I nordlysenes land

Rejse. Tre vidt forskellige besøg i Klaksvík på Færøerne over et samlet tidsrum på 29 år.

I nordlysenes land

Af Einar Már Gudmundsson

Weekendavisen NR. 30, 28. juli - 3. august 2006

Om to tidsaldre, tilblivelsen af et digt og Jesu Kristi ankomst til Færøerne

Du som har dit hjem  

på en ø i hjertet

og himmelrummets vidder

et fortov under dine fødder:



Ræk mig nordlysene!

Jeg vil danse med den yngling

der holder på stjernerne.



Vi flår skindet af mørket

og skærer hovedet af elendigheden.



Det drejer sig om to rejser med seksten års mellemrum. Nu drager jeg ud på den tredje. De årstal, det handler om, er: 1977, 1993, 2006. Samlet tidsrum: 29 år.

»Jeg kom til Comala..« Sådan begynder Pedro Paramo af Juan Rulfo. Jeg kunne skrive en historie, der begyndte sådan: »Jeg kom til Klaksvík..«, bortset fra, at Comala i modsætning til Klaksvík er en opdigtet by. Men jeg begynder at digte, så snart jeg tænker på Klaksvík og den tid, jeg tilbragte dér, så det kan komme ud på ét.

Derfor tillader jeg mig at genopfriske et par ting og begynder med nordlysene, for der findes ikke meget, der er smukkere end en stjerneklar himmel med svævende nordlys, når det er koldt udenfor, men samtidig stille vejr. Så kalder ensomheden på verden, og hjertet fyldes af poetisk fortryllelse. Dette er nordisk yoga, en frygtløs forbindelse med alverden, som burde præsenteres for Østens folk, der ellers har copyright på frygtløsheden.

Selv om nordlysene ofte pryder himlen over Island, synes jeg, at det er færingerne, der ejer dem. Jeg er måske bare så rundhåndet og finder den slags lige så ulogisk, som når folk kives om, hvem der ejer julemanden. Jeg har heller aldrig hørt, at nogen færing skulle have forsøgt at sælge nordlysene sådan som den islandske digter Einar Benediktsson, der udbød dem til salg i London for hundrede år siden, hvad der kan være ganske passende at huske på, nu hvor islandske forretningsfolk rejser rundt i verden som vikinger med kreditkort.

Men nu er jeg begyndt at synge en helt anden salme, end det var meningen til at begynde med. Måske er jeg blevet så vant til romanens frihed, at jeg vader fra det ene til det andet, men jeg vil tro, at når jeg forbinder nordlysene med Færøerne, skyldes det digteren William Heinesen. Når jeg læser Heinesens beskrivelser af byen Tórshavn, får jeg en fornemmelse af, at byens gader er lyst op af nordlys, at de strømmer ud fra lygtepælene. Det er et eller andet besynderligt kosmos, som Heinesen har skabt ud fra Tórshavn, så poetisk og klart, fuldt af en mystisk ensomhed, som på samme tid bærer præg af en samhørighed med alt.

Jeg har selv været vidne til dette en februarnat, da de unge i Tórshavn skænkede vodka i plasticglas for Thor Vilhjálmsson og mig og modtog os som statsoverhoveder, netop imens nordlysene svævede over byen og stjernerne fulgte os som øjne. Det var i 1993. I aviserne stod, at vi var to »kendte« forfattere, der ville læse op i Nordens Hus, men ordet ’kenndur’ betyder på islandsk beruset, ligesom når ordet ’rolig’ betyder én ting på dansk og en anden på svensk. Overskriften i avisen: Tveir kenndir rithöfundar lesa upp í Nordurlandahúsinu, fik derfor mange af vore landsmænd til at trække på smilebåndet.

Digtet ovenfor skrev jeg en af disse februarnætter i 1993. Den nat tilbragte jeg på Sømandshjemmet i Klaksvík. Vi var på en turné for at præsentere øboerne for islandsk kultur, musik, billedkunst og litteratur.

Jeg blev alene tilbage i Klaksvík og bad om at få mit gamle værelse på Sømandshjemmet. Der havde jeg boet hele sommeren 1977 og arbejdet i et frysehus i byen, og når jeg ser tilbage, betyder Klaksvík utrolig meget for mig og mit forfatterskab. Jeg kom til at se mit hjemland i et nyt lys, og den poetiske ensomhed – Nordens Tao – begyndte at gå op for mig. Romanpersoner som Barber Anton (Reykjavik-trilogien) begyndte at få skikkelse i mit hoved, selv om de ikke dukkede op på tryk før mange år efter.

Sommeren 1977 drog vi derned, min navnebror Einar Kárason og jeg, ubeskrevne blade, men med knolden proppet med ideer. Der var nok at rive i, hvert eneste værelse optaget, af folk, der kom op til fiskesæsonen – færinger, islændinge, grønlændere, danskere, svenskere, nordmænd, italienere, franskmænd og skotter.

Denne internationale atmosfære brugte jeg til dels i en novelle, der hedder På jagt efter zoologisk have, og som er titelstykket i kortprosabogen af samme navn. Historien handler om Dominique, en ung franskmand, der ser ud ligesom Jesus Kristus. Han beslutter at drage til Island og rejser på tommelfingeren fra sin hjemby Bordeaux til Aberdeen i Skotland, hvor han gør sig forhåbninger om at kunne sejle med en trawler til Island, men hvad han ikke aner, er, at der er krig imellem de to lande, torskekrig, så han får tærsk, da han nævner Island.

Men nogle færøske søfolk tager ham under deres beskyttende vinger, og han kommer til Tórshavn. Og spørgsmålet bliver da, hvad der sker, når Jesus Kristus kommer ind i et samfund, som tror så intenst på hans eksistens. Jesus ved ikke, at han er Jesus, men Dominique kunne lave mirakler, og derfor var han Jesus ifølge sekterne på stedet, hvortil kom, at han så ud som Jesus, sådan som vi ser ham for os.

Dominique bor på vandrehjemmet i Tórshavn, og da han kommer ind i et supermarked, vil pigen ved kassen ikke tage imod betaling. Andre franskmænd, der bor på stedet, er totalt blanket af efter deres rejse rundt om Island på toppen af inflationen. De styrter hen i supermarkedet og vil have den samme behandling som Dominique. Da dette ikke kan lade sig gøre, og de beder om en forklaring, siger pigen ved kassen: »Jesus Kristus skal ikke betale på Færøerne.«

Dette er naturligvis kun basis for min novelle På jagt efter zoologisk have, ikke historien selv. Men dens basis afspejler den glødende bølgegang, der mødte os på Færøerne sommeren 1977.

Små seksten år senere, i februar 1993, gæster jeg stedet på ny, men nu har dødens stilhed sænket sig over Sømandshjemmet. Der brænder lys i et enkelt vindue. Inde bag dér sidder der en pensionist og venter på en hjerteoperation. For at få mit gamle værelse, der ligger for enden af gangen til højre, er jeg nødt til at fjerne sytten cykler, som er blevet efterladt af familier, der er flyttet fra byen. Da jeg kommer ind, er vandet i hanen længe rødbrunt, har samme farve som Johnny Walker Red Label.

1977 glødede luften af foretagsomhed, men nu var der krise. Arbejdsløsheden hang som en sky over byen. Om aftenen var jeg ude på besøg, og digtet kom til mig om natten.

Du som har dit hjem

på en ø i hjertet

og himmelrummets vidder

et fortov under dine fødder:



Ræk mig nordlysene!

Jeg vil danse med den yngling

der holder på stjernerne.



Vi flår skindet af mørket

og skærer hovedet af elendigheden.

Om en grønlænder, der springer ud ad et vindue, et fjeld der kunne fløjte og et besøg af den internationale Valutafond

Jeg kom til Klaksvík seksten år senere, i februar 1993, og var overrasket over at se, hvordan husene som alfer havde spredt sig op over skråningerne. En hel bjergside var smykket med splinternye huse. Det var, som om der havde regnet guld ned over byen.

Missionæren, der drev Sømandshjemmet, var begyndt at blive gammel, og hans søn havde taget over. Alligevel var han der stadig, men han kunne ikke huske mig, da jeg fortalte ham, at jeg havde boet der for seksten år siden. Han sagde, at det kun kunne betyde én ting, nemlig at jeg havde opført mig ordentligt.

Den tyggede jeg lidt på. Det kunne godt være, at han havde ret. Mens alting kørte i højeste gear på Sømandshjemmet, og der var nok at rive i, var konkurrencen ikke ret hård, hvad belevenhed angik. En gennemsnitspunker var som en søndagsskoledreng iblandt de hårde negle, der af og til dukkede op, og af hvilke de fleste kun blev i ganske kort tid.

De, der havde det hårdest, var ikke franskmænd eller italienere, der var kommet rejsende langvejs fra. Endnu mindre islændinge eller danskere. Skotter blev modtaget med åbne arme. Nej, her som andre steder var det grønlænderne, der havnede i bunden og blev dømt fredløse.

De var ellers gentlemen alle til hobe, men nogle af dem totalt uden sprog og dermed uden kontakt med omverdenen. De var på kæmpetrawlere og befandt sig seks måneder ad gangen ude på havet. Det var de såkaldte saltfisketrawlere. Om bord blev fangsten forarbejdet og saltet. Vi landkrabber var beskæftiget med at losse disse trawlere.

Mellem disse ture havde besætningerne to til tre uger i land. Grønlænderen fik sig et værelse på Sømandshjemmet. Oven på turen havde han masser af penge mellem hænderne og spadserede ned i Anfinnurs radioforretning på hovedgaden og købte sig et stereoanlæg.

Det var den sommer, da Elvis Presley døde, så den grønlandske sømand købte nogle Elvis Presley-plader. Nu begyndte nogle vældige koncerter. Vi sad udenfor i aftenstilheden og lyttede til selveste kongen, budskabet om hans død havde jo ekkoet gennem skibenes lastrum nogle dage forinden.

Mens »Love me tender« svævede gennem den stille aften, lød der lige pludselig tre tunge slag. Missionæren, der drev Sømandshjemmet, bankede på grønlænderens dør. Oven på slagene fulgte en sådan styrtsø af grove gloser, at grønlænderen troede, at missionæren ville slå ham ihjel.

Missionæren, der drev Sømandshjemmet, ville naturligvis bare sige til den grønlandske sømand, at han skulle skrue ned for anlægget, men det rabalder, det førte med sig, var af en sådan voldsomhed, at grønlænderen blev rædselsslagen. Først smed han stereoanlægget ud ad vinduet, og derpå fulgte han efter selv.

Dernæst løb han op ad bjergskråningen, og dengang havde man ikke bygget alle de fine nye huse, som folk nu havde travlt med at forlade som følge af fallitter og mangel på jobmuligheder.



Ja, nu lå bådene fortøjet ved kajen, og halvdelen af indbyggerne stod uden arbejde. Deres største håb var, at man snart ville finde olie, men mange var overbevist om, at englænderne i givet fald ville tilegne sig den pga. nogle uklare grænser nede på havets bund, som jeg ikke har tænkt mig at ytre nogen mening om.

Det er en skibsbygger fra Klaksvík, der fortæller mig om det, og så siger jeg til ham: »Så går I da bare i krig med englænderne.«

»Nej, vi er ikke islændinge,« siger han og smiler genert.

Men naturligvis ligner færinger og islændinge hinanden på en prik. Thor Vilhjálmsso bliver spurgt om dette, og siger, at det er rigtigt nok, den vigtigste forskel består i, at færingerne er så bange for Djævelen, hvad der er pudsigt, for ham har islændingene hovedsagelig brugt til at rende byærinder; og Thor henviser her til historien om Sæmundur den Lærde, som lod sig transportere over havet af Djævelen i skikkelse af en sæl og bankede ham i hovedet med Bibelen, da han ville have hans sjæl til gengæld.

Men hvordan det nu ellers er med Djævelen – han synes at have det rigtig rart for tiden – og uanset hvor der kan findes olie, så var der altså krise på Færøerne i disse februardage 1993. Man talte om national bankerot. Alle hjul havde snurret i et gigantisk tempo, men nu var der bare sagt stop. Et fjeld blev kaldt Blokfløjten, fordi der var blevet boret så mange tunneller igennem det. Når vinden kom fra bestemte retninger, sagde det ligesom en fløjte, nogle gange som en tværfløjte, men for det meste en blokfløjte.

I en lille by, lidt uden for Tórshavn, lå der et halvfærdigt havneanlæg, fuldkommen overflødigt, for den lokale politiker havde lovet indbyggerne en havn, og naturligvis holdt han sit ord. Bankerne inddrog også det ene hus efter det andet, men husene var ingenting værd, så bankerne fik ikke andet ud af det end gæld. Mange mødte bare op med deres gadedørsnøgle og afleverede den hos kassereren og hoppede så op i den næste flyver og sagde: »Bort, bort,« ligesom Baudelaire i sin tid.

Men der bliver danset under krisen, kædedans, sang og glæde. Folk flæber ikke hele tiden, selv om det kan se sådan ud i aviserne.

Vi går ned ad en mørk gade i en lille by. En flok islændinge. Luften summer af musik. Huset kribler og krabler af munterhed. Her må da vist være fest, som der står i Verdens lys af Halldór Laxness. Dansen gungrer. Først kædedans, så rock. Inde bag en luge sidder der en mand og sælger vodka i køleelementer af plastic.

»Islændinge?« spørger han.

»Ja,« svarer vi.

»Så kan I drikke det rent,« siger han og rækker os en plastboks.

Udenfor råder der krise, men folk bliver ved med at være til. Det plasker ud fra gylpene på dem. De fortæller historier og griner. Det er ikke noget nedslået folk. Det er ikke bankerotte søjlediagrammer og affældige kurver. Sandsynligvis er økonomerne blevet hjemme.



Et af Rói Paturssons smukkeste digte er digtet om regnen. Digtet om den lille pige, der siger, at det regner i hele verden.

Rói og jeg har truffet hinanden nogle gange og læst op sammen. I hans digtsamling Líkasum eller Ligesom findes mange glimrende digte. Som nu dette digt om regnen, regnen der falder over hele verden.

Digtsamlingen Líkasum udkom i 1985, og for den modtog Rói året efter Nordisk Råds Litteraturpris. Siden da har han ikke udgivet én eneste bog og tilmed erklæret, at han er holdt op med at digte.

Rói var en del til søs i sine unge år og arbejdede en sommer på Bessastadir, hvor han var tjener hos Islands præsident Ásgeir Ásgeirsson. Han har skrevet mange digte, og derudover har han eksamen i filosofi. Siden midten af 1980erne har han været forstander ved Folkehøjskolen i Tórshavn.

Jeg er kommet tilbage til Tórshavn fra Klaksvík. Jeg ringer til Rói fra en café i centrum. Vi aftaler at mødes hjemme hos ham på højskolen. Højskolen ligger i en stor bygning, hvor eleverne også bor. Rói viser mig skolen. Man sysler med manuelt arbejde og teknik, video og massemedier, alt sammen såre moderne, og folkehøjskolens frihedsånd svæver over vandene. I elevernes mødesal står der stole og borde, og på en tyk søjle i midten af salen hænger Færøernes nationalsang, håndskrevet af nogle elever. Over det højre hjørne har man hængt et billede op. Det viser tre mænd, der tydeligvis befinder sig i lufthavnen.

»Hvem er det?« spørger jeg Rói.

»Det er repræsentanter for Den Internationale Valutafond,« siger Rói.

Jeg studerer dem nærmere. Det ser ud til at være driftige mænd.

»Ham i midten er islænding,« siger Rói.

Han har solbriller på, og hat. De to andre er japanere, betydelig mindre af vækst. Jeg kigger hen imod vinduet.



Det regner uden for vinduet.

Det regner i Tórshavn.

Det regner i hele verden.

Om en skibbruden mand på en pram, oversætteren af »Islands Klokke« og en krig, der blev ført med skovle og brækjern

Nu husker jeg ikke mere, hvordan digteren Rói Patursson og Joannes Patursson er i familie med hverandre, om Joannes var hans bedstefar eller oldefar; men alle, der bærer navnet Patursson, er helt bestemt beslægtede med hinanden. En af dem er Trondur, en af Færøernes kendteste billedkunstnere, og vi husker udmærket Erlendur, der var Færøernes lagmand og talte sådan et glimrende islandsk.

Hvad angår ovennævnte Joannes Patursson, var han folketingsmedlem og en af pionererne i den nationale vækkelse på Færøerne. Jeg vil tro, at han sådan cirka kan sidestilles med Jón Sigurdsson hos os. Joannes var fra Kirkjubø. Engang reddede han en skibbruden, der havde drevet om på havet i én uendelighed på en lille pram. Den skibbrudne lå fladt på maven på prammen og holdt krampagtigt fast i den ene ende, forkommen og stærkt på vej til at dø.

Joannes tager den kolde mand og luner ham ved sin kropsvarme, på samme måde som der berettes om i mange islandske historier om folk, der gennemgår slemme strabadser. Så vidt jeg husker, var den skibbrudne hollænder, for tysker var han vel næppe. Tyve år efter genoplivningen kommer han lige så frisk på besøg og træffer sin redningsmand.

Da får han øje på prammen, som han havde drevet omkring på, og som nu var blevet til en nydelig bordplade i den gamle kongsgård i Kirkjubø, sådan som den stadigvæk er, mere end et århundrede senere, da vi lader fingrene glide hen over den.

I Kirkjubø møder vi professor Jóhan Hendrik W. Poulsen, som er talsmand for det synspunkt, at færingerne bør lave nye ord og låneord på deres eget sprog, sådan som vi islændinge gør.

»Du taler virkelig godt islandsk,« siger jeg til Jóhan Hendrik, og det er skam ingen overdrivelse.

»Nordens latin,« siger han, »det manglede da bare.«

Man må sige, at vi islændinge bliver modtaget godt overalt, men i særdeleshed på Færøerne. »Ophøjelsen kommer udefra,« sagde en digter. Det er heller ikke værst, hvis den også kommer indefra, siger jeg.



Jeg var kommet tilbage til Tórshavn, besøget i Klaksvík lå bag mig. Nogle digte i bagagen og brudstykker af et romanmanuskript, Universets engle, med otte måneders svangerskab forude. Alt dette har jeg i min gamle slidte taske, som jeg købte i Grækenland efteråret 1978, og som har fulgt mig siden da, og gør det endnu.

Men nok om den ting; hovedsagen er, at jeg nu er kommet tilbage til Tórshavn. Jeg besøger Sigurd Joensen, en energisk ældre mand, som jeg havde mødt to år forinden på et forfatterseminar i Sverige, på Biskops-Arnö, der en periode var sæde for Nordens bisper.

Derfra modtog vi islændinge adskillige foræringer, eksempelvis biskop Jón Gerreksson, hvis skørlevned og tyranni førte til, at bønderne puttede ham i en sæk, bandt den til og druknede ham som en kat. Sagnet fortæller, at Jón havde søgt tilflugt i en kirke, hvor der ikke måtte lægges hånd på ham, men at bønderne så bare tog opstilling langs kirken og løftede den af ham.

Men dér mødte jeg altså første gang Sigurd Joensen. Nu er han død. Men en høj alder nåede han. Sigurd Joensen var forfatter og skrev især børnebøger og noveller, men arbejdede det meste af sit liv som sagfører.

Hans stemme var så rungende og kraftig, at han som ung mand blev brugt til at råbe hen over brændingen, når skibe skulle vises vej i land. Det siger sig selv, at en mand med sådan en stemme kan blive en god sagfører. Han studerede jura i København. Dér stiftede han bekendtskab med adskillige islændinge og kom til at tale et bedre islandsk end mange af os andre gør her og nu.

Sigurd bor stadigvæk i et kæmpemæssigt hus, er kommet op i firserne, da jeg besøger ham. Hans kone er død og børnene flyttet hjemmefra. Han har børnebørn og oldebørn, af hvilke nogle er bosat på Island. Da jeg kommer hen til ham, lyder der stemmer oppe ovenpå: Det er BBC-reportere. Midt under krisen har færingerne netop fået satellitforbindelse og kan glo på udenlandske tv-kanaler hele døgnet rundt.

Sigurd skruer ned for reporterne med en passende fyndig bemærkning, finder to rødvinsglas frem og fylder dem med Calvados. Skål. Her er jeg velkommen. På bordet i stuen ligger der mængder af håndskrevne ark og alle mulige slags opslagsværker og bøger.

»Ved du, hvad dette her er?« siger Sigurd pludselig og peger på papirarkene, og inden jeg når at ryste på hovedet, siger han: »Det er Islands Klokke på færøsk.«

Det har været hans beskæftigelse det sidste års tid eller så at oversætte den. Efter Sigurds opfattelse er Islands Klokke af Halldór Laxness nemlig ikke alene et betydeligt litterært værk, den er også et kampskrift. Han er tilbøjelig til at mene, at nutidens færinger befinder sig på samme niveau som islændingene i koloniperioden. Da han fremfører sit synspunkt, har han samme kampkraft som en gammel krigshelt. Det falder mig ikke ind at sige ham imod, og det kan da også tænkes, at han har ret.



Under alle omstændigheder er han en helt speciel person, og jeg fortæller ikke kun om ham, fordi han er oversætter af Islands Klokke, men også fordi han var forsvarer for oprørerne fra Klaksvík, og oprøret i Klaksvík var det emne, vi diskuterede mest, da vi mødtes i Sverige.

Oprøret i Klaksvík går undertiden under betegnelsen »Klaksvík-krigen« eller »Lægekrigen«, og striden stod mellem indbyggerne i Klaksvík og det danske militær i 1955. Den sommer, da jeg arbejdede i Klaksvík, blev jeg grebet af stor interesse for denne krig, som nogle danskere har kaldt den danske imperialismes svanesang.

Men jo større min interesse blev, jo mere tavse blev de mennesker, jeg snakkede med. Det var, som om der hvilede et tabu over disse begivenheder. De indfødte svarede undvigende. De ville helst ikke snakke om det. At hive beretninger ud af dem var en opgave for en tandlæge, og hvis én endelig sagde noget, så ville han ikke citeres for det. Det var ellers ikke fordi folk havde noget at udsætte på den tilrejsendes historiske nysgerrighed. Nej, reaktionerne mindede mig om historien om bananstrejken i Hundrede års ensomhed, som alle glemte, da den var slut, og sagde aldrig havde fundet sted.

Lægekrigen i Klaksvík begyndte derfor i hovedet på mig at antage et folkesagns dimensioner. Jeg konstruerede nærmest min egen udgave af denne krig ud fra rygter og mundtlig overlevering, og som det undertiden kan ske med den slags, bliver opspindet på en eller anden måde sandere end begivenhederne selv.

Det var sådan, at Den Danske Lægeforening ville have doktor Halvorsen afsat. Nogle påstod, at han var en troldkyndig kvaksalver, og andre, at han havde været lidt for gode venner med nazisterne. Den slags personer skulle betale bøder, hvilket Halvorsen nægtede, eftersom han for det første ikke fortrød, at han havde været nazist i sine unge år, og for det andet havde meldt sig ud af nazistpartiet temmelig hurtigt, af den simple grund, at han ikke syntes, nazisterne var værd at samle på. Han nægtede at betale bøder, hans navn stod skrevet i et kartotek, og derved blev det.

Så greb de danske lægers sammenslutning til den udvej at afsætte Halvorsen fra hans embede og ansætte en ny læge i hans sted. Det ville indbyggerne i Klaksvík ikke finde sig i. Og nu begyndte der at cirkulere mirakelhistorier om Halvorsen på de atten øer. Det blev sagt, at lamme kunne stå på hænder, bare de havde kigget Halvorsen i øjnene, og mange troede, at han besad guddommelige kræfter.

Sådan lå sagerne, da det blev besluttet at indsætte den nye læge i embedet med politi- og militærmagt. Indbyggerne i Klaksvík greb til våben og trodsede hundrede politibetjente, der mødte op med schæferhunde og knipler. Det var en ulige kamp: Indbyggerne i Klaksvík var bevæbnet med rifler, skovle, hakker og sten. Små drenge lavede slangebøsser og skød med bue og pil. Telefonpæle blev væltet. Klaksvík var en krigsskueplads. Den læge, der kom i stedet for Halvorsen, hed Einer Lund, og hans søn Niels Lund har skrevet en fin beretning om begivenhederne, sådan som han oplevede dem. (1)

Tilfældet ville imidlertid, at der var indtruffet en sær agurketid i krigsførelsen i verden, eller også var folk blevet trætte af de krige, der var i gang. Derfor indfandt verdenspressen sig på scenen og tog billeder af optøjerne, af drenge, der sigtede på krigsskibe med slangebøsser, og søfolk, der bød tropperne trods med skovle og brækjern.

Så selv om indbyggerne i Klaksvík tabte i striden om deres læge, vandt de krigen i verdens øjne, og oprørerne fik da også kun milde domme, og Klaksvíks befolkning valgte at glemme, hvad der var sket. Dette er så nogenlunde begivenhedsforløbet, men konflikten om lægen var kun overfladen. Nedenunder småkogte kravet om selvstændighed. Alt dette gjorde Sigurd Joensen mig klart og opfordrede mig til at skrive en roman, og gerne flere, om begivenhederne, som dog i de senere år er blevet taget ud i lyset og behandlet i faghistoriske skrifter. (2)



Nu er jeg på vej til Færøerne igen, til musikfestivalen »G!«. Jeg tager min søn med og fortæller ham, hvad far lavede i gamle dage. Der kommer masser af fine orkestre, fra mange lande, hvad der ikke er så mærkeligt, eftersom færøsk musikliv har oplevet en vældig blomstring i de seneste år. Det kan ikke undre nogen, når De fortabte spillemænd bliver koblet til omverdenen. Jeg skal læse op sammen med indfødte digtere, men også med danske og norske. Det er som regel en god cocktail. Oplæsning er vi digteres musik, vores rock and roll.

Jeg nævnte selvstændigheden i forbindelse med Klaksvík-krigen. For nogle år siden blev der talt meget om Færøernes selvstændighed. Der var god udsigt til, at færingerne skulle opnå suverænitet. Hvad man stredes om, var tilpasningsperioden. Færingerne ville have den femten år længere, end den danske regering ville gå med til at give dem.

Der kan have ligget diverse argumenter til grund for begge dele, men jeg fandt nu det hele meget besynderligt. Hvis friheden ikke er femten år værd, hvad er den så værd? Jeg kom til at spekulere over, hvad de islandske frihedshelte fra det 19. århundrede, som, under inspiration fra den tyske romantik og den franske revolution, førte os frem til selvstændighed, mon ville have sagt.

Måske er færingerne bare så velopdragne, at når de bliver tilbudt selvstændighed straks, så vil de hellere have lov til at være uselvstændige femten år længere, eller er det frygten for det ukendte, rædslen for Djævelen, som Thor Vilhjálmsson talte om?

Men måske er det hele ude af sagaen: romantik, selvstændighedsidealer og revolutionstankegang. Og hvad gør ikke de islandske politikere nu, hvor de amerikanske tropper omsider drager bort? Jo, de tigger og beder dem om at blive lidt endnu, ligger på deres grædende knæ foran militærledelsen og beder om ikke at blive forladt.

No more heroes. Måske havde Stranglers ret. Jeg ved det ikke. Jeg rejser snart til Færøerne og vil blive ved med at spekulere over det.



1. Niels Lund: Min skolevej i Klaksvig – spidsrodsvejen. Min skolevej 2, Vindrose 1991.

2. Se f.eks. Frede Asgaard: KLAKSVIG-striden, I-II, Forlaget Insight 1990.



Oversættelse: Erik Skyum-Nielsen