4 haven

Haven. Når man planter et træ, træder man i forhold til døden. Og til naboen. Danske haveejere ser hinanden an i ny sociologisk forskning, hvor de placerer sig i fire arketypiske grupper.

Banale valg har dybe rødder

Weekendavisen

PERNILLE STENSGAARD

NR. 7, 9. - 15. Februar 2004

KAN man tale sig fra ukrudt eller kan man ikke? Det er spørgsmålet.

En ny, stor og veltalende gruppe haveejere kan, øko-romantikerne. De kan endda tale sig fra en havenisse, hvis den er ironisk ment. De kan tale sig fra skvalderkål - »denne egentlig meget smukke plante. Klip en smal sti, som lokker ved sin dunkelhed, igennem det« eller dyrk det i en krukke. Øko-romantikerne er dygtige til at formulere sig. De tilhører den diskursive elite i universitets-lingo og kan komme med en god forklaring på, hvorfor de ikke luger. Det handler ikke kun om, hvad man har i haven, men måden man har det på. Eftersom de alle har travlt på deres arbejde og ikke har meget praktisk kapital til rådighed, passer ideologien fint; de hader velfriserede haver.

Sociolog Bella Marckmann hører selv til i gruppen. I hendes egen have ligger en stor kvasbunke. Den har ligget der længe og burde fjernes - »men pindsvinene er glade for den,« siger hun til sig selv. Typisk øko-romantiker undskyldning. De vil altid lige fortælle deres omgivelser, at haven ser ud, som den gør, fordi det har en mening. Ikke fordi de sjusker.

Deres idealer er »det stilrene« og »det enkle«, og de bliver kede af det, når andre fælder gamle træer. Alle private haver burde drives 100 procent økologisk, synes de, og foretrækker vilde danske planter fremfor forædlede. De vil have noget, andre ikke har. En jysk øko-romantiker sagde til Bella Marckmann, da hun lavede sin undersøgelse af danske haveejeres idealer:

»Der er sådan nogle kvarterer ind imod Fredericia, hvor der er nybygget. Og ved du hvad? Det er simpelthen som taget ud af Bo Bedre. De er ret ens i stil, og så er der de der store krukker. Men man føler sig også fristet til det, for det er jo også hyggeligt med de her krukker. Og nu har vi også et par af de små, men vil du have en krukke i en ordentlig størrelse, så kan du næsten kun få den i blå, og det vil jeg ikke have, for det har alle andre stående lige rundt omkring.«

Øko-romantikerne er typisk yngre, kvinder, højt uddannede, velhavende, bosat omkring hovedstaden og har børn. De nærer den største aversion mod en anden dominerende gruppe, ordensaktivisterne, som ikke mener et ordentligt havemenneske kan tale sig fra ukrudt og derfor luger det hele væk. De holder af bar jord mellem roserne.

Bar jord er grim

Havemanden Søren Ryge Petersen kan finde på at standse og tage et billede af sådan en parcelhushave og kommentere den offentligt: »Sådan går det, hvis man er besat af ukrudt. Jeg synes, det er ualmindelig grimt. Man må ikke behandle sin have sådan. Det er synd for den.«

Han er også ude efter nye haveejere, der bare vil stampe en nem have med blomster op af jorden, ikke at forglemme »en stor og vindomsust terrasse, hvor havelivet skal leves med grill og parasol og krukker og potter i lange baner. Det er misbrug af den suverænt dyreste jord, vi har i Danmark.«

Camilla Plum orker ikke at se havemøbler af plastic i andre menneskers haver: »Det gør ondt i mit æstetikcenter... Det er uorganisk, fremmed, statisk og ustofligt.«

Den talende elite har svært ved at skille æstetik og moral fra hinanden. Det har den altid haft.

Den folkelige havekunst blander mange ting sammen. Man gør, hvad der passer én og placerer terrasser, havedamme, rosenbede, tørrestativer, nyttehaver, legehuse, havenisser, pergolaer, lysthuse, vandpumper og stensætninger rundt omkring på parcellen. Sådan en have anser eliten for at være overlæsset, pyntesyg og forløjet. Haveejeren må se sandheden i øjnene: At grunden er lille og huset moderne. Så er det latterligt at genskabe barndommens romantiske have. I virkeligheden er elitens kritik af de andres »dårlige« smag ofte en skjult kritik af deres forsøg på at flytte sig op i en anden klasse. De burde ikke forsøge at efterligne de rige. Versailles hører ikke hjemme i Ballerup og omvendt.

»I det virkelige liv er folk glade for alt, hvad der vokser, men temmelig ligegyldige overfor, hvordan det bliver blandet sammen. De laver haver, ligesom børn gør,« mente arkitekten Steen Eiler Rasmussen. Professionelle havefolk betragter haven som en helhed, et samlet kunstværk: »Selvfølgelig glæder Manden, der har siddet paa et Kontor hele Dagen sig over sit friske grønne Havehjem, og han tror selv paa sin Naturfølelse. Man naar vi af Erfaring ved, at han naivt elsker den tørre strittende Blaagran og den fede Blodbøg, hvis Anbringelse Side om Side i hans have er en Haan mod al Sans for virkelig Natur, saa reducerer hans Natursans sig til Sans for frisk Luft og for stærke Farver,« skrev landets førende landskabsarkitekt G.N. Brandt i 1927, der sammen med sine kolleger anklagede haveejerne for at være styret af nostalgi og følelser, mens de selv holdt på det rationelle og dermed det eneste rigtige syn på haven.

I øjeblikket synes eliten, at kompostbunken er køn, for den er god. Bar jord er grim, for den kræver meget arbejde og er dårlig for jordens mikroklima. På samme indviklede måde med en græsplæne. Den kan både være helt forkert eller ok.

»Det chokerede mig at se, hvor stærkt moraliserende havelitteraturen er. De løftede pegefingre kommer hurtigt frem: Man skal faktisk vide, hvordan plænen er dyrket, før man kan sige om den er pæn eller grim. Har der ligget én og luget er den ok. Hvis den er dyrket med ukrudtsmidler er den grim i de toneangivendes øjne,« siger Bella Marckmann.

»Jeg har al respekt for sagkundskaben, men når de tipper over i et moralsk projekt, står jeg af. Når et stykke bart jord ikke alene betegnes som upraktisk, men også som grimt og dermed forkert og umoralsk, er det for meget. Når folk fælder et stort træ i deres have, tænker jeg da også selv, at når jeg en dag bliver oversmagsdommer, burde det dér forbydes. Men det kommer ikke mig ved. Og det kommer ikke dem ved. Der er ikke nogen, som er bedre eller har mere ret til at være i haven end andre.«

Bella Marckmann spurgte 1500 medlemmer af Haveselskabet om deres idealer og holdninger til haven. Næsten 800 svarede. Resultaterne beskrives i Mellem paradis og slagmark. En undersøgelse af haven i sociologisk perspektiv, hendes speciale på Københavns Universitet.

Haveejerne lader sig inddele i fire idealtyper, som kan genfindes i befolkningen: Øko-romantikerne, nusserne, slapperne og ordensaktivisterne.

Ukrudt er utåleligt

Ordensfolket holder have på den traditionelle måde, og de har masser af kræfter. Gruppen består typisk af mænd med manuelt arbejde. De har taget en elev- eller lærlingeuddannelse og går gerne i gang med svære discipliner som surbundsbede, alpine planter og bassiner i haven. De kan finde på at sige:

»Jeg havde en staude som der står lidt af her. Utrolig pæn, men den smider frø over det hele, så den har jeg altså fjernet.«

Eller: »Ja, birketræer skal vi ikke have igen, for det er et forfærdeligt svineri. Man skal i hvert fald feje én gang om dagen, hvis man skal holde skidtet væk. Uanset om det er vinter eller sommer, der er altid noget.«

Eller: »Jeg synes, at en rigtig stor veltrimmet græsplæne er flot. Hvis man kan holde styr på det. Det er der nogle, der er meget skrappe til. Men det skal man også rende over hele tiden, hvis det skal se godt ud, men det skal være en stor græsplæne.«

Eller: »Men min nabo ved siden af. Han passer ikke sin have. Hans have synes jeg absolut ikke om. Den bliver ikke passet godt nok, nej, og den gror sådan til med ukrudt, og børnene får lov at lege over det hele. Man kan tydeligt se, han er skolelærer. I det hele taget kan man tydeligt se, når der bor en skolelærer, for så er haven aldrig passet ordentligt, der er både ukrudt og rod. Det er mærkeligt, for de har da ellers fritid nok! Næ, så skal du bare se Ellens have (damefrisøren). Hun har jo rendt her hos os som barn hele tiden, og virkelig, det er en køn have,« siger en anonym formand for husmandsforeningernes havebedømmelsesudvalg, citeret fra Dragsbo og Ravns Jeg en gård mig bygge vil - der skal være have til (2001).

De hader rod og uorden. En nusser som Søren Ryge kan de acceptere, fordi han trods alt arbejder hårdt, men der er alligevel for rodet hos ham. Slapperne glider også ned, hvis de bare har anlagt haverne, så deres minimale arbejdsindsats ikke fører til rod, men øko-romantikerne, som bare lader stå til og praler med det, må de tage afstand fra.

Ordensaktivisterne kaldes den praktiske elite. De gør ikke noget særligt ud af at formulere sig om haven. De flytter jord, vander, graver og støber, og lader haven tale for sig selv. De har ikke penge eller ordet i deres magt, så arbejdskrævende anlæg - for eksempel en stensætning - er oplagte statussymboler. Hvis jorden ikke er egnet til de planter, han vil have, skifter han jorden i bedene helt ud. Sprøjtemidler mod ukrudt, sygdomme og skadedyr er i orden.

Bladstøvsugere er åndssvage

Slapperne er en usynlig gruppe i litteraturen, men stor i virkeligheden. De elsker at være i deres (små) haver, men gider ikke eller kan ikke arbejde i den. De vil hverken have lysthus, vand i haven, træer, krævende bede, drivhus eller køkkenhave. De vil bare være i fred.

En slapper siger: »Jeg er blevet meget doven, og jeg har et arbejde, der tager mindst 60 timer om ugen, så nok kan jeg slappe af i haven, men jeg bryder mig ikke om at gøre noget arbejde. Endnu tror jeg ikke, jeg kan leve et sted, hvor jeg

ikke lige kan gå ud på min egen grund, jeg kan også godt lide det, haven gør - at den holder naboerne en anelse på afstand.«

Det engagement i haven for havens egen skyld, der især motiverer nusserne, er helt fraværende. De ved godt, at andre synes, det er mærkeligt: »Det er morsomt, når man får besøg fra Jylland, hvor jeg har al min familie og nogle af mine venner. De kommenterer jo hele tiden, 'nej, altså, hvor er folks haver egentlig dårligt holdt, hækkene er ikke klippede.' Og når man så kører i Jylland, så kan man se, at de næsten er klippet med neglesaks de der hække og så lige og pæne og så videre, det skal være i orden, i hvert fald facademæssigt. Her ligger træerne bare, hvis de er væltet, så bliver de liggende, og græsset bliver ikke slået, og det kan ses, og der er somme tider direkte rod og skrammel i forhaven, det, jo selvfølgelig, det kan blive for meget, men...« Dette er mystisk tale for den største gruppe i undersøgelsen, nusserne. De er Haveselskabets kernegruppe; flittige og garvede folk med store haver, hvor de arbejder 11-15 timer om ugen eller mere. De læser havebøger som sengelekture og har stærke meninger om, hvorvidt nye eller gamle sorter af frugt og blomster er bedst. Om hvorvidt man skal grave, fræse eller lade jorden være i fred. Om grøngødning.

Haveskribenter befinder sig typisk i denne gruppe, der har et helhedsorienteret blik. De knalder ikke alle mulige løsrevne detaljer sammen i deres have, men tænker i rum, farve og perspektiv - nøjagtig som de havearkitekter, man kan leje med rabat gennem Haveselskabet. Her befinder Den Gode Smag og De Rigtige Principper sig. Her har man tid til at gå i haven og hive ukrudt op med hånden. Haven bidrager med noget væsentligt i deres liv. De ville gå i frø uden den næsten meditative skabelsesproces udenfor. De adskiller sig fra ordensfolket ved at holde af selve arbejdet fremfor resultatet. De har ikke en særlig høj uddannelse og er heller ikke velhavende. Den typiske nusser er mellem 50 og 59 år, børnene er flyttet, men de har stadig kræfter til haven.

Dette er bjerget i dansk havekultur. De bryder sig ikke om nemme løsninger som bladstøvsugere og motorsave og heller ikke om velfriserede haver og flisebelagte forhaver. »Der er nogle steder ikke langt herfra, det er så forfærdeligt, man er nødt til at kigge på den anden side af vejen, for ellers bliver jeg dårlig, det kan jeg simpelthen ikke have. Der er sådan et sted lidt længere hernede, hvor de har sådan nogle buer og, nej, nej, og sådan en gammel lygtepæl inde i midten, fuldstændig umotiveret, og så er den malet hvid, det er bare helt forkert, synes jeg, uha.«

De tager afstand fra folk, der lader skvalderkålen stå, men også fra dem, som er alt for emsige. Ikke alene synes de, ordensfolket har dårlig smag. De er også fanatiske og hysteriske. Deres eget ideal er balance. Balance mellem mennesker og natur, mellem arbejde og afslapning.

Et lykkeligt rum

Haven har for længst mistet enhver form for økonomisk betydning. Det er ikke den, man skal leve af. Men det betyder ikke, at der ikke sker noget derude.

Fra fredlystne Haver i Larm og i Kiv

skal Lykke og Sundhed opstige -

I Hvile og Fred fra det trælsomme Liv

Selv fattigmand ejer et Rige

(lejlighedssang trykt i Kolonihaven, 1920)

Haven skal kunne meget. Den er et trygt og lykkeligt sted, hvor moderne mennesker ikke vil være moderne, men genskabe mormors have, deres barndoms have og rekreere sig i den.

Netop da folk strømmede mod byerne i begyndelsen af 1800-tallet, tog den brede haveinteresse fart. Byboerne afskærmede hjemmet som et landligt fristed med udsigt til himlen, og lige siden har nostalgien domineret i haverne. Også nu med tidens romantiske hvide have eller potager - en køkkenhave, hvor man dyrker både blomster og grøntsager og lægger stor vægt på udseendet. Luksuriøst tidskrævende!

Dette paradis er skueplads for konflikter. Kommunens hegnsmænd er på overarbejde, fordi naboer ryger ud i grænsestridigheder. Den ene Vorherre skal forhandle sig til rette med den anden. Bella Marckmann peger på, at jo tættere man kommer områder, der i særlig grad symboliserer individets helt egen frihed til at gøre, hvad man vil, jo sværere og hårdere bliver det at opretholde civiliseret kontakt til de andre. Verden er fuld af folk, der vil indrette den på en anden måde end man selv vil. Derfor flytter man derhen, hvor folk vil nogenlunde det samme som én selv. »Den der planter et træ, træder i forhold til døden,« skriver forfatteren Per Højholdt. Ja, og til naboen.

Som alle andre grænser er også havens omgivet af ritualer. I det individualistiske England er hækkene høje. I det socialdemokratiske Sverige er de lave, bemærker Lotte Möller i Havens natur (1993). Og i Danmark har det altid været de progressives projekt at få hækkene helt væk, så den såkaldte ligusterfascisme mistede fodfæste. De mente og mener, at haven giver folk en undskyldning for at unddrage sig fællesskabet og politisk ansvarlighed. At haven simpelthen er for tiltrækkende og en barriere mod virkeligheden.

Den engelske forfatter Vita Sackville-West havde dårlig samvittighed over, at hun dyrkede sin have, mens andre kvinder demonstrerede for frihed og lighed. Og Steen Eiler Rasmussen påstod, at haveinteressen ofte skyldes, at man har behov for en lille, overskuelig verden, når den store virker så kaotisk og skræmmende. I kritikernes øjne er haven både paradis og fængsel. Men hækken beskytter drømmeren, og haven har en evne til at give ro. Den bliver brugt som metafor for det gode blomstrende samfund, for fædrelandet og for kvinden. En almindelig antagelse er, at mennesker bliver både bedre og lykkeligere af at dyrke deres have og deres indre bonde. »Haven ligger dybt i os,« siger Bella Marckmann. »Og folk vil have hegn om den.«

Uddrag af:Master thesis by Bella Marckmann. Dept. of Sociology, University of Copenhagen. Dec. 2003Supervisor: Professor Peter Gundelachhwww.kommunikationsforum.dk/specialer.asp