at hans 14-årige sorte elskerinde skulle med til Paris, når han rejste derover som ambassadør. Hvorfor? »Fordi han elskede at kneppe hende,« som Philip Roth bemærker, men til ligestilling og ligeværdighed svarer der forunderligt nok - forunderligt, fordi det sjældent fremhæves - den helt igennem demokratiske og ligestillede fryd ved at kneppe med den samme og den samme, dag ud og dag ind, uge efter uge, måned efter måned, år ud år ind - ud og ind og ud og ind - plus fantasi, så det er også en slags »sexens patos«, ikke i nobelprisklassen bevares, men - notabel - og fuldt ud dækkende for livet i det jyske søhøjland og parcellen rundt omkring.